mandag den 30. april 2007

Har Bisgaard en fremtid i AGF?

Ifølge Ekstra Bladet er AGF interesseret i at tilknytte udlandsdanskeren Morten Bisgaard til næste års superligamandskab. Randers skulle dog trække hårdt i Derby-spilleren, hvilket kan blive endestationen for de århusianske Bisgaard-forhåbninger.

Men hvad skulle planen være med et skifte til Århus for den kreative højrekant? Bisgaard kan spille en god kant, og så kan han også trække i offensiv-midtbane-trøjen, men det er næppe i den position, han er tiltænkt en rolle, da Ove P. ikke just sværger til den type central midtbanespiller i sit system.

Det kan starte spekulationerne om Whites fremtid på højrekanten, hvilket dog virker lettere absurd med hans stigende formkurve, og i lyset af at han kun lige er landet i Århus - og på en ganske lang kontrakt. Men hvorfor så dette Bisgaard-rygte?

Jeg tvivler på rygtets holdbarhed - og drømmer så videre om en ny venstre-forsvarer og en tung angriber med træfsikkerhed i støvlerne. De næste uger bliver særdeles spændende: oprykning og glohede transfers er indenfor rækkevidde...

søndag den 29. april 2007

fredag den 27. april 2007

Smukke Thomas' problematiske ryg.

Mange har oplevet det. Nogle gange sidder man for dårligt på stolen på arbejde, andre gange er sengen simpelthen for blød og til tider har vennernes flyttekasser været lidt for tunge. For Smukke Thomas er det dog mere alvorligt. En diskusprolaps er ikke lige sådan til at spøge med og det ser da også ud til at Hansen fra vestegnen først kommer i aktion til efteråret, når de vigtige Royal League pladser skal bookes.

Dette åbner op for en række spændende muligheder i centerforsvaret i de kommende kampe. Favorit til at overtage pladsen ved siden af Budtz er vel, den i stigende grad pålidelige, Anders Kure. Alle ved at unge Kure førhen, med rette, er blevet revset for sin manglende speed og det er ikke fordi at han lige pludselig er blevet hurtigere. Dog er det undertegnedes opfattelse at der i unge Kure nu findes en anderledes modenhed og en udpræget ro, eksemplificeret ved hans fine anden halvleg mod Lyngby.

Det er klart at der er andre alternativer til samme plads, herunder den stadig noget svingende Gyldne Krabbe og Andreas Schultz. Herfra er der dog ingen slinger i valsen - Vote Anders!

torsdag den 26. april 2007

En hverdagskotelet



Man må ikke glemme denne herlige griseudskæring. Det er min fornemmelse at flere og flere forbigår den i køledisken, hvilket er en klar fejl. Der er mange herlige måder at tilberede sådan en kalorius på, med timian og citron, i fad og sågar med æblecider. Denne torsdags clou er inspireret af den populære, men egentlig ret dygtige Jamie Oliver og inkluderer en laber marinade, pærer, kartofler og masser af andre gode ting. Oveni det hele en mint-brøds sauce. Jeg glæder mig!

Ingredients
8 pork chops, or 4 double pork chops
1 rosemary, garlic and lemon marinade
3 parsnips
3 smooth-skinned pears
680g/1½lb potatoes, scrubbed
salt and freshly ground black pepper
1 minted bread sauce recipe

Method
1 Rub and massage the pork chops with the rosemary marinade and, ideally, leave for 1-6 hours for maximum flavour. Preheat oven to 220c/425f/Gas 7.
2 Wash the parsnips and pears, and quarter lengthwise, removing the cores from the pears. Then cut the potatoes into 0.5cm/½" thick pieces.
3 Dry them with kitchen paper, put into an appropriately sized roasting tray with the parsnips, pears, pork chops and marinade.
4 Toss over to lightly coat everything, then season and roast in the oven for 45 minutes to an hour, depending on the size of the chops.
5 While the chops and veg are cooking, make the minted bread sauce. It's great smeared all over the pork.

onsdag den 25. april 2007

Ny mand til klubben? - Part II

Ifølge tipsbladet.dk begynder Jerry Lucenas drømme om et attraktivt udlandseventyr til sommer at rinde ud. De drømme har nemlig haft den umiddelbare konsekvens, at Lucena er blevet betroet det ærefulde hverv at lune esbjergensernes udskiftningsbænk foråret ud. Hvilket åbenbart ikke har øget interessen fra udenlandske klubber for den vestjyske midtbaneslider.

Men der findes mindst én træner i Europa, som ikke vil have brug for de DVD'er, som Jerry nu vil begynde at distibuere til agenter og klubber rundt om i udlandet. For oppe i Århus har Ove P. næppe glemt dirrigenten fra sit succesfulde Esbjerg-mandskab, og mon ikke han i disse dage holder linien ekstra varm til Lucena?

Hvis det skulle lykkes at trække nu 26-årige Jerry Lucena til Århus til sommer, ville vi stå med et seriøst luksusproblem på midtbanen. For her har vi i forvejen Arnason og Gjesing - og indenfor kort tid også Niels Kristensen. Men Arnason vil et stykke ind i efteråret være travlt beskæftiget længere tilbage på banen, og Niels Kristensen har på kort sigt både en genoptræning at slås med og en manglende rutine på denne vigtige placering.

Jeg vil ikke holde mine købs-anbefalinger tilbage. Jeg vil meget gerne se Jerry indtage den århusianske midtbane i næste års medalje-kampagne...

mandag den 23. april 2007

Ny mand til klubben?

Selvom forsvaret (søndagens kamp undtaget) så absolut er faldet bedre på plads sammenlignet med efterårets ditto, er der ingen grund til ikke at se fremad.

Således beretter Danmarks bedst klædte sports-journalist, Tommy Poulsen (blandt venner: Satin Tommy), at AGF har fået øje på endnu en, skal man tro bulletinerne fra Horsens Folkeblad, usleben forsvarsdiamant.

Nicolai Poulsen hedder den 21-årige Hedensted IF spiller, som Jesper Tollefsen scoutede, da Jyllandsserieklubben lørdag spillede mod Kolding. Den 187 cm. høje anfører siger til avisen: "Jeg er stolt over, at en storklub som AGF viser interesse for mig. For mig er det en drengedrøm at komme til at spille topfodbold, og jeg har store ambitioner."

Foranlediget af den århusianske interesse drysser Hedensted IF's formand, Claus Poulsen (Nicolais far?), i samme artikel et par guldkorn ud af ærmet. Det er lidt sort, men prøv alligevel:

"Vi er en amatørklub. Vi har en puljeordning, en støvleordning og en vaskeordning, og vi gør ingen forskel på vore spillere. Det er også en forklaring på, hvordan vi har kunnet tiltrække den tidligere førsteholdsspiller i Vejle, Lasse Kronborg. Han kender Mohamed Bagheri, og det er forklaringen på, at han er kommet til Hedensted IF. Vi er en klub for de spillere, der ønsker at spille her."

Lidt øvrige stats på fyren hentet fra Hedensted IF's hjemmeside:

- Har gået på Oure Idrætsskole og spillet i SønderjyskE.
- Giver sig selv prædikaterne "god i luftspillet" og "fightervilje".
- Værste oplevelse med fodbold: "Aflysningen af Barcelona - Newcastle i 02/03 Champions League."

VHA siger: Hold øje med ham!

søndag den 22. april 2007

Mr. White tryller

Oven på søndagens udflugt til Lyngby , dulmer 1650'erne smerterne med årets detalje i 1. division. Den havde Anders Jochumsen nok ikke kunnet lave.



VHA takker Solarex for upload.

fredag den 20. april 2007

Wow! Salifu, Høegh og Sarr i truppen!

Ove P. har kastet en håndgranat mod taktiktavlen på sit Fredensvang-kontor, og resultatet er forvirrende - men ekstremt spændende.

Fænomenet Michael Vester(-brohardcoreagf) scorede tre mål for DS i tirsdags, men det er ikke nok til en plads i truppen, hvor der til gengæld er et overraskende gensyn med Cheikh Sarr, som åbenbart igen er helt klarr. Og så til de gedigne overraskelser:

På bekostning af Katholm, Svenne Poulsen og altså Vester er de offensive ynglinge/yndlinge Dennis Høegh og Razak Salifu udtaget i Pedersens helt nye bombe af en trup.

Drengene tager i øvrigt allerede i morgen til Sjælland for at lade op til slaget - er der nogen der sørger for, at de kommer ned til en autograf og en croissant i Tullinsgade?

Weekenden starter her!

Den irske pop-elv Patrick Wolf har en relativt ny plade på gaden - The magic position. Jeg er ikke tidligere blevet fanget ind af den gode Mr.Wolf, som har haft en tendens til at være lidt vel skabet i vokalen. Men den her sang er det bedste sommerpop hit som Jarvis aldrig skrev.



Jeg elsker det.

torsdag den 19. april 2007

Kaffe på en søndag


En Ceres. En kaffe. Måske endda dyppe en croissant i sidstnævnte.

Det er tilbuddet, når den til 1650'erne grænsende kaffebar med det sigende navn, Verdens Mindste Kaffebar, søndag klokken 10 byder velkommen til lidt prematch stemning forud for afklapsningen af Lyngbys ynglinge.

Udover at arrangementet selvfølgelig primært har til formål at samle AGF-supportere, er det jo også DIN enestående chance for at møde mindst to redaktionsmedlemmer fra vesterbrohardcoreagf.blogspot.com.

Kom over. Sig hej. Vi er fine fyre.

Det er Tullinsgade, sidevej til Gl. Kongevej.

tirsdag den 17. april 2007

Mørke skyer over København

Årets hidtil mest triste fodboldnyhed har nu nået København: Navid Dayyani er færdig med fodbold. Helt færdig.

Knæet kan åbenbart ikke klare belastningen, og derfor er der ingen anden udvej end at trisse ned af den samme skyggefulde allé, som også Tom Christensen måtte tilbagelægge.

Mine forventninger til Navid var enorme, og det bliver svært at vænne sig til en AGF-trup uden ham. Ét billede hænger tilbage, og det siger alt om Dayyanis enorme potentiale. Igennem røgtågerne foran storskærmen på Skipper Bodega toner han frem på den centrale midtbane, hvor han klogt bryder et Brøndby-angreb. Helt uden tøven skubber han bolden frem, før han fuldstændig gennemflosser Brøndbyernes forsvar med en genial frispilning, der fører til et af de tre mål i afklædningen af de gulblusede spillere fra vestegnen.

Held og lykke, Navid. Jeg vil savne dig.

Lyngby søndag?

Det er Kongens Lyngby, det er solskin og 3 points. Og hvem ved, måske bliver det årets første kamp for Smukke Thomas, nu hvor Kári desværre er ude. Jeg glæder mig allerede helt sindsygt meget.







mandag den 16. april 2007

Jeremiah White: Rejsende i fodbold (part II)

Da vi sidst var forbi vores midtbanemand (og nu også angrebs-sub), var det blandt andet med fokus på herrens Europaturné. Her fortsætter vi, hvor vi slap og kommer ind i filmen, hvor White og de andre Hvide lander på Cypern til en uges træningslejr.

Opholdet på øens sydkyst i byen Lanarca var nemlig en omvæltning af de større for den 25-årige amerikaner. Her oplevede han noget, han aldrig havde oplevet i sine hidtidige klubber:

”Danmark er meget forskellig fra de andre lande, jeg har spillet i. I er helt vildt sociale, hvor jeg i de andre klubber kun har oplevet konkurrence, konkurrence, konkurrence. Hvor man bare skulle ”survive on your own” - også uden for banen.
Sådan var det især i Frankrig, men ikke her, og det har jeg lige skullet vænne mig til. Det der med, at alle er en del af holdet. Faktisk glædede jeg mig meget til at komme hjem fra Cypern, fordi jeg slet ikke var vant til at være så social, så jeg fik lidt for meget af det på meget kort tid,” fortæller Jeremiah om at skulle trykke på den rigtige kontakt og lave det han selv kalder et ”mental switch”.

Se ham trække ind i banen

Det sociale har White - der beskriver sig selv som en rolig og lidt reserveret fyr både på og uden for banen - skullet vænne sig til, men også inde på græsset er der en god portion tilvænning at hente for den nyslåede AGF’er:

”Jeg skal stadig vænne mig til, at vi spiller anderledes end jeg er vant til fra de klubber, jeg ellers har været i. Vi spiller mere i luften, mere direkte og så er taktikken også en anden. Jeg er vant til at være på fløjen og blive på fløjen. Her vil Ove gerne have at jeg søger mere ind i banen – også når vi har bolden. Det er nyt for mig, så der handler det om at komme af med nogle dårlige vaner, så jeg spiller, som han gerne vil have det. Og spiller det spil, der er bedst for holdet.”

Indtil videre har det spil resulteret i en enkelt scoring i den flotte debutkamp, der ligesom de efterfølgende har vist, hvilke kompetencer Jeremiah White er i besiddelse af. Afslutningsvis siger han:

”Mine egne styrker er min hurtighed (hørt!, red.), mine driblinger (hørt!, red.) og mit skud (mindre hørt…, red.).

Jeg synes da også, du virker til at være ret habil i det defensive arbejde…

Tak… da jeg spillede i Frankrig arbejdede jeg også meget med lige netop det. Det arbejde skal jeg selvfølgelig fortsætte med at udvikle.

Se selv JW arbejde videre, trække ind i banen og det der er værre. Det er søndag. Det er Lyngby. Det er tre point. Vi siger tak. Også for snakken.

fredag den 13. april 2007

We All Follow The Tulle

Tillykke Mike!

Andet er der vel ikke at sige til Tulle, der ifølge moderskibets website har fået forlænget sin kontrakt til 2010.

Den kompakte angriber har gjort det godt, primært på DS holdet, men også været en energisk indskifter, når han har fået chancen på A-holdet. Chancer som - med Peters Sands forestående retræte til sommer in mente - der helt sikkert kommer flere af.

Spørgsmålet er, om det ikke er perfekt timing for både holdet og Tullberg, at aftalen falder på plads kun 48 timer før den så vigtige kamp på Fuglsang Arena. Det må utvivlsomt give Tulle dén ekstra gejst, dén ekstra lyst, dét ekstra mål. For nu giver det vel sig selv, at han på søndag danner par på toppen med Sand - og at Katten må lune poterne i halvanden halvleg, inden han kan prikke sejrsmålet ind.

Et varmt og kærligt klap på skulderen til Grenaas Finest fra VHA.

Slut med festaberne i AGF?

I kølvandet på den vigtige "er han- er han ikke en tør kiks", så må man konstatere at vi nok ikke kommer til at se meget mere til denne festabe


Create Your Own PaloozaHead - Visit Lollapalooza.com

torsdag den 12. april 2007

Jeremiah White: Alt det andet, der ikke rigtig passede ind nogle steder

Mens vi venter på part II i beretningen om fodboldnomaden, følger her en lille buket af bonustapas.

* Jeremiahs farfar hedder Jeremiah White. Jeremiah Whites far hedder Jeremiah White. Fodboldspilleren Jeremiah Whites to måneder gamle søn hedder Jeremiah White. Trip-trap-store træsko. Det er sådan en tradition, de har i familen.

* Jeremiah, altså 'the real deal' - ikke hans søn, far eller farfar, har ingen ritualer før en kamp. Han fletter ikke fingre med den slags overtro. Til gengæld beder han en lille bøn, for "jeg er meget religiøs, så det er det, jeg gør."

* Mr. White ved godt, at IKEA er svensk.

* Vores nye midtbanemand er til jazz, hip hop, r'n'b og et bette skvæt rock. Han har dog ingen favoritkunstnere - det var ikke til at vride ud af ham. Og musik som en del af den mentale opvarmning før det 1. divisionske græs betrædes? Nope. "I try to concentrate and stay focused," slår Jeremiah fast.

*Hans favoritcafé er Essens (ikke at forveksle med Esset) ved åen. Der har VHA også været. Er det godt nok til Jeremiah, er det også godt nok til os.

tirsdag den 10. april 2007

Jeremiah White: Rejsende i fodbold (part I)

Fodboldnomade.

Et ord Jeremiah White gerne medgiver passer meget godt ham og beskriver det liv han har levet på den europæiske rundtur, han har været på de seneste tre år. Siden ankomsten til serbiske OFK Beograd i 2004 har han også været forbi græske Panserraikos, franske FC Gueugnon - og nu altså AGF. Men det måske umiddelbart noget negativt klingende tillægsord, ser vores nye hurtigløber som et plus:

”Jeg har lært mere ved at rejse, end jeg gjorde ved at gå i skole. Det svære har været at skulle skabe sig et navn. Det har været hårdt og nok også hårdere end jeg troede, men det har også været sjovt, og jeg ville ikke gøre det om igen, hvis jeg kunne. Nu kan jeg tale fransk, græsk og en lille smule serbisk, og udover det har det også været en udviklingsproces for mig som menneske,” fortæller Jeremiah over telefonen fra Århus, mens kæresten rumsterer i baggrunden.
Efter at han i forårsoptakten rejste hjem til USA for at følge ankomsten af en ny Jeremiah White, fulgte hun med tilbage, så den nystiftede familie nu er samlet under samme tag i Århus.

”Jeg kunne da sagtens være blevet hjemme i USA, fået et godt job i min fars firma og levet det magelige liv, men det er ikke sådan en type, jeg er. Det er ikke sådan et liv, jeg vil leve – you have to understand that,” fortæller han og understreger, at de mange klubskifter ikke bunder i store uoverensstemmelser med klubbernes trænere og ledelser, men mere i sin egen lyst til at prøve sig selv af i andre rammer.
Rammer han i øvrigt gør sig umage for selv at fylde ud, blandt andet ved som skrevet ovenfor at tillære sig landets sprog. Derfor skal han også lige om lidt tilbage på skolebænken for – denne gang - at knække koden ’dansk’.

Den svenske møbelfabrik og et hold fra Farum

I de næste tre et halvt år har og tager Jeremiah White sig tid til at lære det danske sprog, men også Århus og Danmark bedre at kende. Men hvad vidste han egentlig om os, inden han kom hertil?:

”Jeg vidste, at det er et sikkert og et rigt land. Jeg har rimelig godt styr på min europæiske historie og geografi – og jeg ved nok lidt mere om det end den gennemsnitlige amerikaner. Amerikanere har sådan en dårlig vane med ikke at ville forlade USA, så det smitter selvfølgelig også af på, hvad vi ved om resten af verden. Men altså ... jeg kan godt kende forskel på Norge, Sverige og Danmark.

Vidste du noget om Århus, inden du kom til byen?

”Nej, ikke andet end at jeg havde fået at vide, at det er den næststørste by i Danmark … og en gammel by. Det var det. Nu ved jeg, at jeg godt kan lide Århus – it’s got a lot of character. Mentalitetsforskellen mellem USA og Danmark er heller ikke så stor, som den forskel jeg oplevede på for eksempel Frankrig og USA. Der var alt fuldstændig anderledes. Her har I jo både IKEA, Burger King og shopping centre ha ha. Så tingene er lidt mere ’som derhjemme’.”

Hvad kendte du til dansk fodbold?

”Jeg vidste, at der var et par amerikanere, der havde spillet her. Jeg havde aldrig set en dansk kamp, men vidste, at det var et godt sted at få gang i sin karriere, at Danmark er et godt sted at komme videre fra, og at der bliver ”produceret” mange spillere,” vurderer den Washington fødte fodboldspiller, der i øvrigt tidligere har været forbi vores breddegrader:

”For cirka to år siden var jeg til prøvetræning i FC Nordsjælland. Jeg var sammen med holdet i fire-fem dage og fandt også ud af, at dansk fodbold spillemæssigt er tættere på tysk end på engelsk fodbold.”

De græske festaber

Siden hans signatur i januar måned blev kradset ned på et stykke papir for enden af Stadion Allé har Jeremiah White så kunnet danne sig endnu flere indtryk af det nye land og den nye klub, og det giver jo mulighed for at få et indblik i forskellene på ’dengang og nu’. Hvordan var det for eksempel at spille i Østeuropa?:

”Der var rigtig mange individuelle talenter, men uden for banen…,” siger han og sukker.
”Det er ikke professionelt, og der er ikke styr på administrationen. Det her (AGF, red) er meget mere straight up. Der er styr på, hvem der gør hvad, og du skal ikke bekymre dig om, hvad der foregår bag din ryg. Nu har jeg jo kun Panserraikos som eksempel, så jeg ved ikke, om det er sådan over alt i Grækenland, men der var der masser af løgne - it’s really shady down there,” fortæller Jeremiah og tilføjer, at spillernes attitude heller ikke helt matchede hans forestillinger om et professionelt fodboldliv:

”De havde mere lyst til at have det sjovt uden for banen. Cafeer og den slags. Det er ok til en hvis grænse, men her var det bare for meget. Heldigvis havde klubben en præsident med gode forbindelser, så jeg kunne komme videre,” siger amerikaneren om sit ophold i den nordligste del af det græske fastland.

Det ophold, der med hjælp fra før omtalte præsident blev afløst af en tur til den franske 2. divisionsklub FC Gueugnon. ”Her var enhver er sin egen lykkes smed”, lyder den korte analyse fra White, der i næste afsnit fortæller mere om forskellene på dengang og nu, hvad der har krævet mest tilvænning ved at komme til AGF - og så vurderer han også sine egne fodboldmæssige styrker og svagheder. Bli’ hvor du er…

Første hjemme-nederlag til Sønderjyske?

Sønderjyske, der stadig hæger sig fast i den vanvittigt vigtige 2. plads i divisionen, har indtil nu leveret fantastiske resultater hjemme på Fuglsang Park, som de ynder at kalde hjemmebanen. I otte kampe har de sejret syv gange, og målscoren hedder imponerende 20-4. De har stadig det første nederlag til gode.

Men, men, men. Efter nederlaget i går til Kolding ser humøret ud til at være i kulkælderen. De mange medrejsende fans melder om det værste spil i årevis, og der lader til pludselig at være gode muligheder for et af de sjældne hjemme-nederlag for de ambitiøse oprykkerkandidater.

Sønderjyske sværgede i Kolding til lange og høje bolde frem mod deres ikke særlig store angribere, hvilket ville være en gave for Budtz og Kari, hvis den tendens fortsætter på søndag. Og så lader det til, at Koldings Akeem Agbetu med sin hurtighed havde let spil overfor et tungt og stationært Sønderjyske-forsvar, hvor backen Michael Larsen i øjeblikket er fejlplaceret i midteraksen. Det stinker langt væk af et come back til den glemte målsluger fra vestbyen: Rasmus Katholm. Hvis antrittet og målnæsen ikke er alt for rustent efter det lange fravær fra divisionskampene, så kan han gå hen og blive den afgørende faktor i det mildest talt vigtige slag mod sønderjyderne.

Med Graulunds karantæne er der lagt op til mindst en udskiftning i AGF-startoptillingen, og mon ikke Ove P. alvorligt overvejer at sende en af de hurtige reserver i kamp. Jeg ville elske at se Vester få chancen, men Katten har i to reserveholdskampe scoret tre gange - senest to gange mod 9'erne i weekendens runde. Han virker varm. Jeg virker spændt.

lørdag den 7. april 2007

Hot Chip tror på påsken












1650's yndlings trend englændere har smidt en udgave af den glimrende DJ Kicks serie på gaden. DJ Kicks konceptet er simpelt: hotte navne i periferien mellem indie og dance flæsker et mixbånd sammen. Indtil videre har det fungeret med stor succes og personligt er jeg meget glad ved især Erlend Oyes bidrag til dansegulvet.

Nuvel, den nye står Hot Chip bag og de har mixet godbidder fra b.la. This Heat, Tom Zè og New Order med et enkelt nyt nummer fra egen hånd. Sommeren er hermed officielt på vej. Cd Wow har lovet mig at de vil sende min udgave af pladen som udkommer i maj, allerede den 30 april, så jeg er godt tilfreds. Indtil pladen kommer, danser jeg til dette nummer og drømmer om storsejr over Frede.

Streamet er ærbødigst lånt hos covertcuriousity.net:

Hot Chip - My Piano

Og nu hvor du er i gang, tag da så lige og køb pladen!

fredag den 6. april 2007

Den kommende uge på VHA


Udover Irma City og grønthandlerne på den berygtede gade, så er der få, der knokler så hårdt i påsken som holdet bag bloggen her. Ja, nu må mmmmmtac.nu da snart begynde at mærke den hede ånde.

Nå, i den kommende uge kan du se frem til:

* Interview med Jeremiah White. Om hvad, skal vi lige have fundet ud af.

* Forklaringen på, hvorfor Esset hedder Esset - og hvordan WeeMan kom til verden.

* En madopskrift med asparges.

Du ved, hvor du får det. Lige her på 1650'ernes yndlingslegeplads. Nemlig. Yeah.

Er jeg i øvrigt den eneste, der godt kan li' sherry?

mandag den 2. april 2007

Kongen Vender (forhåbentlig snart) Tilbage

Her følger sidste del i trilogien om Olof.

Nedenstående tager udgangspunkt i den snak, som denne signatur fik med Luffe umiddelbart efter 'Knæskaden Part I' (også kendt som 'Den Knapt Så Alvorlige'.)

Velkommen til det, der på moderne dansk hedder en Q&A.


Det store pres - og den svenske rolighed

Hvad mener du selv, du skal bidrage med til holdet?

”Brian (Berti, red.) har fortalt, at jeg er førstevalg i forsvaret, og jeg har en rutine, der bliver vigtig for holdet. Jeg kommer med noget svensk rolighed, og det bliver min opgave at sørge for, at vi holder nullet. Man kan blive så frustreret, når man har så meget overtag i spillet og så alligevel ikke får point.

Og så er jeg også tiltænkt en rolle som en slags hjælper for de unge. Især Lumb og Krabbe. Nu er det jo nok mest Krabbe, fordi Lumb er rykket frem på midtbanen, og jeg har fået Foldgast ned i forsvaret, men han (Krabbe, red.) er et fantastisk talent, som jeg skal støtte op om, så han kan præstere endnu bedre.”

Hvad bliver de største udfordringer?

"Det bliver at føre AGF videre, for klubben har været helt nede på bunden og vende. Der har været mange problemer, mange spillere, mange trænere og mange direktører, men nu har Brian og Lars Windfeld fået det på rette vej, og vi skal så føre deres arbejde videre. Sådan var det også i Malmø - der var vi også nede og vende. Det er vigtigt at få renset ud og så bygge op fra begyndelsen."

Og udfordringerne på banen?

"Vi skal fortsætte stilen og holde samme fokus som i træningskampene. Blive ved med at være så disciplinerede i defensiven. Vi ved jo, at man ser os som de store favoritter, og det bliver udfordringen: At spille god fodbold under et stort pres. Men altså... det er en del af arbejdet, og det bliver jeg og resten af holdet nødt til at kunne klare," fortæller Luffe og tilføjer, at får vi 9 point i de første tre kampe har vi hentet ind på de øvrige konkurrenter.

Olof Persson - nu med motto

Hvad glæder du dig mest til?

"Bare at komme i gang. Nu har vi ventet så længe, så jeg ser frem til endelig at spille på NRGi Arena. Jeg har hørt meget godt om fansene og den stemning der er der."

Hvad glæder du dig mindst til?

"Ikke noget. Der er faktisk ikke noget, jeg 'glæder mig mindst' til. Jeg har altid en positiv tilgang til tingene og et motto, der hedder: 'Jeg skal kun tænke på de ting, jeg kan ændre på. De ting, jeg kan påvirke.' Alt andet skal jeg ikke bekymre mig om, for jeg kan alligevel ikke lave om på det."

Men selvom du har den her positive tilgang, har du så ikke gjort dig nogle tanker omkring risikoen for, at vi ikke rykker op?

"Nej. Det tænker vi ikke på. Og jeg vil også gerne mane de rygter til jorden, der siger, at jeg har en klausul i tilfælde af, at vi ikke rykker op. Hvis jeg havde sådan en kontrakt, ville jeg slet ikke spille. Sådan noget ville jeg aldrig skrive under på."


Luffes poesibog

Efter dén klare melding til lidt poesibog, som også runder denne omgangs udfritning af Luffe af:

Favoritklub (og du må ikke sige Malmø FF eller AGF)?:

"Jeg holder med Newcastle, som jeg synes er en "massiv klub". De har også et fantastisk stadion. Jeg har fulgt dem siden midten af 90'erne, hvor stjernerne var Les Ferdinand, Alan Shearer og Asprilla. Jeg ser dem i fjernsynet, når jeg kan komme til det."

Favoritspiller (og du må ikke sige Esset):

"Paolo Maldini. Han har været en så god spiller i så mange år, og så er han selvfølgelig interessant, fordi han spiller den samme plads som mig selv. Han er god til at analysere spillet og så gøre det rigtige. Når jeg ser ham spille, prøver jeg at lure lidt tricks af fra ham."