onsdag den 2. maj 2007

Ovelutionsteori

I Liverpool har de deres Rafalution. Benitez har nu for anden gang på tre år sendt sine drenge i rødt i CL-finalen. I Århus går vejen fra håbløst bundhold til fremtidens CL-deltagelse lidt langsommere. Her er ingen revolutioner. Vi sværger i stedet til Ovelutionsteori.

Det kan være urimeligt hårdt at vente på noget godt, men det er åbenbart, hvad der skal til på Fredensvang. Hvor man kunne have håbet på hurtige mirakler og i det mindste på et sammenspillet og velfungerende fodboldhold efter 1 1/2 år og en del transfers, så står vi stadig med et hold, der har meget svært ved at lægge det angstprægede og usammenhængende spil fra sig.

I stedet har vi fået et hold, hvor alle kæmper for alle, og hvor træningskulturen er ændret fra det primitive og til tider usympatiske til homogenitet, humør og arbejdsiver. Ove P. har i den grad sat sit aftryk på Fredensvang - men det tager tid. Ovelutionen vil ske trinvis, hvor det første år mere eller mindre er brugt på bare at rydde op, mens de næste trin i meget højere grad vil handle om opbygning. Og der er mange trin endnu, hvilket spillet på banen er en helt reel indikator for.

Men jeg overgiver mig nærmest betingelsesløst til Ovelutionen, som i AGF's tilfælde var den eneste rigtige vej. Jeg har tid, masser af tid, men forventningerne er til gengæld også enorme. Ovelutionen stopper ikke ved en midterplacering i superligaen. Den stopper aldrig, og den vil blandt andet føre os ind i de fineste europæiske turneringer - når vi er klar. Ovelutionen leve!

1 kommentar:

Anonym sagde ...

Den hælder vi vist alle til, kommer tid, kommer Ove, kommer succes.