søndag den 2. september 2007

Suk.

Det var ikke noget godt resultat eller nogen god kamp vi spillede igår. Efter Brøndby kampen har vi helt enkelt ikke spillet god fodbold, hvilket er en smule bekymrende. I de første fem kampe ( jeg holder mig også til Oves særprægede evalueringssystem) spillede vi fornuftig pasnings fodbold og det virkede som om at vi efterhånden havde fundet en fin spillestil, baseret på en pasningssikker og dynamisk midterakse omkring Jerry og Kari. Til trods for at vi tabte til FCK og Horsens, så var der i disse kampe i det mindste lidt fornuftigt at tage med videre.

Kampen igår viste dog på frustrerende facon at vi spillemæssigt ikke skal spille videre som vi gør meget længere, uden også at havne i en spillemæssig krise. Det er alt, alt for tidligt at male fanden på væggen. Det er trods alt kun et par kampe siden at vi hentede en meriterende sejr ude i Brøndby. Men de 2 sidste kampe må være en påmindelse om at der pt. sker så meget nede i bunden af Suppen at man ikke kan tillade sig at hvile på laurbærene.

Krydser mine fingre for at OB kan sætte Brøndby skak og at FC Midtjylland kan aflevere en ny sæk til Lyngby. Så skal vi bare have overstået den her landsholdspause ( som i parentes bemærket bliver mere og mere surreel, hvad er det dog for spillere Morten Olsen udtager? ) og så knaser vi Randers og bygger NRGI Park om til et uindtageligt fort.

Boom boom boom, let me hear you say DIOH! DIOOOOOOH!

1 kommentar:

Andreas sagde ...

Helt uforvarende havnede jeg, imod mine intentioner om overhovedet ikke at beskæftige mig med AGF de kommende dage, alligevel her på vha.b.com. Og heldigvis til synet af en sorgbearbejdende artikel af vores egen Kalle Østenkjær.

Jeg fæstner også min lid til vores nye angriber(e) - og til det behagelige faktum, at vi nu har 14 dage til at bygge offensiven op igen.

For ganske rigtigt er vi jo efter de første lovende kampe nu havnet i en situation, hvor vi nærmest ikke er i stand til at tilspille os en egentlig scoringschance. På P3 virkede kommentatorerne nærmest rystede over de manglende scoringschancer.

Nu er spørgsmålet, om Peter Graulund ligefrem har brug for at blive bænket for at få spillelysten tilbage. Jeg kan forstå, at han igen brugte sine kræfter på at lave dumme frustrationsfrispark i stedet for at lege angriber.

Lad også mig høre jer sige 'Dioh, Dioh'. Eventuelt suppleret med 'Dembele bliv vild, Demebele bliv vild'. Noget skal der til oppe foran. Og det må gerne ske i Randers.