Sidste kapitel inden Eriktionens nedfældede udskejelser ryger tilbage på Vesterbro Bibliotek tilføjer ikke som sådan noget nyt til billedet af manden.
Mandskabspleje er mantraet og undervejs i bogen erkender ER faktisk at have en hel del til fælles med Morten Olsen, der i Brøndby-tiden var en hård hund på bænken, men med tiden har fået mere psykologisk indsigt.
"Danmarks bedste træner" og "den største trænerkapacitet, vi har og har haft i dansk fodbold i nyere tid," får han fortalt her i 2002. De har begge en forkærlighed for offensiv og smuk fodbold og en del af MO's træningsøvelser har Erik taget med sig videre i sin egen trænergerning.
Altså, læs bare de seneste interviews med Erik omkring mandskabsbehandling og fodboldfilosofi - det er det, der går igen i bogen fra tiden som træner i Køge og Næstved. En enkelt afstikker er der dog, og dét en af den slags, som Eriktionen godt selv ved ville have kostet en fyreseddel, hvis ledelsen i Køge Boldklub havde kendt til den.
Sang, dans - amok
Truppen er - efter oprykning til 2. division - taget til Sydfrankrig som en slags bonus. Det skulle have været så fint og lækkert, men viser sig at være en gammel militærlejr med mugne værelser, ingen vand i poolen - og føden består af salat med jord på, gamle skinkeskiver der bøjer opad på brødet og rejer så meget over sidste salgsdato, at de er blå.
Alle måltider minus morgenmand bliver derfor indtaget ude i byen. Drikkevarer ditto viser det sig. I frustration over forholdene går ER og hjælpetræneren på kampdruk, og da de kommer tilbage til lejren, råber, skriver og skaber de sig.
Dagen efter venter en 5-1 lussing til et fransk 2. divisionshold, mens Eriktionen plejer det dunkende hoved på trænerbænken. Bagefter holder spillerne spillermøde, og anfører Morten Eskesen fortæller Erik om udfaldet. De er skuffede, meget skuffede, men holder hånden over de to. De kan godt lide dem.
Se dét er sgu da mandskabsbehandling, aight!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar