mandag den 16. marts 2009

Hvem betaler deres metadon?

Et ikke helt uventet nederlag røg i går oveni bunken med tabte point efter acceptable indsatser. Jeg er fattet og ved godt mod, og jeg holder mig stadig (og længe endnu) til strategien om et forår i opbygningens tegn. Vi øser lærepenge ind på den konto, der skal betale vores medaljer til næste år.

Så langt, så godt.

Hvad jeg er mindre fornøjet over, det er den uforfalskede tristesse, som nogen kalder 'fanscenen'. Hold da helt op hvor et sørgeligt indtryk, de fik afleveret i går aftes.

I en grå betonkulisse omgivet af mudder og store metalhegn havde man indespærret et af de største kontigenter af tosser, jeg længe har set. Sejlende rundt i enorme brænderter og effektive dope-tåger væltede ansigtsmalede tosser ind i hadefulde freaks i hooligan-uniform.

Dem skal der også være plads til. Ingen tvivl om det. Men når de i to timer med fråde om munden står og skråler, hvem der betaler Brøndby-tilskuernes metadon, så bliver man så utrolig træt. Og meget lidt stolt af sit selskab.

Næste Brøndby-tur bliver nok ikke meget længere end til den nærmeste stue med et TV3-signal. Eller også bliver det i anonymt afsnit på stadion. Langt fra tosser i slagsmål med kontrollører, og alt det andet tristesse fanscenen kan diske op med på en søndag aften.

2 kommentarer:

  1. Jeg tog kampen ind, Jens Vejmand stylee.

    Der slap jeg for hatte og hooligans og kunne i tilgift nyde Frimann og Werges kloge kommentarer. Ren nydelse. Udsøgt endog.

    Nuvel. Vi er tyndt besat på flere pladser end oppe foran og det aldrende backspøgelse er begyndt at røre på sig. Hverken Lindkvist eller Krabbe er naturlige på venstreback pladsen og det er ok. Men burde man ikke have forudset at Lumb kunne blive skadet og så have opfundet et nyttigt alternativ? Og ligeledes i angrebet, det er nemt at være bagklog, men en ekstra angriber til at supplere kortmaskinen og glasben ville have været nice, som de unge siger.

    SvarSlet
  2. - Det vil ikke ske igen, at der bliver solgt billetter til udeholdets fans samme sted som til hjemmeholdets. Det var fuldstændigt idiotisk.

    Tak, Emil Bakkendorf. Det er da selverkendelse.

    SvarSlet