Sikke en start på foråret. 30 sekunder og ekstaseknappen helt oppe på maksimum. Og så to ærgerlige Randers-træffere, en laaang række personlige fejl og ikke mindst en ret stor håndfuld brændte chancer.
Stemningen i 1650 var ikke just munter efter kampen, og især Erik Rasmussen måtte fra Skipperslænget stå model til noget, der dårligt kunne tolkes som betingelsesløs hengivenhed. Det er naturlige følelser, når drømmen om 4. pladsen lige havde fået en ordentlig en over boven.
Men jeg er i den anden grøft. Altså lidt nede, men også helt på Eriktionens side. Vi står og mangler en venstre back og en midterforsvarer, men vi har lige pludselig et system, hvor vi producerer chancer på stribe, tempoet er højt, og det lover slet ikke dårligt for fremtiden.
Og så har vi ikke mindst en georgisk knaldperle, der kommer til at sætte superligaen på den anden ende. Han er jo helt forrygende, og jeg tror, han vil være på alles læber, inden forårssæsonen rinder ud igen til sommer. Det vil Artur Sorin måske ikke, men jeg er vild med ham, og jeg kan slet, slet ikke forstå, hvordan Lindkvist skulle have holdt ham uden af start-11'eren. Den højre back må være hans nu!
Jeg glæder mig til næste mandag. Mere fyrværkeri fra Tblisi - og tre sikre på kontoen...
Ingen kommentarer:
Send en kommentar