mandag den 20. juli 2009

Den første gang

Idag spilles sæsonens første betydningsfulde kamp = VHA-debut i det GF'ske kampprogram. Vores indlæg kan du læse her, da vi antager, at ikke alle tager turen på Stadion. Og som en lille ekstrabonus her på bloggen får du de tanker med, vi gjorde os undervejs... Værsgo:

Udkast til første klumme. Spark endelig ind med kritik af alt fra ord, kommatering, vinkling - alt! Skriv tilføjelser/rettelser efter min tekst og gerne med navn el. initialer foran. Jeg har selv mine forbehold, men dem gemmer jeg lidt endnu ...

AGF er godt nok blevet en modig dame med alderen. Først sætter man al økonomisk ansvarlighed over bord ved at lade Kong Kurt forlade skuden, så ansætter klubben Erik Tryllerik som træner - og her kommer det endegyldige bevis på, at det rabler fuldstændig ude for enden af Stadion Allé:

Nu skal en lille håndfuld eksiljyder skrive om den smukkeste klub i kritisk-kærlige og til tider indforståede vendinger. Hallo, det' AGF set fra Vesterbro, København ik'å. I al beskedenhed sidder du altså med et mindre stykke Danmarkshistorie i hænderne. Det er alligevel noget - og så kun for 10 kroner. Total coinoffer.

Her kunne der stå stolpe op og stolpe ned om en blog på nettet, hvis fremmeste interesser er flæskestegssandwich på Isted Grill, AGF-anagrammer (bogstaverne i 'Ulle Lindkvist' bliver til 'Lille, stiv Knud') og Jimmy Høyer - men det bliver der sikkert rig mulighed for at vende tilbage til i kommende kampprogrammer, så lad os i stedet her på sæsonens første kampdag lade øjnene glide henover efterårets AGF-udskejelser på Djævleøen. Måske du endda bliver fristet og får lyst til at kigge forbi?

Første knald er lige om lidt (15.8.) under forudsætning af, at Don Ø’s aktieforretning
stadig findes. Besøget i Parken er en frækkert, der ofte giver point (ja tak!) og ellers udmærker sig med 'Vi hader, vi hader...'-sange, huller i banen og rockere på Nederen C.

Fjorten dage senere ses vi i Farum hos FC Nordsjælland, der med tiden har overtaget AGF’s Viborg-kompleks. Vi forventer os derfor ikke alverden. Andet end at man som altid undervejs kan råbe sin pølsebestiling til boden på den modsatte tribune. Så meget knald er der på, når Hr. Og Fru Beaujolais går til bold.

Rødvin bliver til Faxe den 13. september, når Kent ’shorts og blå knæ’ Nielsen og Brøndby skal prøve at stikke en kæp i det lystigt snurrende medaljehjul. Jamen, held og lykke – i sidste indbyrdes opgør tabte I guldet. Og så ikke et ord om hybris og nemesis.

Endelig kunne det ikke være mere passende end at lade det sjællandske efterår slutte af med et møde med endnu en fusionsklub, HB Køge. Den ottende i årets næstsidste måned leder tankerne hen på en lettere omskrivning af et hit med 90'er-gruppen Ibens: 'Af og til er sex med dig som Herfølge i november'.

Og det skal da nok blive omtrentlige så ophidsende, når jordvolden bag det ene mål endnu en gang skal gøre det ud for udkigspost til en gang poleret fodbold. Kampen bliver i øvrigt spillet omtrent på treårsdagen for et ydmygende 0-5 nederlag samme sted, og der skal revancheres.

Ikke at vi vil lægge et unødigt pres på de spillere, der var med dengang og i dag, men Steffen, Krabbe, Lumb, Karí (...nå nej...) og alle andre: I må sgu gerne stramme jeres rektale dele!

Jesper: Jeg synes, det er skide godt på de givne præmisser. Bevares - der er mindre kant end der plejer, men sådan må det nu engang være, når der rent faktisk skal tages hensyn til læserne. Det plejer jo ikke at være noget, vi tager så højtideligt :-) Det er fedt, at der er de små spark her og hisset - den med Karí er et fint lille slag med halen, der viser, at vi godt tør kradse dem lidt i skudhullet.
Lavpraktisk: Bloggens url bliver tilføjet, iggår?

Mattiboy: Det tror jeg da. Alternativt bare vesterbrohardcoreagf.dk hvis Andreas med købet af den adresse får det til at virke - så man via den vej bliver ledt i fælden. Ellers googler folk det vel selv når de kommer hjem - hvis de er interesserede. Mht. kant: Jeg har ikke noget imod at sparke lidt mere til den, men mener omvendt at vi gør det lidt kærligt med indledningen + Kari. Ellers er resten rigtignok mest skud mod andre (kort skud, bevares. Skrivepladsen er trang.). Men JK, hvor skulle de være hvis...?

Jesper: Jamen de skal såmænd ikke være. Jeg tror, at den valgte stil er vejen frem. Den ironiske distance til AGF kan vi jo langsomt skrue op for, men du får det jo ganske rigtigt med netop i indledningen + Karí til trods for, at fokus er lagt på de sjællandske klubber. Det er fint og jeg har ikke rigtig nogen forbehold - jeg siger go. Og jeg glæder mig oprigtigt til at se, hvordan dette lille eksperiment kommer til at spænde af - og til se, hvordan vi får flettet den cognacfarvede dolk ind i kampprogrammet...

Andreas: Jeg synes også, det er en glimrende start. Jeg tror, den første udgave bliver den sværeste, da en god bid af kagen jo allerede er spist, før vi rigtig kommer i gang, når der lige skal forklares og introduceres. I de kommende programmer kan vi gå mere direkte til værks og udse os emner, vi kan grave os til bunds i. F.eks. bør vi introducere begrebet naziburet og give århusianerne en tilbundsgående beskrivelse af forholdene i sådan et nazibur enten som optakt til Brøndby-kampen eller efter det her efterårs version af oplevelsen. Jeg forestiller mig en beskrivelse, der kunne sammenlignes med trængslerne i Fangerne på Fortet (med indbygget sviner til Stig Tøfting)...

Mathias: Uhhh... naziburet... det er satme en ømtålelig en..

Kalle Lad os tage naziburet til den tid. Jeg vil grundlæggende helst ikke stå som afsender på noget, der er så stærkt formuleret.

Nuvel, tilbage til artikel. Jeg er overordnet tilfreds, omend jeg synes, at vi skal undgå for mange 'punchlines'. Herunder Ulle-vitsen, som jo er sjov, men ikke så sjov når den er taget ud af seriens sammenhæng. Drop den, ville jeg sige. Derudover...udmærket start. Vi skal nok give dem gak-gak lidt længere fremme. Næste omgang kunne udmærket være nogle tanker omkring sommerens ganske ufjollede fjollesæson. Hvor er denne sæsons Jacek Kasperczak? Jamie McMaster? Eller Arthur Sorin for den sags skyld? Personligt savner jeg at gennemtrævle Ålesund Posten for ældre artikler om en transferfri spiller som de hvide har snappet op!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar