torsdag den 3. september 2009

Forberedelser til Guldfesten part VII

Email til Rådmanden for Teknik & Miljø i Århus Kommune:

Kære Peter Thyssen,

I anledning af, at AGF nok vinder SAS Ligaguld den 16. maj 2010, føler vi det magtpålæggende at gøre dig opmærksom på, at fejringen af det velfortjente mesterskab kan afstedkomme farlige situationer, hvis der ikke udvises rettidig omhu og træffes de nødvendige sikkerhedsforanstaltninger.

Helt konkret tænker vi på Agnete og Havmanden, som alt andet lige vil blive bestormet af glade fans, som i romersk stil givetvis vil bade i det smukke springvand. Da AGF’s enorme tilskuerskare tæller fyldige herrer såsom tidligere borgmester Flemming Knudsen og lige så tidligere AGF-direktør Frank Heskjær, er der imidlertid risiko for oversvømmelser af vor smukke bymidte. Archimedes lov, du ved.

Vi håber, at du tager denne sag alvorligt. Nu er det i hvert fald sagt.

Med venlig hilsen

Vesterbro Hardcore AGF

Svar: Kære Vesterbro Hardcore AGF

Tak for jeres betænksomme henvendelse.

Det er altid rart, når byens borgere har blik for rettidig omhu, og skulle guldet skinne over Århus, er jeg sikker på, at vi har beredskab til at klare alle former for festivitas.

Med venlig hilsen
Peter Thyssen

Ingen kommentarer:

Send en kommentar