lørdag den 3. oktober 2009

Slanger, røde tal - og floorball














VHA's bidrag til kampprogrammet ved AGF - SønderjyskE:

For små to uger siden klaskede Århus Elite – og dermed altså også AGF - en fondsbørsmeddelelse på bordet, der med et ordentligt brag sendte os alle sammen en tur tilbage til de glade galehusdage:

43,5 (ja, tre-og-fyrre-komma-fem!) millioner kroner var tabt. Ikke i Superligaens historie. Nej, det krævede såmænd bare 12 måneder. Sådan, kugleramme.

På postnummer 1657 har vi spekuleret lidt i, hvordan man trommer sådan et underskud op. For nok er der også her hos os blevet spillet lidt økonomisk hasard med en ekstra rodbehandling hist og et impulsindkøb i Irma pist, men et overtræk i den størrelsesorden har vi alligevel endnu ikke prøvet.

Altså, når bølgerne er gået for højt på Vesterbro og bankdamen forgæves har forsøgt at ringe til en spærret telefon, jamen så spiser vi pasta med tun i månedsvis. Og havregryn. Med mælk på når det går vildt for sig. Du ved, tæring efter næring og alt det der. Nå, vi er selvfølgelig heller ikke så hittepåsomme som andre i forhold til, hvad man kan bruge penge på.

En æra begynder
Hvem husker ikke daværende AGF-direktør Frank Heskjær og ligeså daværende sukkerfar Kurt Andersens skudsikre idé om at tjene millioner på at arrangere firma- og familiefester for blandt andre klubbens sponsorer under navnet AGF Event?

På en lokal beværtning, lad os bare kalde den Hotel Ritz, blev selskabets fødsel markeret en februaraften med haremspiger a la 1001 Nat, en kvælerslange - og Anders Bjerre med selvsamme krybdyr (altså slangen) om nakken. Gud bedre det.

Senere opstod den endnu mere profitable idé om at spinde guld på et par sportsdansere på barselsorlov. Selv uden den store forstand på lige netop den del af livet, så fornemmede man straks, at det nærmest ikke kunne gå galt. Selv ikke med de mest pessimistiske modeller for udviklingen i verdensøkonomien.

Men også det påhit fandt faktisk sin overmand, da koncernen kunne offentliggøre et af de sidste års største scoop indenfor idrætsverdenen: indlemmelsen af et floorballhold i den vidtforgrenede virksomhed.

Toppen af kransekagen
De færreste aner godt nok, hvad forskellen er på floorball og hockey (som det blev spillet i vinterkolde idrætssale på Læssøegades skole), men det skulle vel ikke kunne forhindre pengestrømmene fra denne voldsomt ekspanderende sportsgren i at flyde ud for enden af Stadion Allé?

Snart ville de røde lamper lyse foran Arenaen, fadøllet ville flyde i stride strømme, og læg så dertil de enorme muligheder for salg af merchandise til de tusinder af floorball-entusiaster, der ville valfarte til Århus for at følge holdets kampe.

Hvordan det alligevel er gået så galt, som tilfældet er ... ja, det ligger udover den forstand, vi vesterbroere tilsammen kan mønstre. Well, ring bare når I har et svar.

5 kommentarer:

  1. Måske er der bare ikke plads til både fodbold og floorball i dette land. En længere rivalisering fører vel også snart til sammenstød mellem de to fanfraktioners mest yderligtgående fløje? Her tænkes der særligt på "Århus Floorball Ultras" - hvis rygte jo forlængst er løbet i forvejen - og ikke mindst - løbet koldt ned ad ryggen på os pølsespisende fodboldentusiaster...

    Fra nu af vil jeg skjule min GF-trøje når jeg går forbi Marselisborghallerne. Gys.

    SvarSlet
  2. Har hørt at vedvarende rygte om at alle pengene er brugt på palietter til sportsdanserne, der er skyld i det store underskud.

    Tænk hvis gf skulle gå hen og gøre noget stort og vinde guld. Så bliver VHA og alle andre fraktioner nok nødt til at sponsere guldfesten ;) Men så er det jo cool I allerede er i gang med at arrangere.

    Jeg vil foreslå at man vendte tilbage til eventdelen, da der vel har manglet et par landskampe og en gratis U2 koncert for Århus på E. for lige at vende minus til plus.

    SvarSlet
  3. Hvoromaltingerharjeg et playercam tilkoblet Stephan Petersen lige nu and I kinda like what I kinda see.....

    j

    SvarSlet
  4. Udover at han scorede - hvad kunne Super Stephan så, spørger en der ikke så kampen...

    SvarSlet
  5. Mine playercam observationer begrænser sig til sekunderne umiddelbart inden, under og efter herrens scoring, så spørg mig helst ikke. Men han er pivhøj. Altså en art Davriani type, generelt set.
    Men sådan generelt set var der en del der ikke kunne ret meget og nogle få der kunne lidt mere i den kamp. Nok?

    j

    SvarSlet