Fra kampprogrammet til AGF-Esbjerg...
Tilfældig e-mail korrespondance-stafet mellem VHA-redaktørerne.
Sendt kl. 14.03 af AM:
Indrøm det! Hvis du holder med GF, så har du det garanteret ligesom mig. Du føler, du står i nærmest ubetalelig gæld til selv manden, der kridter Fredensvangs baner op. Du ville ikke tøve med at sende dine børn på sommerferie med Erik Rasmussen. Og du regner Dioh Williams for en af dine bedste venner, selv om du aldrig har mødt ham. Du er ligesom solgt.
Men så er der alligevel et eller andet, der ligger og nager et sted. Du hader at se det i øjnene, men der er altid en eller anden spiller eller en eller anden åndssvag pølsemand på stadion, du bare ikke kan holde ud.
Sådan havde jeg det med Søren Pedersen. Han var en del af et temmelig miserabelt superligahold, men det var et hold af spillere, der ikke var så svære at holde af. Bortset lige fra Søren Pedersen. Der var alt lige fra hans frisure til hans svingende kvaliteter på den højre back. Jeg var sikker på, at han var en del af den klike, der gjorde livet så surt for Nicklas Carlsson, at han var nødt til at forlade klubben. Selvom jeg jo ikke har det ringeste belæg for mine fordomme.
Sådan var det bare. Og har du det ikke også på samme måde?
Sendt 15.41 af JK:
Tjo, men Søren Pedersen kunne i det mindste fighte GF-style. Sådan med glidende tacklinger og fremskudt bryst. Det er der, hvor jeg godt kan få voldsom kløe omkring perineum i forhold til Jerry Lucena. Det er ok at være laid back, cool eller bare afslappet, men Lucy virker af og til decideret søvnig. Landsholdspotentiale? Måske, men det kræver vist en frisk familiær connection til Færøerne. Sorry, Jerry - du må vist videre.
Sendt 18.10 af KW:
Og nu blev der sagt videre. Det var også, hvad en dengang ganske splejset bagerknejt fra Ebeltoft kom, efter ellers at have været med til at vinde det sidste trofæ til De Hvide. Og vi havde det da fint sammen dengang, Peter og jeg. Man tilgav lidt mere, når han spillede for ens eget hold, men efterhånden faldt brikkerne på plads, og Peter var ikke den distingverede gentleman, man kunne have håbet på. Derimod smuttede han ganske transferfrit til Merseyside, og historierne fra vores daværende VHA Deep Throat var uhyrlige: "Peter kører i en alt for stor bil og går med bagvendt kasket". Og han spillede aldrig kampe derovre. Derefter var det bare nedad bakke, BIF og nu, ja, SIF.
Sendt 00:34 af MJ:
SIF = ultimativ nedtur. Til gengæld er Peter Degn da netop en hard-hitter old school AGF-style. Jeg har læst, at han er den spiller i Superligaen, der gennem årene har raget flest kort til sig. Yeah! Der må Brian Kniv alligevel nok klø sig i sin Vokuhila over at se den rekord glide ham af hænde. Apropos hår: hvad er det så med de unge Nicki Bille-kloner og deres hår? Er det ikke meningen, de skal være rollemodeller? Næ, sådan en Kasper Povlsen frisure er mere mig. Så jordnært og no-nonsense. Eller hva'?
Ingen kommentarer:
Send en kommentar