Nillers svanesang

Fortalt af Niels Kristensen til VHA, den 22.1, 2010.

På Fredensvang samler jeg mine holdkammerater i omklædningsrummet. Klokken er 9.30. De skal have det at vide af mig selv og ikke via pressen. Jeg vil fortælle dem, hvad jeg selv har vidst siden mandag: at det er slut med at spille fodbold. Lægerne har rådet mig, givet deres vurdering til mig og min far, der var med mig. Beslutningen er min egen. Hvis jeg også i fremtiden skal mit knæ til noget, er det klogest at stoppe.

Jeg har tænkt ordene igennem i mit hoved aftenen inden, men de er færre, da de først skal siges højt foran holdkammeraterne. Det er svært det her, synes jeg. Ikke mere fodbold. Fra næste uge skal jeg ikke længere tage turen til Fredensvang for at være en del af det hele. Det går endnu mere op for mig selv, at det er sådan det vil være, da jeg får det fortalt. Nogle har set det komme, andre er overraskede. De vil alle savne mig.

Jeg er nu officielt i samme tunge katergori som Navid Dayyani og Tom Christensen: Uforløste AGF-talenter med fodboldfremtiden bag sig. Hvad det kunne være blevet til, vil jeg ikke spekulere over. Det fører alligevel ikke noget med sig. Så hellere huske på de ting, der står tilbage som højdepunkterne:

Vinder af junior-DM, debuten på førsteholdet i hjemmekampen i 1. division mod Frem den 5. november 2006 og 1-1 mod FCK i Parken halvandet år senere. Ti kampe blev det til for førsteholdet.

Nu skal jeg gøre min HF færdig og være en del af Aarhus Elite, mens jeg stadig er på kontrakt. Ellers har jeg tænkt på at søge ind til politiet.

Det skal nok gå.