Fra kampprogammet til AGF-AaB: Eriktionen - et forsvar

Man vidste, hvad man vinkede farvel til, da Ovelutionen i december 2008 for sidste gang startede Puch Maxien, lagde Fredensvang bag sig og drønede vestpå.

Efter den fuldt fortjente sejr over OB og uafgjort mod FCN krammede AGF adieu til en grøn mælkekasse, et ordinært karrosseri og en ganske vist stabil, men også noget kedelig motor.

Til gengæld kørte en legesyg og sprælsk Vespa ind på scenen. Lige noget for sådan en flok bohemer fra Stenbroen, der hurtigt døbte håbet om en århusiansk fodbold-genrejsning for Eriktionen.

Bevares, i et kort øjeblik havde vi ligesom store dele af den brogede forsamling af AGF-tilhængere også vores... hmmm... forbehold over for den nye charlatan i klassen, men den filosofi, han havde med i tasken, skulle hurtig få os til at glemme alt om tidligere tiders nag og hovmod.

Sindssygt!

Efteråret bød i perioder på det bedste spil, der er set i Århus, siden Agnete lagde an på Havmanden. Nu var der tre landsholdsspillere, pointene kom også, men så knækkede kurven, der indtil for få kampe siden var i frit nedadgående fald.

Direkte afledt af den lidt magre pointhøst er utilfredsheden med Eriktionen begyndt at blusse op på forskellige internetfora, hvor forklaringer på de manglende pinde i tabellen bliver vendt og drejet. Nå ja, som mandagstrænere er der da også dispositioner, vi nok ikke havde truffet, men det rokker ikke nævneværdigt ved det solide fundament, Eriktionen hviler på hos os.

Set over sæsonen er der kun ét ord – nemlig trænerens egen darling – der beskriver forløbet fra start til snart slut: Sindssygt! Et voldsomt, men også helt nødvendigt ord at bruge om de forhold Eriktionen har skullet præstere under i foråret.

Ikke undskyldninger - forklaringer

Det kan ikke foregå smertefrit, når man skal spille en ny venstre back ind, når bærende spillere pådrager sig den ene mere ukendte skade efter den anden, når holdets gennemsnitsalder lugter mere af konfirmation end peberkværn, når angriberen bliver opereret i nakken, når de spillere, der trods alt er klar, er på 70%.

Når uhyrlige personlige fejl koster point i overtiden. Ingen nævnt, ingen glemt.

Det er ikke undskyldninger, men forklaringer. Hver kamp sin formation. Farvel til alle succesers moder: kontinuitet. Og midt i det morads af Kafkaske dimensioner er Eriktionen stadig rank og en true gentleman.

Der er fuld opbakning til staben, til spillerne, ikke et ord bliver mugget. Selvfølgelig er de voldsomt mange skader blevet nævnt, men slet ikke i det omfang de rent faktisk berettiger til.

Så kære Eriktionen: Vesterbro står bag dig med hud og hår. Og det skal du ikke lægge noget lummert i. Til gengæld forventer vi kun, at det hele bliver lidt bedre.

Næst’ år.