søndag den 4. april 2010

Fra kampprogrammet til AGF-Randers

De frafaldne

Ude af syne, ude i sind. Sådan er det også med fodboldspillere. En barsk og ubarmhjertig skæbne, som vi i kærlighedens navn gerne vil gøre lidt op med. Derfor tager vi dig nu med på en lille rundfart forbi nogle af dem, der seneste har sagt farvel til Fredensvang. Lad os kalde dem de frafaldne.

Arthur Sorin
Han blev svenske mester med Kalmar, og så var vejen da banet for, at Arthur Sorin kunne gøre det samme med dansk fortegn, da han tiltrådte i AGF på den første dag i 2009. Desværre viste den franske back sig at være ligeså sprød som koldskål, og efter otte kampe satte Brian Kniv ham på flyet med destination CS Sedan.

Her i den næstbedste franske række, har Arthur raget 116 spilleminutter til sig i de to kampe, han har været på banen. Skal vi ikke i al stilfærdighed gætte på, at dén aftale ikke bliver forlænget, så musketeren er nok tilbage i Århus til sommer. Heldigvis er han kun på kontrakt indtil 2012.

Jeremiah White
Mr. U-S-A er – skulle du have glemt det - under Al Ittifaqs vinger i Saudi Arabien, og vi aner virkelig ikke, hvordan det går på banen. Men mon ikke det er noget med, at White stadig praktiserer de atletiske dyder: Kast langt, løb hurtigt?

Til gengæld ved vi med sikkerhed, at den rapfodede fløj i hvert fald giver den gas i alle andre henseender. På Vesterbro er vi også faldet i Facebook-fælden, og der kan vi læse os frem til et par interessante betragtninger fra Guds forlængede arm på jord.

White drøner rundt i en Bentley, hans kone har fået en madblog på nettet (af konkurrencehensyn får du ikke adressen, red.), ”Kamelmælk er bedre end viagra” og ”Min kone vil have endnu et barn” er bare nogle af meldingerne. Amen!

Nando Rafael
Apropos Herren i det høje, så er Jeremiahs bedste ven og bibelstudiekammerat jo heller ikke i klubben længere. Nando er blevet parret med Augsburg, og det er slet ikke nogen dum idé. For Augsburg og Nando altså.

Muskelmanden lagde lige ud med fem mål på tre uger, og selvom kurven er dykket lidt på det seneste, lugter det da lidt af succes. For Augsburg og Nando altså.

Michael Lumb
De kyrilliske bogstaver driller, så Lumb bliver kaldt Lamb og Lymb af russerne. Tough times, når man sådan er langt hjemmefra.

Vi har også noteret os, at han er blevet set på den Zenit Skt. Petersborgske bænk iført et ternet og noget ordinært tæppe, der slet ikke matcher det voksindsmurte hår og diamanterne i ørerne. Der kunne Lumb godt suge lidt tæppe-erfaring fra Jakob Poulsen, der ved Silkeborg-kampen blev spottet pakket ind i et blomstret og yderst feminint vattæppe med roser.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar