torsdag den 30. juli 2020

Vejen til Champions League går over Gdansk (Del I)

Hele natten sad min hund og kiggede ud i regnen. Den tænkte nok over livet og døden, om en fornærmelse er en fornærmelse, hvis ingen er fornærmede og på hvordan økonomien hænger sammen, når vi bruger flere penge end vi tjener og har så megen kapital bundet op i overbelånt, fast ejendom.

Det er dog mere sandsynligt, at den tænkte "Vi er i Europa, men hvor bliver Champions League af?"

Til min hund og til alle andre kommer her en guide til Champions League næste år.

Den går over Gdansk. Man kan selvfølgelig kvalificere sig på den gammeldags facon ved rent faktisk at blive mester, men det sker stort set ikke for nordiske lande længere, og desuden skal man i kvalifikation. Nej, vejen går gennem en sejr i Europa League, og der er vi med.

Lad os tælle baglæns:

Finalen foregår 26. maj i Gdansk, Polen.


Modstanderen kender vi ikke endnu, men vi kender stedet og kan planlægge turen.

Inden da har der været semifinalekampe 29 april og 6. maj og kvartfinaler 8. og 15. april.

Der bliver trukket lod til de kampe 19. marts.

Ottendelsfinalerne er 11. og 18. marts med lodtrækning 26. februar.

Sekstendedelsfinalernerne er 18. og 25 februar. (OBS: Første kamp er i vinterferien.) Der trækkes lod 14. december og kan altså være en fin julegaveide. Vi skal lige være opmærksomme på, at der her træder en række tredjepladser fra Champions League ind. No worries.

Gruppespillet er seks kampe på 22 og 29 oktober samt 5. november 26. november, 3. december og 10. december. Der trækkes lod 2. oktober.

Her bliver det sjovt. Pokalvinderne fra lande som Spanien, Frankrig, England og Italien træder ind. Det samme gør nogle af taberne fra nogle Champions League -kampe.

Vi kan her møde hold som Napoli, Besiktas og Feyenoord.

Inden gruppespillet er der en række kvalifikationsrunder. De bliver spillet over en kamp og er uden publikum og derfor dybest set uinteressante. De bør dog nævnes

Den sidste bliver spillet 1. oktober. Her kan vi få fornøjelsen af nogle hold, der har tabt i Champions League og få fornemmelsen for det inden næste år. Der trækkes lod 18. september.

Inden den er der tredje kvalifikationsrunde, hvor hold som Sporting Lissabon, AEK Athen, PSV Eindhoven og Sparta Prag træder ind. (Og Glen med de danske pokalvindere fra Haderslev.) Der spilles en kamp 24. september og trækkes lod 1. september. Bemærk, at kvalifikationskampe kan risikere at blive spredt.

I anden kvalifikationsrunde kommer første bølge af tabere fra Champions League-kvalifikationen, men der er også hold som Tottenham, Milan og Glasgow Rangers. Kampen spilles 17. september med lodtrækning 31. august.

Den første kvalifikationsrunde, hvor GF træder ind, spilles 27. august med lodtrækning 10. august. Her er alle de overlevende hold fra kvalifikationen til kvalifikationen. Her er hold som B36 Thorshavn, Saburtalo Tbilisi, Partizan Beograd, Apoel og Malmø klar.


Lige nu er de europæiske turneringer hverken helt eller halvt færdige. Eller jo. De er næsten færdige. Vi følger naturligvis op før hver lodtrækning.


1 kommentar:

  1. Finansiering tilgængelig, Investeringsfinansieringsmuligheder 3%
    Brug for forretnings / personlig finansiering, finansiering af boligforbedring? Svar E-mail: ( Atlasloan@protonmail. ch ) for flere detaljer om at få et lån

    SvarSlet