søndag den 15. juni 2008

Den islandske diamant og Kapidzic på landsholdet...

Ingen pølser på grillen eller voksenkaffe - til gengæld et kig på, hvordan nogle af fremtidens førsteholds AGF'ere ser ud.

Fællesmassebetegnelsen for den slags hedder U-18, og det var netop disse uslebne diamanter, som i den nyligt overståede weekend gæstede Lyngby og dermed periferien af nærværende blogs habitat.

Og lad os da bare få den skuffende 2-1 sejr til Lyngby på banen med det samme, og så ellers koncentrere os om de opløftende AGF-momenter ved den i øvrigt ganske jævnbyrdige kamp, der understregede, at tabellen aldrig lyver - begge hold var før kick-off placeret i den tungere ende af tabellens midte.

Set fra sidelinien var der et par spillere, der skilte sig ud denne lørdag eftermiddag. Tillad os at præsentere:

Mikkel Kirkeskov - venstre back. Skralder igennem på tacklinger, tør spille det fremadrettede spil, er en fighter og vil det bare så meget. Med andre ord solgt til West Ham for 30 millioner om et par år. Spidskompetencen for Mikkel er det for os hidtil ukendte udtryk "genpres", der blev introduceret fra trænerbænken og ikke skal forveksles med bænkpres. Det handler vist om at være i haserne på modstanderne over hele banen lige efter bolden er mistet.

Vi blev også positivt overraskede over Jonas Thorsen, der fungerede som midtbanesweeper med stor autoritet og Jesper "Fleck" Fleckner, der dirigrede forsvaret og udviste gode lederevner.

Men over dem alle var vores ubetingede Man Of The Match, den islandske midtbanegeneral Gudlaugur Victor Pallson. Husk, hvor du læste det først: Han bliver stor.

Med sublimt overblik, sikkerhed, gennembrudsevner, pasninger og driblefærdigheder, så det ud som om, han var et godt nøk over sine mod- og medspilleres niveau. Det bliver spændende at følge denne Kari i svøb.

Du kan selv se ham efter i sømmmene, når U-18 spiller forårets sidste kamp. Det er i Århus på lørdag, hvor Hvidovre gæster kl. 15.

Efter nederlaget til Lyngby udspillede der sig i øvrigt smukke scener, da indholdet af en SuperBest pose så dagens lys i hænderne på ligaens topscorer og AGF's anfører, Sanel Kapidzic.

Et styk dansk landsholdstrøje med navn og nummer blev overrakt med kærlig hilsen fra den østdanske AGF-celle efterfulgt af en lille fotoseance. Baggrunden for den lille listige happening, er at bosniske Sanel, der har boet i Danmark de sidste 16 år, er i gang med at søge om dansk statsborgerskab, så han også kan repræsentere landsholdet i det land, hvis indbyggere om føje år vil være på både for- og efternavn med bomberen. Desværre trækker det lidt ud med det statsborgerskab, så vi tog forskud på glæderne...

Og så afslutningsvis lidt til vores store skare af stadionafficinados: Måltavlen ved banen havde ikke "vi" og "de" eller "os" og "dem", men listige piktogrammer. Hjemmeholdet symboliseret som et hus med en mand indeni (klar reference til områdets meget velbeslåede husejere), mens udeholdet må tage til takke med at være reduceret til passagerer i en bus. Stærkt!

8 kommentarer:

  1. Åh, Vico. Det var da absolut et af weekendens højdepunkter, hvordan denne eksotiske islænding markerede sig i Lyngby!

    Sjældent har jeg da set en AGF'er med så bredt et register af færdigheder. Det ene øjeblik satte han en perfekt glidende tackling ind foran eget felt, det næste vandt han endnu en hovedstødsduel, for øjeblikket efter at lægge en perfekt aflevering over 30 meter til en fri angriber. Mmmm. Tak.

    Mon ikke han til nytår kan fejre sin 18 års fødselsdag med at blive rykket op i superligatruppen? Jeg glæder mig allerede.

    SvarSlet
  2. Er jeg den eneste der savner en malerisk beskrivelse af den tårer der må have sneget sig frem i øjenkrogen hos Sanel Kapidzic, da han fik den famøse trøje?

    Og lad os så ellers tige "Vico" ihjel i håbet om, at ingen - heller ikke Mikkel Beck :-) - skulle få øje på ham og sende ham udenlands. I hvert fald ikke før Huddersfield eller West Ham står klar med den store pung.

    Han lyder unægtelig som en godt match til Kari. Hvis Kari holder den "gulekort" frekvens hna har lagt for dagen, skulle der nok blive plads til en kamp eller to på seniorholdet.

    SvarSlet
  3. Han var cold as ice og kunne ikke finde en grimasse, der passede. Forståligt nok. Det er en tidlig alder at være genstand for så voldsom opmærksomhed.

    SvarSlet
  4. Den Bosniske Bomber var ligesom de andre en smule skuffet over kampen. Men han virkede glad da det gik op for ham, hvad det hele gik ud på. Den eneste der ikke var tydeligt skuffet over kampen var en holdleder af den gamle AGF-skuffe, der kom gående forbi, kiggede mistroisk på Sanel og på drevent århusiansk udbrød: "Hva' satan, Sanel, har du fået statsborgerskab!?"

    Den islandske brasser spillede som en Fredensvangs Vieira! En komplet boks-til-boks spiller som om et par år vil være en fusioneret udgave af Kári og Luc. Det var svært at se bare et aspekt af spillet, hvor han ikke var den stærkeste midtbanespiller på banen. Så nej, Mikkel Beck får ikke lov at skyde ham af før han er blevet en stjerne.

    Lille Bobby Brix gjorde det egentlig også ok på venstrekanten. Dog ikke OP's drøm om en kantspiller, så måske hans fremtid ligger på venstre back hvis han vokser lidt og vi stadig har systemslaven som Superliga-træner til den tid.

    SvarSlet
  5. Så bombede Sanel K. sig ellers lige på toppen af topscorerlisten i sidste runde. I et forsmædeligt nederlag til Hvidovre tonsede han tre mål i kassen, og det var åbenbart nok til at slå Lyngbys Gytkjær af tronen - var det ikke sådan han hed, Pelle?

    Tillykke, Sanel. Så mangler vi bare statsborgerskabet...

    SvarSlet
  6. Nemlig. Den Bosniske Bomber er en mand, vi kan regne med (jeg er i øvrigt i tvivl om tilnavnet er politisk korrekt).

    Han er jo en énmandshær på det hold..

    SvarSlet
  7. Jo, det var Gytte der blev slået af tronen. Drengen med de røde støvler.

    Jeg er i øvrigt lidt forundret over at den bosniske bomber er en bomber og ikke den bosniske mellemrumsspiller, som BSN lagde op til da han fik kontrakt. Jeg så en Jon Dahl-type for mig, men det kan være man har valgt at der ikke er plads til den slags frie roller på et ynglinge-mandskab der stiller op meget lig Spanien uden Villa. En slags 4-1-4-1 med Sanel på toppen. Viva!

    SvarSlet