Jeg spørger mig selv, om vi ikke er der henne, hvor AGF står som eksponent for det sidste avantgarde der findes, gennemført og vedligeholdt af de sidste overlevende excentrikere.
Hvis svaret er ja, må vi henkaste os klubben i al dens gøren og lade, også hvis det omfatter at til side sætte al skam og ære – hvilket denne blog allerede har gjort op til flere gange.
Og jeg svarer ja, fordi vi er midt i en kybernetisk æra, hvis metafor er termostaten, der korrigerer alle afvigelser og fører alle aktiviteter tilbage mod en normalitet. Kybernetes er græsk for styrmand. Alt styres ind mod det vedtagne, at styre er ikke at udvikle, men at fastholde.
Hovedopgaven er at undgå uro og uorden, det uforudsigelige og det overraskende. Noget overraskende er lig med noget, der kommer bag på os. Alt skal komme forfra, klart oplyst og gennemskueligt, kontrolleret, grundigt lovgivet, vel overvåget, gerne af et kamera som Johnny Rune og Co så kan nærstudere. Alt skal være trygt og ufarligt fra lystfiskerknive til pesticidefri områder omkring børneinstitutioner.
Fra Skipperen til Stadion Alle en mandag aften i marts. Alt kantet og takket glattes ud, derfor er det også undskyldningernes æra.
Politi er ikke kun en offentlig organisation, men en måde at tænke på. Ligevægt, den totale, permanente balance er målet. Avantgarden og AGF? hvis opgave det ellers var at destabilisere vores selvfølgeligheder, er blevet en uting. Guldfisk i blendere og udstoppede hundehvalpe politianmeldes. En kunstner, der tisser op ad en mur i ”kunstbyen Brande” får 1000 kr. i bøde, det samme gør ungersvende der tænder et romerlys på stadion.
Af de kunstindkøb, som Københavns Kommune viste i rådhushallen indtil for nylig, synes det vildeste at være et spejl, som Erik A. Frandsen har ridset i og dermed gjort til et værk i sig selv. Det ellers umyndiggjorte spejl, hvis natur er at nøjes med duknakket at gengive, gentage. Dét værk er værd at se på og tænke over i en kybernetisk æra, hvor drømmen er et samfund formet som et spejlkabinet, hvor de lykkeligt normale kun ser sig selv, uanset hvor de ser hen. Den kybernetiske feedback, der konstant vedligeholder én bestemt virkelighed, uforstyrret af særheder og særlighed.
Hvis alt dette er rigtigt og det påstår denne skribenten det er, må vi skynde os at henkaste os AGF – med hud og hård – og kæmpe for alt det absurde, underlige, skæve og uforudsigelige som klubben føre med sig. Vi er den sidste bastion, de sidste krigere det sidste håb.
Og denne total overgivelse til Byens Hold af 1880 kunne passende ske til tonerne af Magtens Korridorer og deres: ”kom og tag min hånd, der ligger alle mine håb. Jeg har fuck´ ed op og gør det nok igen”.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar