Gråd

Hjemme hos os har vi mange børn.

Fire i alt, for vi havde to hver, da jeg mødte min hustru. Heldigvis holder de alle sammen med AGF. 

Eller skulle jeg i stedet for ”heldigvis” sige ”ved skæbnens ugunst”?

I hvert fald fik jeg tanken mandag aften kort før slutfløjt, da en af drengene på ti år hulkende brød sammen over det ”skrald” GF byder os, og over, at ”de aldrig vinder”.

Han har jo ret. De var bagud 2-1 mod Silkebår’, og trods et (inden for genren AGF-pres) massivt pres, så det sort ud. Der blev da heller ikke scoret, og gråden fortsatte i 45 minutter. 

Både hans mor og jeg forsøgte behjertet henholdsvis at 1) rose ham for en evne til at give udtryk for følelser 2) rose ham for at være ægte fan. 

Altså sådan ægte i forhold til plastikfans.

Jeg kunne også fortælle om triumfer som pokalen i ’92, hvor vi sang ”hvor er 3’erne?”

Om magiske hverdagsaftener, hvor Brøndby blev sendt hjem med 3-0.

Om søndagsformiddage, der blev brugt på at lave telefonbøger om til konfetti.

Jeg kunne også have fortalt om Växjö away, oprykningsfest i Kolding, om dengang vi væltede Aalborg og Berti greb en fadøl og alle mulige andre lomme-triumfer.

Men sandheden er, at der er langt mellem triumferne. I virkeligheden er livet som GF’er brolagt med skuffelser og ikke mindst hån af den værste slags: Hån fra den slags mennesker, der ikke sådan rigtigt går op i fodbold og ved, hvor meget det betyder. Den slags, han kommer til at arbejde med, dyrke sport med og måske endda får som svigerfamilie. De joker med det kortvarigt og går så videre uden at forstå, hvor forbitret, man er.

Og der fandt vi kernen. Eller gaven. Vi har noget, de andre ikke forstår. De forstår ikke, hvordan man kan græde eller juble over fodboldresultater. Det gør vi, og det er en gave.

Det trøstede vi os ved, men græd så videre.

For hvorfor fanden skulle det lige være dem, der aldrig vinder, vi holder med?

Den vender jeg tilbage med, når jeg er kommet op af hullet igen. Lige nu er der bare tårer.