Om lidt spiller de danske mestre mod de makedonske mestre. I morgen kommer et polsk hold til Herning og brøndby spiller nede på Balkan.
Som fodboldinteresseret burde jeg vide mere om kampene, og som dansk fan 'burde' jeg holde med de danske hold. Det gør jeg bare ikke. Hvis jeg ser kampene, holder jeg klart mod de danske hold.
Det gør jeg, fordi jeg holder med AGF. Når jeg holder med AGF, kan jeg ikke holde med de andre danske hold. Og da i særdeleshed ikke de tre.
Sådan har jeg haft det, siden Rudi Völler scorede og sendte brøndby skuffede hjem fra det olympiske stadion for over et kvart århundrede siden.
"Men nu skal vi jo huske på dansk fodbold som en helhed", siger en eller anden fornuftbaseret tosse ofte, når de hører den slags.
Fornuftbaseret, fordi man med fornuften kan se, at en sejr til et dansk hold giver vigtige point, som fremtidige deltagere får glæde af. (Og her glemmer vi belejligt at nævne, at det næppe gavner AGF, at de andre danske hold får point og penge.)
Tosse, fordi man da slet ikke har forstået noget, hvis man tror, at man holder med nogen, fordi det er baseret på noget fornuft.
Var jeg præget af fornuft, lagde jeg da alt fodbold og fankultur bag mig. Det kan jeg desværre ikke.
Helt upatriotisk er jeg dog ikke. Ret skal være ret. Jeg under Lumb at ordne Krasnodar - og jeg glæder mig til at se damelandsholdets semifinale ved europamesterskaberne i morgen.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar