Urent trav i FC Midtjylland
En stort anlagt auktion i FC Midtjylland, hvor spillere, trænere og ledere blev sat "til salg", er endt i en skandale. Således er klubben blevet afsløret i at manipulere auktionen for at forhindre visse aktører i at få indflydelse i klubben.
Da FC Midtjyllands auktion over spillere, trænere og ledere onsdag eftermiddag lukkede kl. 15, var der indkommet bud på langt hovedparten af aktiverne - således også assistenttræner Brian Priske, som AGF-fanfraktionen Vesterbro Hardcore AGF (VHA) havde budt på. Men mere end ti minutter efter deadline fremgik det pludselig af klubbens hjemmeside, at Priske var blevet købt af den tidligere FCM-back Leon Jessen for 3.600 kroner - 300 kroner mere, end VHA havde budt.
VHA tog derfor skriftlig kontakt til FCM, som kunne fortælle, at der i sidste øjeblik var indkommet et forhøjet bud på Priske, som de af tidsmæssige årsager ikke havde nået at lægge op. En forklaring, som VHA har svært ved at forstå.
"Klokken 15.10 - altså 10 minutter efter deadline - står vi på deres hjemmeside som ejer af Brian Priske. Champagne-propperne flyver om ørerne på os, vi spiser osterejer, og pludselig har Leon Jessen angiveligt budt over. Altså en tidligere FCM-spiller. Da vi ser det, skynder vi os naturligvis at forhøje vores bud til 3.900 kroner, men får at vide, at auktionen er lukket. Det er påfaldende, at Leon Jessen tilsyneladende får lov til at afgive et bud efter deadline, og at vi ikke får mulighed for at reagere på det. Vi så jo så at sige Priske først," siger VHA.
"Vi ville jo egentlig bare give dem en fremstrakt økonomisk hånd. Det er ikke nogen hemmelighed, at de har svært ved at tjene penge derude, hvilket vi for nyligt har set med seneste årsregnskab, der viser et underskud på 36,3 millioner kroner. Det kan imidlertid næppe undre, hvis strategien med at sælge til lavestbydende er gennemgående. Vi har i den forbindelse bedt FCM bekræfte, at 3.600 kroner er et lavere beløb end 3.900 kroner, hvilket klubben medgiver," siger VHA, som beklager, at købet af Brian Priske blev forhindret på tvivlsom vis.
"Det er ingen hemmelighed, at Glen Riddersholm var vores førsteprioritet, for den mands potentiale er uendeligt på så mange måder. Men vi fandt hurtigt ud af, at Priske kunne være et ganske udmærket alternativ. Med ham ville vi have en mand i Glens absolutte inderkreds og dermed kunne holde snor i spradebassen, og samtidig var det en lidt billigere investering. Og da vi - tilsyneladende i modsætning til FCM - er tilhængere af økonomisk mådehold, var det jo ikke helt dumt. Men af uvisse årsager har FCM følt sig kaldet til at ødelægge det hele, hvilket er yderst beklageligt.
|
Screen dump fra auktionen. Mens alt stadig var fryd og gammen. |
For yderligere kommentarer: Kontakt Vesterbro Hardcore AGF på vhabloggen@gmail.com