Viser opslag med etiketten Vesterbro. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Vesterbro. Vis alle opslag

søndag den 1. april 2012

På opfordring - og en æra der slutter

Vores seneste brugerundersøgelse er netop dumpet ind af brevsprækken i den tunge ende af 1657, og den viser, hvad vi nok havde på fornemmelsen:

I vil have, vi skal leve op til navnet. Ikke så meget det der med Hardcore og AGF - det er vi så rigeligt - næ, der er en klar entydig strømpil mod et ønske om mere Vesterbro.  

Mumificerede brugere af denne blog kan måske huske, at vi i fordums tid (ca. samtidig med de harnisk klædte kæmper, der var trætte) brugte lidt krudt på at fortælle om nærmiljøet. Om oplevelserne i postnummeret, om Tåbelig Nabo, Miss Vandala, om nye kebabjoints, om ... ja, hvad der nu rørte sig i den københavnske hipster-rede.

Vi hører jer og vil prøve at rette lidt op på det. Om ikke andet, så med et enkelt indlæg. 

Og det bliver i denne omgang med lidt fugtige øjne, for det hele er sgu ved at blive lidt vedmodigt. Som vi tidligere har berettet, har bloggen fået en Frederiksbergsk overløber, og om lidt bliver der igen taget afsked med Eskildsgade. Denne signatur fraflytter gaden (men bliver på Vesterbro - fred være med det), så underfraktionen Eskildsgade XXXtremos afgår ved døden, men det er i virkeligheden en gang ubetydelig navlepilleri. 

Langt værre er det, at området står til at miste en af sine helt store personligheder. Måske endda en af Københavns mest beundringsværdige forretningsdrivende. 


Navnet er Ishmael, selvom der står Adam Frisør på butikkens facade, og det er ikke kun der, skindet bedrager. Frisøren trimmer nemlig ikke kun, han sælger også alt. Og med alt, mener vi alt. Fra aflagte kunstige tænder til stikdåser i udu, toastmaskiner og kassettebånd med dansktop. Når han altså ikke lige leger autodidatik klipper. Eller samler flasker i kvarteret efter lukketid (som er i omegnen af kl. 22).


Men nu er det altså slut. 

Pr. 1. juni står lokalerne tomme, og Vesterbro siger farvel til en mand, der tidligere har kunnet ses siddende på en motionscykel foran sin butik - iført kommis-jakke og polkaprikket kasket. En mand, der går og mumler med hænderne bag på ryggen. En genbo, der har givet nyt liv til bortkastede ting fra områdets storskraldsrum.

Adam Frisør og Ishmael - vi saluterer dig!

torsdag den 8. marts 2012

Tina kom forbi

Skal man lave noget om den AGF'ske fanscene, skal man have fat i VHA. Sådan er det bare, og nu er der efterhåncen også en del andre end os selv, der ved det.

En af dem er Thomas Thoringer. Ja, dén Thomas. Han har det seneste år været journalist på Lokalavisen Aarhus, hvor han blandt andet - som eneste af hankøn på en total femininiseret redaktion - har AGF som stofområde.

Han skrev en mail. Skrev at han ville lave "et portræt af nogle intelligente AGF-fans - valget er faldet på jer. Tillykke."

Ros og smiger er vi altid til fals for, så vi aftalte at mødes i Stenbroens hipster-rede: Sort Kaffe & Vinyl.
TT ankom standsmæssigt i en Fiat 500 - hvid! - og bestilte en dobbelt macchiato. Man er vel halvt italiener og verdensmand, halvt vestjyde.

Solen skinnede, så vi fortrak til en legeplads (også for at virke lidt mere jordnære, end vi egentlig er) og så begyndte TT at skyde løs. Eller... det er måske så meget sagt, for han benytter sig af det journalistiske kneb, der hedder det snakkende interview. Ikke så mange hv-spørgsmål, men mere en ligeværdig samtale mellem to mennesker, der et sted ude i fremtiden måske kan blive bedste venner.


Det betyder også, at informationsudvekslingen var gensidig. Noget for noget om du vil. Vi ved nu, at TT...:

- Ikke er typen, der kommer på stadion. Det gider han ikke. Kun hvis ungerne en dag skulle få lyst til det.

- Er en vigtig brik i arbejdet på at få Jesper Grønkjær tilknyttet Old Boys-holdet. De bor begge i Risskov og har en fælles fortid ved den jyske vestkyst, hhv. Thisted og Ringkøbing. Undevejs trak TT dog lidt i land i forhold til sin egen betydning for den potentielle supersigning. Om han havde talt over sig eller blev ramt af den jyske beskedenhed, kunne vi ikke lure. En anden mulighed er, at han har været på Knivens berømmede spin-kursus og der bestået modulet "røgslør" med bravour.

- Er pratisk anlagt og en rar, knastør og uimponeret type. Vi spottede en lille pose med gulerødder og en gnaske-pære i rygsækken (vist nok fra Jan Sport) - gå aldrig ned på små snacks!

- Kan godt lide Kira Skov. Skulle i hvert fald til koncert med hende, nu han var i byen. Og lad os lige på den note få med, at TT i sin fortid i København aldrig rigtig kom på Vesterbro. Han så også lidt duperet ud.

Hvad Thorninger skrev om os? Vi venter stadig i spænding på resultatet.

tirsdag den 18. oktober 2011

Global domination

Vi er overalt. Vi tager jeres døtre og brænder jeres landsbyer. Vi er i kampprogammet og på (lokal) TV. Vesterbro Hardcore, et glokalt brand - hvem skulle have troet det?

Og så er vi ikke bange for at stikke lidt ud i uternede skjorter. Se selv her...

lørdag den 4. juni 2011

På opfordring

Er jeg blevet bedt om at poste dette anthem, denne Baltimore CLUB inspirerede Kødbys dasker. Distortion HVER dag, hvor fedt ku det lige være!?



Snapback, Fix Bike, overskæg, ska vi knep?

torsdag den 28. april 2011

Fredagsbar

Dagens kamp mod Hvidovre er der vel ikke så meget at sige til. Vi er favoritter og mon ikke det bliver til 3 point. Vesterbros allerhårdeste holder det umoderne fodbold og cykler derud. Det er benhårdt.

Nuvel, fredag sker der sager. Ham der Diplo manden spiller gratis koncert tinge-ling i kødbyen. Og der kommer en masse mennesker og der er grill, sol og øl. Og det er gratis. Ikke dumt.

27 hours of DIPLO / MAJOR LAZER from Mad Decent on Vimeo.



Og så er det også på fredag at Ølbutikken slår dørene op i deres nye butik. De skriver:

På fredag den 29. april fra kl. 15-19 slår vi dørene op for den nye Ølbutikken på Istedgade 44, hvor vi byder vores kunder på nogle helt særlige lækkerier på fad.
Blandt andet har vi sikret os et fad af den eksklusive Cantillon Fou Foune, og så er der verdenspremiere på en ny øl fra Evil Twin Brewing 'Istedgade Hipster Ale', brygget særligt til gaden i anledningen af butikkens åbning. Så der skulle være lagt i ovnen til en fornøjelig aften!


Istedgade Hipster Ale? Jo tak. Eller, tjaaa.

tirsdag den 22. marts 2011

En tur i kvarteret

Med Hobro-kampen i bakspejlet og udsigt til at næste kamp bliver den 3. april hjemme mod Kolding, kan vi vel godt lige tage et 360 graders tjek på kvarteret:

- Foråret er kommet.

- Tåbelig Nabo er begyndt at spille marchmusik for åbne vinduer.

- Malbeck'erne åbner vinbutik i lokalerne ved siden af vinbaren. Der hvor der før var en garnbutik. Kunne de ikke have kombineret drue og strik?

- 1/4 af bloggen har været på Shawarma City, Istedgade-et-eller-andet (venstre side fra Hovedbananen). Lokalerne har lagt vægge til den ene dødssejler efter den anden, og hvem skulle mene, at kvarteret har brug for mere kød på rulle? De gør du historikken til skamme, og resten af marts er der hjemmemarineret lam i pita for en 20 kr. De er så eksotiske, at man også kan få rødkål proppet ned i. Denne signatur giver 8 ud af 10.

- Der er nu ankommet køleskabe i Ølbutikkens kommende lokaler.