Спасибо Djzzamal

Hov! Vi glemte helt at få kysset med Jamal.

Når sandheden skal frem, så blev det aldrig helt til hvad vi havde håbet. Da han stod der og holdt Jens T Andersson i næven, så tænkte man alligevel noget. Zenit St. Petersborg manner, det smagte  af europæisk elite. Ok, Zenit St. Petersborgs U-19 hold, men alligevel ikk? Man kunne godt se Dzjamal løfte et Champions League trofæ en dag. Og spise kaviar af uzbekiske strippermaver til efterfesten.

Vi vil altid have drømmene.

Optakt: Silkebår

'OVERSKUD - FORMAT - VILJE'

Mens vi grubler over, hvor Silkeborg IF har trukket de tre værdiord henne i bestræbelserne på at være noget andet end et fodboldmæssigt træk på skuldrene, skal vi da huske at ønske tillykke med det flot anlagte kunstgræs på Lars Larsen Park.

Der er nu ikke noget, der spiller smukt op til de landlige og og især vandlige omgivelser i Søhøjlandet som sprøjtemalede plastik-strå. Tesen må være, at kan man ikke vinde noget, kan man da altid være med i konkurrencen om at blive kåret som Superliga-spillernes hadebane nummer 1 - de ryster allerede i den penge-forede buks i Farum.

Det hele bliver indviet med balfaldera, storebror fra Aarhus på besøg, og både Simon Kvamm og Henrik Tømrer kommer også. Rammerne er på plads, der er udsolgt og den lokale bager er, mens disse ord skrives, velsagtens i gang med at spartle den sidste glasur på en festlig Robert Skov-kage.

Inde på banen venter Peterstrojkaens udvalgte, der tæller flere gammelkendte - sådan er det jo med storklubber, de sår stiklinger alle vegne. Således også i de brugte bilers himmerige, hvor Skridtlasse, Stephphan og vores yndlingsswagger Sloth kæmper en kamp mod glemslen.

Og kender vi dem - og ikke mindst os selv - godt nok, så skulle det da lige passe, at vi indvier det hele med en stime-vendende røvtur, der giver mindelser om forårets ydmygelse mod netop Silkebår. Bevares, vi har ikke Djamal (og tak for denne gang) til at træde rundt i bolden, men der er vel købt andre folk ind til at tage ordenlig over? Ellers har den sportslige ledelse da for alvor fejlet.

Spørgsmålet er så, om det er nok for vores modstander, der er begyndt sæsonen med to nederlag til henholdvis Lyngby og FC Midtjylland og ret beset er (endnu) et af den slags hold, vi skal vinde over, hvis vi som varslet skal træde ind i Glen-alderen.

Men hånden på logoet: Vi aner ret beset ikke, hvad Silkebår kan. Det gør de næppe heller selv, men vi har dog mindelser fra foråret om Sammy Skytte og Robert Skov, som nogen der kan tage et par på foden, og det kan man godt nå langt med i Superligaen - og mod AGF.

De har også en Jeppe Okkels, Simon Jakobsen og Peter Friis Jensen på holdkortet. Vi kender dem ikke, men de lyder som nogen, der spiser mange kartofler - og spiser op - og Sloth pusher dem garanteret noget wax efter endt træning. Jævne typer der ikke tager nogen fanger.

Og så er der selvfølgelig ham på sidelinjen, helt nypudset på toppen og med det diabolske, mildt overbærende smil på stand-by: Peterstrojkaen. Hvad hans blotte tilstedeværelse er i stand til at gøre ved os, tør vi ikke tænke på. Hvad et nederlag til ham er i stand til at gøre ved os, tør vi _slet_ ikke tænke på.

Det behøver selvfølgelig slet ikke komme så vidt. Selvfølgelig ikke. Der er kommet nyt vand i badekarret, og vi er i al beskedenhed længder bedre spiller for spiller. Det er her og i de kommende runder (indtil næste sommer that is), vi ser #ErdbeerenMitSahne trylle, en lettere genfødt Amini snurre rundt, Kanstrup stemple ind som styrmand og Ankersen ramme det lovede niveau. Tilsæt en Spelmann der går Brian Kniv på det hele, og du har stammen på et Top 6-hold (vi undlader her behændigt at kommentere på det mangelfulde angreb.)

De Glen'ske relationer skal selvfølgelig stadig finpudses, men med en veritabel 1-0 sejr over Kjellerup i indeværende uge og spilletid på den nyanlagte plastikmåtte på Fredensvang, er vi ved at skrive os op af det skeptiske dynd og varme på en sejr. Ja sgu.

Tre point til byens hold fra 1880. Spil på en hvid 2-1 sejr, og du vil være os evigt taknemlig.

Glen-alderen

Vi har oplevet meget.

Set Ovelutionen komme og gå, oplevet Eriktionen rejse sig strunkt og klaske hårdt ind til låret, drømt om europæisk storhed med Peterstrojkaen.

Efter et år med Superliga-proces, gode bortforklaringer og sikre penge på kort til Spelmann, er vi nu rykket ind i resultaternes tid. Det er både sødt og charmerende at tabe en pokalfinale og at slå Fodvorterne i et par nedrykningsfinaler, men vi drømmer sgu ærlig talt om lidt mere.

Med de seneste indkøb til truppen kan og skal der også høstes mange point. Sejre. Pokaler. Storhed. Evig beundring. Det er lige her Glen-alderen begynder. Og nej, vi er hverken storladne eller (synderligt) berusede.

Det kræver selvfølgelig også, at vi glemmer alt om den magre hest af en kamp, som åbnede sæsonen og i stedet ser frem mod den kommende kamp mod Hobro - kendt som Brøndbys nemesis, indehaver af Superligaens største kæledækkebamse og officiel dansk mester i usympatisk forhaling af skrivebords-sager.

Hvis vi nu liiiiige kunne arbejde med begrebet ’at være klar fra START’ (altså når dommeren fløjter første gang, red.), er det her tre af sæsonens sikreste point. Det skal det være. Vi gider ikke rigtig argumentere for hvorfor. Fordi Hobro.

Vejen til sejr er spil i fødderne, Duncan på låget og noget med de indbyrdes relationer. Bare sådan helt kort. Vi vil gerne se Guiraffen i aktion, #ErdbeerenMitSana score og Den Anonyme Islænding slå en god aflevering. De søde ting i livet. Det er virkelig ikke meget, vi forlanger.

Skal vi på forhånd være voksenfornuftige og mentalt polstre os – og dermed dig – til mødet med endnu et hold, der er underdog og har alt at vinde (blah-blah), så forbered dig på, at det er her Danny Boy spiller sit livs kamp, Martin Mikkelsen scorer og Thomasberg efterfølgende kan pudse modebrillen i ny-poppet børnechampus.

Det er selvfølgelig et scenarie trukket i en automat. Det er trods alt på Aarhus Stadion, der skal spilles … 

Hvad er kærlighed?

Fra antikkens tænkere, til den tyske sturm und drang, frem til nutidens hotte popnavne. Som den tysk-amerikanske europop-sværvægter, Haddaway, der også rodede med kærlighedens væsen. Dog uden at komme med et klart svar, kun det desperate råb:"Baby, don't hurt me.'

Bloggens efterhånden alderende skribenter har heller ikke svaret. Mange års higen og søgen har ikke givet noget klart, endegyldigt svar. Kærlighed kommer og går. Og det i mange størrelser, former og farver. Og nogle gange er det eneste der skal til for at gen-antænde kærligheden, en simpel gnist.

Da Pierre Kanstrup første gang rystede sin imponerende manke på Fredensvang, var det som om et svagt ekko hørtes - et ekko af pokalernes gjalden. I Frederik Møllers gyldne, dunede overlæbe, var der et lysende glimt af en strålende og bedre fremtid.

Og pludselig stod han der, Tobbe Sana. Som i en sød svensk skærsommernatsdrøm. Faste læsere af bloggen ved, hvordan vi har det med enigmatiske skandinaviske mavericks.

Og så er vi her igen, midt i juli, med nye spillere, nye håb, nye ny-gamle AGF, en slags 'Det nye AGF' men i en endnu nyere udgave.

Den halv-beske smag af nedrykningsspil og den spøjse lettelse over at slutte som nummer 11 - drone-filmet af Moderskibet og fejret som er mesterskab - er skiftet ud med smagen af Lambada, tropenætter og erdbeer mit Sana.

I aften venter AC Horsens og Bo Henriksen. Bo Henriksens lokker skinner ikke gyldent, og i det stille brus fra det spaltede garn lyder kun visheden om endnu en sæson med et hold, som kommer fra byen med et årligt middelaldermarked.

Onwards and upwards - Kom så de hvi'e