Vejen til Champions League går over Gdansk (Del I)

Hele natten sad min hund og kiggede ud i regnen. Den tænkte nok over livet og døden, om en fornærmelse er en fornærmelse, hvis ingen er fornærmede og på hvordan økonomien hænger sammen, når vi bruger flere penge end vi tjener og har så megen kapital bundet op i overbelånt, fast ejendom.

Det er dog mere sandsynligt, at den tænkte "Vi er i Europa, men hvor bliver Champions League af?"

Til min hund og til alle andre kommer her en guide til Champions League næste år.

Den går over Gdansk. Man kan selvfølgelig kvalificere sig på den gammeldags facon ved rent faktisk at blive mester, men det sker stort set ikke for nordiske lande længere, og desuden skal man i kvalifikation. Nej, vejen går gennem en sejr i Europa League, og der er vi med.

Lad os tælle baglæns:

Finalen foregår 26. maj i Gdansk, Polen.

Modstanderen kender vi ikke endnu, men vi kender stedet og kan planlægge turen.

Inden da har der været semifinalekampe 29 april og 6. maj og kvartfinaler 8. og 15. april.

Der bliver trukket lod til de kampe 19. marts.

Ottendelsfinalerne er 11. og 18. marts med lodtrækning 26. februar.

Sekstendedelsfinalernerne er 18. og 25 februar. (OBS: Første kamp er i vinterferien.) Der trækkes lod 14. december og kan altså være en fin julegaveide. Vi skal lige være opmærksomme på, at der her træder en række tredjepladser fra Champions League ind. No worries.

Gruppespillet er seks kampe på 22 og 29 oktober samt 5. november 26. november, 3. december og 10. december. Der trækkes lod 2. oktober.

Her bliver det sjovt. Pokalvinderne fra lande som Spanien, Frankrig, England og Italien træder ind. Det samme gør nogle af taberne fra nogle Champions League -kampe.

Vi kan her møde hold som Napoli, Besiktas og Feyenoord.

Inden gruppespillet er der en række kvalifikationsrunder. De bliver spillet over en kamp og er uden publikum og derfor dybest set uinteressante. De bør dog nævnes

Den sidste bliver spillet 1. oktober. Her kan vi få fornøjelsen af nogle hold, der har tabt i Champions League og få fornemmelsen for det inden næste år. Der trækkes lod 18. september.

Inden den er der tredje kvalifikationsrunde, hvor hold som Sporting Lissabon, AEK Athen, PSV Eindhoven og Sparta Prag træder ind. (Og Glen med de danske pokalvindere fra Haderslev.) Der spilles en kamp 24. september og trækkes lod 1. september. Bemærk, at kvalifikationskampe kan risikere at blive spredt.

I anden kvalifikationsrunde kommer første bølge af tabere fra Champions League-kvalifikationen, men der er også hold som Tottenham, Milan og Glasgow Rangers. Kampen spilles 17. september med lodtrækning 31. august.

Den første kvalifikationsrunde, hvor GF træder ind, spilles 27. august med lodtrækning 10. august. Her er alle de overlevende hold fra kvalifikationen til kvalifikationen. Her er hold som B36 Thorshavn, Saburtalo Tbilisi, Partizan Beograd, Apoel og Malmø klar.

Lige nu er de europæiske turneringer hverken helt eller halvt færdige. Eller jo. De er næsten færdige. Vi følger naturligvis op før hver lodtrækning.

Jeg håber Hattene (også) havde en fest

I dag er jeg glad. GF skal ud i Europa. Det gør mig glad. Men sådan havde jeg det ikke i søndags.

Jeg jublede nemlig ikke rigtigt fra min solskinsplads på C10 i søndags. There, I said it!

Det gjorde jeg ikke, fordi der for mig ikke var det store at juble over. Mit fodboldhold havde lige tabt 0-1 til ærkerivalerne. Faktisk brugte jeg vel de sidste 10 minutter af kampen på den der intense, og for de fleste GF-fans velkendte, skuffelse, der rullede hen over mig, da det stod klart, at FCK alligevel ikke snublede – og at GF måtte nøjes med bronze. At det så endda endte med et nederlag, gjorde bare skuffelsen større.

 

Betyder det, at jeg ikke jublede over bronzen? Nej! Den fejrede jeg som en vanvittig en uge før, da den var sikret.

Betyder det, at jeg ikke gav den gas på stadion? Nej! Jeg var lige præcis så engageret i hjørnespark fra ’Capper’ Højer og gennembrud fra ’Giftig’ Links som jeg plejer.

Betyder det, at jeg ikke stod op og hyldede spillerne efter kampen? Nej, på ingen måde. De fortjener alverdens hyldest. Også selvom, den måske var mere passende efter sæsonens sidste kamp i aftes.

Betyder det, at jeg synes, andre skulle lade være med at juble? Slet ikke. Og det vender jeg tilbage til.

Det betyder bare slet og ret, at jeg var skuffet. Jeg var selv ret overrasket over, hvor dyb den skuffelse var hele vejen hjem fra stadion og det meste af mandag. Det undrede mig og ærgrede mig, for jeg ville da gerne bade med Agnete og Havmanden og sætte ild til alt muligt i vild begejstring. På den anden side var jeg skuffet og har lige så meget lov til det, som alle de herlige tosser havde til at feste som om mesterskabet endelig kom hjem.

Det er der nemlig en pointe i. Nogle (og her er især tale om fans fra andre klubber) kan have lidt travlt med at nedgøre euforien i Aarhus. For er det nu også værd at juble så meget?

Til det vil jeg bare sige, at det er et skråplan at vurdere, hvornår det er ok at juble, rase eller være skuffet over fodbold. Ret beset er der jo ingen grund til nogen af delene, hvis man er sådan rætti rationel i sin tilgang til tingene. Så er det jo bare fodbold. Sagen er bare den, at vi er langt fra rationelle. Vi er bindegale, og vi bliver euforiske og skuffede over ting, man ikke ’burde’ gå op i.

Derfor svælgede jeg i min skuffelse, der heldigvis blev vendt til glæde i aftes, og derfor under jeg alle at juble lige præcis så meget, som de kan over de første medaljer i 23 år.

I tiden lige efter de sidste medaljer skete der nogle forskydninger blandt fodboldfans, hvor nogle var ’finere’ end andre. Der kunne blive set ned på de officielle fanklubber og dem, man kaldte Hattene. De var jubeloptimister og fjollede og klædte sig ud og følte ikke tingene så intenst som de uofficielle fans.  I dag ser vi heldigvis ikke ned på den slags, tror jeg.

Det skylder vi hinanden og klubben at lægge bag os. Om ikke andet så for legendernes skyld. Snøft.

Bronzealderen Part I

Ovre på Twitter forhørte @JonasJappe sig for nylig høfligt om ikke det var på tide med en opdatering her fra Vesterbro (hvor ingen af redaktørerne længere bor). Og da vi aldrig har været for fine til at springe på det første og bedste påskud til at udgive en post, så kommer den her: vi har taget hul på bronzealderen! (og når der står Part I, så er det mere en gammel tradition, end det er forventningen om, at nogen af mine medredaktører skriver en Part II).

Og apropos traditioner. Så kunne man engang her på bloggen få et årligt helbredstjek på truppen i en billedkunstfaglig gennemgang af årets holdbillede (kan I huske det, hvor Tom Christensen er heeelt bleg, og i den grad varsler dårlige tiders komme og karrierestop?). Nu er der en ny slags holdbillede ude, og det signalerer alt andet end dårlige tider. Good times og store smil. Bronzealderen er her.

I et hæsblæsende vue henover truppen støder man fra venstre på Amini, det bedste der nogensinde opholdte sig i Randers i mere end én overnatning, der i ugevis har lignet en beruset student på vej ud på sit livs eventyr (i Ruhr-området). Jeg kommer til at savne ham, uanset om Keanu Baccus støder til os om et par uger eller ej. Og så det lettere melankolske kig til Jesper Juelsgård, der pligtopfyldende har udtjent et år på bænken med en præstationsbetinget kontrakt uden nogen nævneværdige udsving på netbanken. Og så MEGET elskværdige Gift Links, der som den eneste på hele stadion ser attentatforsøget på Kim Robin Graahede oppe på pressepladserne. Der er også vores allesammens yndling Niklas Backman, der mere ligner den ultimative hyggeonkel end den normale forsvarskriger. Måske et stadig utydeligt signal om, at hans tid i forsvaret lakker mod enden? Hausner er tættere på Premier League end på reservebænken, som jeg har tænkt mig at sige, når BT ringer i morgen for at høre om hans fremtid på nationalmandskabet.

Men, men, men. Lader man øjet bevæge sig over i det sorte område, hvor staben (ikke) hygger sig, så er det ikke småting, man kan læse ud af Ruben Selles' udtryk. Der lugter af drama i kulissen, eller af enorm skuffelse over bronzen? Jeg bliver decideret bange, hver gang jeg zoomer ind på ham. Mens alle kigger på et eller andet ovre til højre, så stirrer han direkte på mig, og siger 'Está terminado'. Vores veje skilles her, og det er ikke lige så trist som med Amini, Bundu og Højer. Men det er sikkert et hårdere slag for vores drømme om EL-gruppespil og sølvmedaljer.

I nat vil jeg drømme om den sidste sommer med (næsten) et kvart århundredes bedste trup. Snart er det Tengstedt, Jevtovic og de andre nye, der træder ind til fotografen for første gang. Jeg kommer til at elske dem.

Længe leve Vesterbro Hardcore AGF!