Vi gjorde et barn fortræd

For en uge siden fortalte jeg, hvordan vi hjemme hos os kan græde over AGF. Altså bogstaveligt talt tudbrøle. 

Man skal være psykolog med en større ja-hat end Eriktionens for at kunne se noget som helst sundt eller godt i det.  Men sådan er det hjemme hos os. Især min kones ti-årige søn er hårdt ramt. (Vi er ret nyligt sammenbragt som familie med fire børn.)

Sammen med en god ven tænkte jeg så, at gang chokterapi ville kunne nulstille den stakkels 10-årige, der ellers kommer fra en fornem familie uden hverken kund- eller galskab, når det kommer til fodbold.

Vi besluttede os for at køre til Haderslev for at sætte en skræk i livet på ham. Han bliver utryg, når voksne gør noget uventet. Bryder sig ikke om fulde folk. Og kender (stadionmæssigt) kun til familietribuner, siddepladser og fraværende mødre med smartphones. Derfor er Haderslev Stadion perfekt. Her står man op. Her er ikke tag. Her er ingen kære mor.

Som opdragelsesrejse forløb turen perfekt. Jeg havde lavet playliste med far-rock, folk og hip hop fra 80’erne. På stadion var der et kanonslag, der blev kastet med øl og en flok kvinder (jeg her blot vil kalde amazoner) gav den verbalt gas med sange om, at man som GF’er får fisse, når man vil. De røg også cigaretter. Resultatmæssigt var det også perfekt til at kvæle hans karriere som fan. Vi blev kørt ud på røv og albuer. 3-0.

Og så skete alligevel det, som ikke måtte ske. Det, som skete for mange en dag i maj 1996, da Mogens Krogh udlignede. Det, som skete for en generation en sommeraften på Herning Stadion for 17 år siden (5-2). Og det skete i voldsom grad for nogle af os for fem år siden i Tbilisi.

Midt i det forfærdelige skete en galvanisering. Mens voksne mænd bandede og svovlede, blev den lille mand mere og mere skinger. Dommeren var idiot. (Det var han.) Kasper Junker skulle løbe igennem. (Det skulle han.) Og i det hele taget skulle de alle sammen tage sig sammen. (Det skulle de.)

Og efter kampen stod han nede ved banen og klappede af spillerne. Det blev endda til et ”KOM IGEN, JUNKER!”

I bilen hjem, hvor den nu ret upassende playliste desværre afslørede, at jeg havde forventet storsejr og hjemrejse i triumf, sad han og tronede. Hjemme kunne han fortælle sin mor om en fabelagtig tur. Han vil med en anden gang. Han var kommet ud med det, man ikke kommer ud med hjemme foran fjernsynet eller på familietribunen.

Min ven og jeg har kort sagt fejlet. Vi har gjort et barn fortræd. Endnu et menneske er smittet med den galskab, der får børn og voksne til at tro på det umulige, køre til stadions i udkanten, blive skuffet ud over alle grænser og gøre det hele igen.

Vi gjorde et barn fortræd, men jeg skammer mig ikke sådan helt vildt. For han er med i det der fællesskab, de andre ikke forstår. Ja, ok. Det gør vi andre heller ikke, men vi ved, at det findes, og vi er også på plads næste gang.

Kåsså Vardar! Kåsså Arka! Kåsså Hajduk!

Om lidt spiller de danske mestre mod de makedonske mestre. I morgen kommer et polsk hold til Herning og brøndby spiller nede på Balkan.

Som fodboldinteresseret burde jeg vide mere om kampene, og som dansk fan 'burde' jeg holde med de danske hold. Det gør jeg bare ikke. Hvis jeg ser kampene, holder jeg klart mod de danske hold.
Det gør jeg, fordi jeg holder med AGF. Når jeg holder med AGF, kan jeg ikke holde med de andre danske hold. Og da i særdeleshed ikke de tre.

Sådan har jeg haft det, siden Rudi Völler scorede og sendte brøndby skuffede hjem fra det olympiske stadion for over et kvart århundrede siden.

"Men nu skal vi jo huske på dansk fodbold som en helhed", siger en eller anden fornuftbaseret tosse ofte, når de hører den slags.

Fornuftbaseret, fordi man med fornuften kan se, at en sejr til et dansk hold giver vigtige point, som fremtidige deltagere får glæde af. (Og her glemmer vi belejligt at nævne, at det næppe gavner AGF, at de andre danske hold får point og penge.)

Tosse, fordi man da slet ikke har forstået noget, hvis man tror, at man holder med nogen, fordi det er baseret på noget fornuft.

Var jeg præget af fornuft, lagde jeg da alt fodbold og fankultur bag mig. Det kan jeg desværre ikke.

Helt upatriotisk er jeg dog ikke. Ret skal være ret. Jeg under Lumb at ordne Krasnodar - og jeg glæder mig til at se damelandsholdets semifinale ved europamesterskaberne i morgen.

Gråd

Hjemme hos os har vi mange børn.

Fire i alt, for vi havde to hver, da jeg mødte min hustru. Heldigvis holder de alle sammen med AGF. 

Eller skulle jeg i stedet for ”heldigvis” sige ”ved skæbnens ugunst”?

I hvert fald fik jeg tanken mandag aften kort før slutfløjt, da en af drengene på ti år hulkende brød sammen over det ”skrald” GF byder os, og over, at ”de aldrig vinder”.

Han har jo ret. De var bagud 2-1 mod Silkebår’, og trods et (inden for genren AGF-pres) massivt pres, så det sort ud. Der blev da heller ikke scoret, og gråden fortsatte i 45 minutter. 

Både hans mor og jeg forsøgte behjertet henholdsvis at 1) rose ham for en evne til at give udtryk for følelser 2) rose ham for at være ægte fan. 

Altså sådan ægte i forhold til plastikfans.

Jeg kunne også fortælle om triumfer som pokalen i ’92, hvor vi sang ”hvor er 3’erne?”

Om magiske hverdagsaftener, hvor Brøndby blev sendt hjem med 3-0.

Om søndagsformiddage, der blev brugt på at lave telefonbøger om til konfetti.

Jeg kunne også have fortalt om Växjö away, oprykningsfest i Kolding, om dengang vi væltede Aalborg og Berti greb en fadøl og alle mulige andre lomme-triumfer.

Men sandheden er, at der er langt mellem triumferne. I virkeligheden er livet som GF’er brolagt med skuffelser og ikke mindst hån af den værste slags: Hån fra den slags mennesker, der ikke sådan rigtigt går op i fodbold og ved, hvor meget det betyder. Den slags, han kommer til at arbejde med, dyrke sport med og måske endda får som svigerfamilie. De joker med det kortvarigt og går så videre uden at forstå, hvor forbitret, man er.

Og der fandt vi kernen. Eller gaven. Vi har noget, de andre ikke forstår. De forstår ikke, hvordan man kan græde eller juble over fodboldresultater. Det gør vi, og det er en gave.

Det trøstede vi os ved, men græd så videre.

For hvorfor fanden skulle det lige være dem, der aldrig vinder, vi holder med?

Den vender jeg tilbage med, når jeg er kommet op af hullet igen. Lige nu er der bare tårer.

Спасибо Djzzamal

Hov! Vi glemte helt at få kysset med Jamal.

Når sandheden skal frem, så blev det aldrig helt til hvad vi havde håbet. Da han stod der og holdt Jens T Andersson i næven, så tænkte man alligevel noget. Zenit St. Petersborg manner, det smagte  af europæisk elite. Ok, Zenit St. Petersborgs U-19 hold, men alligevel ikk? Man kunne godt se Dzjamal løfte et Champions League trofæ en dag. Og spise kaviar af uzbekiske strippermaver til efterfesten.

Vi vil altid have drømmene.

Optakt: Silkebår

'OVERSKUD - FORMAT - VILJE'

Mens vi grubler over, hvor Silkeborg IF har trukket de tre værdiord henne i bestræbelserne på at være noget andet end et fodboldmæssigt træk på skuldrene, skal vi da huske at ønske tillykke med det flot anlagte kunstgræs på Lars Larsen Park.

Der er nu ikke noget, der spiller smukt op til de landlige og og især vandlige omgivelser i Søhøjlandet som sprøjtemalede plastik-strå. Tesen må være, at kan man ikke vinde noget, kan man da altid være med i konkurrencen om at blive kåret som Superliga-spillernes hadebane nummer 1 - de ryster allerede i den penge-forede buks i Farum.

Det hele bliver indviet med balfaldera, storebror fra Aarhus på besøg, og både Simon Kvamm og Henrik Tømrer kommer også. Rammerne er på plads, der er udsolgt og den lokale bager er, mens disse ord skrives, velsagtens i gang med at spartle den sidste glasur på en festlig Robert Skov-kage.

Inde på banen venter Peterstrojkaens udvalgte, der tæller flere gammelkendte - sådan er det jo med storklubber, de sår stiklinger alle vegne. Således også i de brugte bilers himmerige, hvor Skridtlasse, Stephphan og vores yndlingsswagger Sloth kæmper en kamp mod glemslen.

Og kender vi dem - og ikke mindst os selv - godt nok, så skulle det da lige passe, at vi indvier det hele med en stime-vendende røvtur, der giver mindelser om forårets ydmygelse mod netop Silkebår. Bevares, vi har ikke Djamal (og tak for denne gang) til at træde rundt i bolden, men der er vel købt andre folk ind til at tage ordenlig over? Ellers har den sportslige ledelse da for alvor fejlet.

Spørgsmålet er så, om det er nok for vores modstander, der er begyndt sæsonen med to nederlag til henholdvis Lyngby og FC Midtjylland og ret beset er (endnu) et af den slags hold, vi skal vinde over, hvis vi som varslet skal træde ind i Glen-alderen.

Men hånden på logoet: Vi aner ret beset ikke, hvad Silkebår kan. Det gør de næppe heller selv, men vi har dog mindelser fra foråret om Sammy Skytte og Robert Skov, som nogen der kan tage et par på foden, og det kan man godt nå langt med i Superligaen - og mod AGF.

De har også en Jeppe Okkels, Simon Jakobsen og Peter Friis Jensen på holdkortet. Vi kender dem ikke, men de lyder som nogen, der spiser mange kartofler - og spiser op - og Sloth pusher dem garanteret noget wax efter endt træning. Jævne typer der ikke tager nogen fanger.

Og så er der selvfølgelig ham på sidelinjen, helt nypudset på toppen og med det diabolske, mildt overbærende smil på stand-by: Peterstrojkaen. Hvad hans blotte tilstedeværelse er i stand til at gøre ved os, tør vi ikke tænke på. Hvad et nederlag til ham er i stand til at gøre ved os, tør vi _slet_ ikke tænke på.

Det behøver selvfølgelig slet ikke komme så vidt. Selvfølgelig ikke. Der er kommet nyt vand i badekarret, og vi er i al beskedenhed længder bedre spiller for spiller. Det er her og i de kommende runder (indtil næste sommer that is), vi ser #ErdbeerenMitSahne trylle, en lettere genfødt Amini snurre rundt, Kanstrup stemple ind som styrmand og Ankersen ramme det lovede niveau. Tilsæt en Spelmann der går Brian Kniv på det hele, og du har stammen på et Top 6-hold (vi undlader her behændigt at kommentere på det mangelfulde angreb.)

De Glen'ske relationer skal selvfølgelig stadig finpudses, men med en veritabel 1-0 sejr over Kjellerup i indeværende uge og spilletid på den nyanlagte plastikmåtte på Fredensvang, er vi ved at skrive os op af det skeptiske dynd og varme på en sejr. Ja sgu.

Tre point til byens hold fra 1880. Spil på en hvid 2-1 sejr, og du vil være os evigt taknemlig.

Glen-alderen

Vi har oplevet meget.

Set Ovelutionen komme og gå, oplevet Eriktionen rejse sig strunkt og klaske hårdt ind til låret, drømt om europæisk storhed med Peterstrojkaen.

Efter et år med Superliga-proces, gode bortforklaringer og sikre penge på kort til Spelmann, er vi nu rykket ind i resultaternes tid. Det er både sødt og charmerende at tabe en pokalfinale og at slå Fodvorterne i et par nedrykningsfinaler, men vi drømmer sgu ærlig talt om lidt mere.

Med de seneste indkøb til truppen kan og skal der også høstes mange point. Sejre. Pokaler. Storhed. Evig beundring. Det er lige her Glen-alderen begynder. Og nej, vi er hverken storladne eller (synderligt) berusede.

Det kræver selvfølgelig også, at vi glemmer alt om den magre hest af en kamp, som åbnede sæsonen og i stedet ser frem mod den kommende kamp mod Hobro - kendt som Brøndbys nemesis, indehaver af Superligaens største kæledækkebamse og officiel dansk mester i usympatisk forhaling af skrivebords-sager.

Hvis vi nu liiiiige kunne arbejde med begrebet ’at være klar fra START’ (altså når dommeren fløjter første gang, red.), er det her tre af sæsonens sikreste point. Det skal det være. Vi gider ikke rigtig argumentere for hvorfor. Fordi Hobro.

Vejen til sejr er spil i fødderne, Duncan på låget og noget med de indbyrdes relationer. Bare sådan helt kort. Vi vil gerne se Guiraffen i aktion, #ErdbeerenMitSana score og Den Anonyme Islænding slå en god aflevering. De søde ting i livet. Det er virkelig ikke meget, vi forlanger.

Skal vi på forhånd være voksenfornuftige og mentalt polstre os – og dermed dig – til mødet med endnu et hold, der er underdog og har alt at vinde (blah-blah), så forbered dig på, at det er her Danny Boy spiller sit livs kamp, Martin Mikkelsen scorer og Thomasberg efterfølgende kan pudse modebrillen i ny-poppet børnechampus.

Det er selvfølgelig et scenarie trukket i en automat. Det er trods alt på Aarhus Stadion, der skal spilles … 

Hvad er kærlighed?

Fra antikkens tænkere, til den tyske sturm und drang, frem til nutidens hotte popnavne. Som den tysk-amerikanske europop-sværvægter, Haddaway, der også rodede med kærlighedens væsen. Dog uden at komme med et klart svar, kun det desperate råb:"Baby, don't hurt me.'

Bloggens efterhånden alderende skribenter har heller ikke svaret. Mange års higen og søgen har ikke givet noget klart, endegyldigt svar. Kærlighed kommer og går. Og det i mange størrelser, former og farver. Og nogle gange er det eneste der skal til for at gen-antænde kærligheden, en simpel gnist.

Da Pierre Kanstrup første gang rystede sin imponerende manke på Fredensvang, var det som om et svagt ekko hørtes - et ekko af pokalernes gjalden. I Frederik Møllers gyldne, dunede overlæbe, var der et lysende glimt af en strålende og bedre fremtid.

Og pludselig stod han der, Tobbe Sana. Som i en sød svensk skærsommernatsdrøm. Faste læsere af bloggen ved, hvordan vi har det med enigmatiske skandinaviske mavericks.

Og så er vi her igen, midt i juli, med nye spillere, nye håb, nye ny-gamle AGF, en slags 'Det nye AGF' men i en endnu nyere udgave.

Den halv-beske smag af nedrykningsspil og den spøjse lettelse over at slutte som nummer 11 - drone-filmet af Moderskibet og fejret som er mesterskab - er skiftet ud med smagen af Lambada, tropenætter og erdbeer mit Sana.

I aften venter AC Horsens og Bo Henriksen. Bo Henriksens lokker skinner ikke gyldent, og i det stille brus fra det spaltede garn lyder kun visheden om endnu en sæson med et hold, som kommer fra byen med et årligt middelaldermarked.

Onwards and upwards - Kom så de hvi'e

11. Pladsen

Et frisk pust over ...

... AGF. Ja, der troede du nok lige vi var faldet i den Messerschmidts'ske gryde, men så sløjt står det alligevel ikke til på Stenbroen.

Midt i VM-feberen må vi lige knibe os selv i armen, da det tilsyneladende ser ud til, at AGF har vundet en fodboldkamp. Endda mod Esbjerg. Godt nok en test-kamp (CBS-fodbold-lingo for træningskamp), men alligevel ... Og for at gøre historien endnu mere utroværdig, går der rygter om, at det er en af georgierne, der har undsluppet klubværelset i Tilst og scoret. Det skal vi vist liiiiige have verificeret.

Mens vi venter på at få den internet-and slået ihjel glæder vi os over, at en af forårets profiler lige har smidt et klip fra noget tv op. Det er både skørt og sjovt, så tak Jesper Lange.

Du klikker bare her og får det varmt.

Sportschefen - her er han (måske)

Vi var så grå, at det hele blev lige meget. Det havde en afsmittende effekt på nærværende blog. Måske noget igen kan puste ild i de døende gløder, måske ikke. Vi får se. 

Og mens vi gør det, vil vi ikke undlade at bidrage med en tanke om den forestående udskiftning af Kniven, Ferris Fredberg  og JAY-C på nogle af de tunge poster i alletiders hårdest ramte gymnastikforening. 

Hvem der bliver træner, aner vi ikke. Direktør? No idea. Sportschef. Jan Laursen, Ole fra Haderslev og sågar den falske CV bliver nævnt. Sikkert af mangel på alternativer. Jamen så bringer vi da lige Troels Bech i spil. Du taber kæben og tror vores absence også har været mental? Så sut lige på den her, for det behøver ikke være så langt fra virkeligheden: 

Han er GF'er, Kniven er død og borte, Bech hænger ifølge folk på Fyn i en tynd tråd og er måske oppe på den høje hest også nået til en erkendelse af, at trænerpotentialet ikke er det. Eller at det ihvertfald er udtømt. Han kan sige sammenhængende ord - nogle af dem er endda med mellemrum velvalgte, så han også udadtil kan repræsentere det nødvendige skifte. Kan man sige.

Der er helt sikkert også ting, der taler imod. Dem kan du skrive nedenfor. 

Ferris Fredbergs Fede Feriedag

Opdagede lige at der stadig er folk der checker her for at læse det seneste nye hotte. Den tid hvor der var noget hot på disse kanter, er desværre for længst forbi. Det kommer sandsynligvis ikke som et chok.

Kombinationen af bleskift, skole-hjem samtaler og en fri transfer til agffan.dk, gjorde at vi ikke rigtigt orkede mere. Sårn er det.

Nu er det jo heller ikke fordi der har været meget at skrive om på det sidste.

Ses derude.

Post EFB+VFF tanker

*Først og fremmest, dette:

*Dernæst. Har Graulund skrevet en bog? Det er lidt som om at tordenen fra 'hundens 'mesterværk' er blevet noget fjern. Hvis bare der var et tyskklingende ord man kunne bruge til at beskrive den følelse...

*Valdanos sats på det fremadskuende 4-4-2 system i Esbjerg kampen gav pote. Men inden vi går helt i selvsving over de taktiske innovationer på Fredensvang, så er det måske værd at huske at 4-4-2 er Ove's ting. Og vil vi virkelig tilbage til Ovelutionen?

White

Bemærk at vi bruger ordet/navnet White her. Graulund bogen er nu blevet en ting som man diskuterer i fagblade og i kredse hvor man er gode til  jura.

Og naturligvis kan (og skal) man være kritisk overfor klubben og sine arbejdsgivere i al almindelighed, men den mediale mudderkastning der pt. pågår kan ingen være tjent med. Og her har Peter Graulund et stort ansvar.

Og til Søren HC, som jeg ved nogle gange læser med på dette ydmyge medium: hvordan er samspillet mellem Søren AGF-fan og forfatter-af-kritisk-biografi Søren? Det virker som om at der er mange kasketter i spil for øjeblikket. Grundlæggende skal der vel sælges nogle bøger, men måske er fornemmelsen, at PR kampagnen ikke er særlig elegant.

Graulund

Nogle gange ligger signaturen vågen om natten og tænker. Nogle gange på økonomi, andre gange på projekter der kræver værktøj, men ofte er det dog tanker om AGF der fylder mest, i de søvnløse nætter.

I nat rundede tankerne Graulunds rolle i medierne de sidste par dage. Faktum er at han givetvis taler sandt, når han skriver at PS taler nedladende. De fleste har vel en fornemmelse af at Valdano er en hoven krabat. Og der er heller ingen tvivl om at Graulund har et specielt forhold til vores allesammens Gymnastik Forening.

Og så alligevel er der noget der skurer. For hvorfor er det lige at han har behov for at gøre regnskabet op? Er det for at skaffe retfærdighed for de "store spillere" (Larsen, Berg og Howard) som er blevet 'hånet? Eller er det fordi han har en bog til salg?

Svaret ligger desværre nok mest i det sidste. Og er det så egentlig så ædelt at fortælle sandheden når det er med et kommercielt sigte? Og burde Graulund ikke, hvis han nu for alvor elskede klubben så højt, have holdt kritikken internt? Hvem er det præcis der får noget ud af at han offentligt italesætter forhold i klubben? Udover hans forlægger forstås.

Dommedag Nu

Vi sagde det tidligere. At så længe vi blev ved med at vinde kampe, så ville det ikke betyde noget at der var rod på de interne linjer. Peterstrojkaen valgte (ganske nedladende iøvrigt) at lade være med at vinde 5 i streg og nu er fanden jo løs.

Flot ikke at lytte til råd, Valdano, meget modent.

Og så iøvrigt

Kære Graulund,

du er død for os............





































Omend, ikke rigtigt. Vi elsker dig stadig, men man skal være lidt brysk når man er i modvind. Shout out til Marky Mark og hans Funky Bunch feat. MC Agronomen og DJ Følsomme Søren.