Hvad er det, der afgør, om unge fodboldspillere udvikler sig til store stjerner eller langsomt visner og havner langt fra det niveau, som de var spået i de unge år?Det er naturligvis ikke helt simpelt at få hold på, men en del af forklaringen kan nok findes i et par interviews, som en nuværende og en tidligere AGF'er har givet indenfor den sidste uge.
Først stødte Morten Rasmussen, ham de kalder 'Duncan', på en journalist, som gerne ville have et svar på det umulige spørgsmål om, hvilken klub hans hjerte nu var i efter en tid hos Brøndby på Vestegnen. Rasmussen svarede efter bedste evne, hvilket ikke var ment som nogen form for hån af 'Duncan', da han faktisk slap hæderligt fra den umulige opgave. Straks mere interessant blev det, da han i interviewet afslørede, at han i AGF kunne nøjes med at give 80% af sin energi til træning, fordi de andre jo ikke var lige så gode fodboldspillere som de nye kammerater i BIF.
Nogle dage senere var det så en tidligere holdkammerat i Århus, der af en journalist blev spurgt om sin fodboldmæssige udvikling og intensiteten ved træningen i Århus. Nu var det Jens Gjesings tur i overskrifterne, og hans svar tegnede billedet af en helt anden fodboldspiller, som jeg spår nogle helt andre fremtidsmuligheder end Rasmussen - talentet taget i betragtning.
For Gjesing fortalte nemlig til stiftens udsendte medarbejder på Cypern, at hans indstilling til træningen var en lidt anden:
'Jeg har sat mig det mål, at jeg skal være den bedste til træning hver eneste gang. Og det prøver jeg at efterleve. Hvis man går ind til hver enkelt træning, og vil være den bedste lige meget hvad, så kan man ikke undgå at gøre fremskridt'. Citat slut.
Yderligere sammenligning mellem de to burde være unødvendig. Jeg glæder mig over, at både pruttelydene og den ikke altid optimale indstilling til træning nu opholder sig ude omkring Ring 3, og at Gjesing stadig er på Fredensvang. En ny overrumplende halvsæson kan være i vente fra kometen Gjesing.
3 kommentarer:
Dejligt interview. Jeg er sikker på at Jens er frontrunner på den spirende århusianske new rave scene. Så vild er han.
Nu går det hele hurtigt over i en gang åndssnobberi, men med al respekt for Dunken tror jeg ikke, at huen trykker så satans hårdt - og vurderet ud fra et par "møder" i professionelt regi er det min vurdering, at Gjessing sammenlignet med den store angriber er at regne for en Nobel-modtager (vælg selv kategori). Vigtigt for karrieren? Næ, måske ikke. Vigtigt i interviewskontekst? Yep.
Jamen, det er da rigtigt, at nogle fodboldspillere i medierne altid vil have en fordel frem for andre, hvilket kan være misvisende for deres potentiale og deres indstilling til fodboldlivet.
Men i tilfældet her vil jeg nu egentlig ikke tildele nogen af drengene noget væsentligt mediemæssigt forspring. Jeg tror, de begge er ærlige, når de beskriver deres tilgang til tingene.
Gjesing ville formentlig aldrig spendere tid med at fryse holdkammerater ud af truppen med pruttelyde og andre drillerier, og han ville sikkert heller ikke finde det nødvendigt at skabe negativ opmærksomhed om sig selv i det omfang, Dunken endte med at gøre.
Jeg er egentlig slet ikke ude efter Rasmussen, og jeg synes utrolig godt om både hans angriberevner og det ansvar, han altid var klar til at tage i kampene for GF. Jeg bider bare mærke i den kæmpe forskel, der er på hans og Gjesings måde at håndtere deres karrierer på. Jeg er lidt urolig for førstnævntes...
Send en kommentar