Endelig er der ved at komme lidt gang i transferrygterne, som plejer at være blandt januar måneds højdepunkter, men som i år nærmest er aflyst på grund af klubbens lettere kedsommelige mådehold med transferbudgettet. Historierne om Lumbs potentielle megaskifte har dog pustet til ilden, og nu ruller historierne i formiddagsaviserne og på netsiderne.
Først banede Lumb-rygterne vejen for en lidt tyndbenet historie om et come back til Allan K. Jepsen, der efter sigende skulle have et hus stående i Århus' omegn, som han gerne ville hjem og se lidt mere til. Få dage efter begyndte jungletrommerne så at spille Mads Jørgensens melodi, og denne gang lader der til at være lidt mere kød på benet. Helt uproblematisk ser det desværre ikke ud, selvom der næsten ikke er noget som hjemvendende sønner.
For hvordan skal kabalen gå op, hvis Lillebror Jørgensen stadig befinder sig bedst derude på højrekanten, hvor han lader til at have haft sine bedste øjeblikke for den synkende Brøndby-skude? I den side har vi allerede Valencia, White, Blicher, Kristensen og Salifu, hvilket er rigeligt til at snakke om overflødighedshorn. Hvis Brian Steen og Ove P. har omtrent samme syn på den sag, så kan Jørgensen-rygtet betyde to ting:
1) Mads Jørgensen er tiltænkt pladsen som gardering for Jerry Lucena på den ene (og lidt mere offensive) af de to centrale midtbanepladser. Det kunne der sandt for dyden også være en grund eller to til.
2) Jeremiah White er i forbindelse med sin landsholdsudtagelse blevet så tilpas varm på transfermarkedet, at klubben forhandler med en udenlandsk klub om et januarskifte, hvorfor der på højrekanten kan blive brug for en kompetent gardering.
Jeg tror mest på det første scenarie, men tvivler til gengæld en anelse på Jørgensens holdbarhed og kvalitet. Derudover kommer udsigten til at hyre en spiller på en ultrakort kontrakt, mens vi allerede har pantsat nærmest alt, hvad der vil kunne afsættes til større klubber. Hvad blev der af de positive vinde over klubbens pengeskab? Jeg skråler 'velkommen hjem' af mine lungers fulde kraft, mens jeg allerede spekulerer som en gal over, hvad vi skal bruge The Come Back Kid til...
7 kommentarer:
Ellers kunne der være et halvt års præstationsbundet kontrakt på vej til mini-Jørgensen, hvor vi ser ham an og derefter bestemmer os...
Hvis ikke du gør grin med mig, så er det virkelig en af dine mest konservative meldinger længe, Kalle. Og du har garanteret ret.
Lad Jørgensen slippe ud af sit miserable eventyr på Vestegnen. Hvornår lærer århusianere, at der ikke kommer andet end problemer ud af at slå sig ned derude? Duncan, kan du høre mig, det føles som om, jeg falder ud...
Jeg er lige så konservativ som OP, desværre.
Havde det været mig ( eller ok, mit Football Manager 2007 alter ego, Karl Heinz Weismüller ) så ville jeg kunne bruge Mads Jørgensen som en hængende angriber, såvel som højrekant og så har vi pludselig den angrebsgardering som man sukker efter hos MMMM....ATTAC.
Karl Heinz Weismüller vil med dette in mente forslå følgende opstilling midtbane/angreb:
White - Jerry - Kari - Laaaars
Jørgensen
Graulund
Det kan så både være en defensiv 4-5-1 eller en offensiv 4-3-3 og vil ifølge mine beregninger give masser af mål på Jørgensens Tomassonske dybdeløb.
....men altså nu er Karl Heinz Weismüller også noget mere eventyrlysten end O-4-4-2-P.....
Apropos højrekanten, er der så nogen planer fra Østblokkens side om at fejre, at Jimmy Esset Høyer runder et skarpt hjørne og bliver 30 på tirsdag?
Han har jo en hel speciel plads i jeres hjerter...
Ja, vi skal have endnu mere snaps. Vores hitliste pt. set fra denne side af Bæltet:
1. Snaps
2. Esset
3. Snaps
4. Mere snaps.
5. Diskussion om hooliganregisteret.
Tænk sig, Esset ser så livserfaren ud, og så er han bare en purk...
Hooliganregister?! Er det nu noget mere af det der moderne fodbold?
Og Johannes, jeg tror roligt du kan regne med Es-relaterede arrangementer i fremtiden.
Jeg har det lidt ligesom den artikels signatur.
Jeg vil rigtig gerne have, at der sker noget, for det er sgu godt nok noget af en slatten sillyseason.
Hvem det bliver er efterhånden lige meget (imho), selvom Jørgensen Den Yngste godt nok er en lottokupon af de ... hmmm.. mere tvivlsomme.
Og White væk? Til sommer, tror jeg.
Send en kommentar