Ord om en Hund

Det var der, det hele begyndte og sandsynligvis også sluttede.

I Nørreskoven i Vejle lå han der og bare lå, mens båren blev gjort klar, og slow-motion billederne med alt for stor tydelighed igen og igen viste, at noget var, som det ikke skulle være.

I sin evigt ærgerrige jagt på endnu et hak i bæltet, gik noget galt for Peter Graulund, der - hvem ellers? - var blevet sendt på banen for at banke noget vildskab ind i sine holdkammerater. Som han havde gjort det så mange gange.

Men mens vi ventede på forløsningen, på et lyn fra venstreskøjten, på at Graulund ville løbe ud mod de medrejsende fans og kysse klubemblemet, på at han ville spænde ryggen som en flitsbue, rive armene i vejret og brøle ...

For fanden mand. Lige dér - i sin AGF-kamp nummer 200 - sluttede med al sandsynlighed en af de mest bemærkelsesværdige karrierer i den hvide trøje i lang tid. Den ene akillessene gav op, og i en alder af 35 år er det mere end tvivlsomt, om Hunden kan - og vil - træne sig tilbage til toppen af dansk fodbold.

Vi krydser det hele, men tror ikke på det.

Derfor: Tak, altså virkelig tak, for fantastiske oplevelser. Vi vil klappe af dig herfra og hele vejen ned til den bronzestatue, der snart bliver stillet op på Store Torv.