tirsdag den 27. marts 2007

Olof Rocks!

Han sang da Malmö blev mestre i 2004, og han har lovet at gøre det igen, når (ikke hvis) AGF rykker op til sommer. Efter en sikker sejr over HIK i sæsonens sidste kamp, vil et proppet Communale kunne nyde Olofs røst, når han gjalder løs, for det er det han kan. Gjalde. Bevidnet med det videoklip, du finder andetsteds på bloggen.

Udover at synge har Luffe i en fjern fortid også spillet saxofon, og bliver det aktuelt igen, kan han sikkert godt presses til et enkelt trut eller to. ”Det er ligesom med at cykle. Når man først har lært det, glemmer man det ikke igen,” som han konstaterer.

Ellers er Oluf mest for at lade andre dele ud af deres musikalske evner, og hvad er det så vores nye hardhitter ’gillar’?:

”Jeg er mest til rock, og det må gerne være lidt hårdt. Mit absolutte favoritband er Live, hvis plader alle sammen er rigtige gode. Faktisk har jeg også set dem i Store VEGA,” beretter han. Tænk sig, Oluf har betrådt det samme gulv, som så mange andre i 1650’erne har gjort det gennem tiden.

Live, Esset og en australier med stort hår

Med en kræsen anmeldermine tilføjer Oluf om Live, at de ”har udviklet sig meget siden gennembrudspladen Throwing Copper”, og selvom han ikke er meget for at fremhæve nogle frem for andre, vil han dog hårdt presset gerne indrømme, at ’The Dolphins Cry’ fra The Distance To Here pladen er en favorit. Du kan se og høre den her:



Og så var der som lovet tidligere jo noget med en tur på Train sammen med Esset. Hvor ondsindede rygter har hævdet, at det sikkert var for at få sig et slaw humle, kan vi her berolige med, at besøget havde til formål at udvide Olofs musikalske horisont. Jimmy havde nemlig inviteret ham med til koncert med australske Wolfmother, der som musikinteresserede vil vide det, lyder en hel del som Led Zeppelin og andet fra samme skuffe.

”Det var en rigtig fed koncert, selvom jeg overhovedet ikke kendte dem i forvejen,” fortæller Olof, der med inddragelsen af Esset i snakken afslører, at der gemmer sig rigtig meget musik i den harmoniske trup.

Pleidrup er til svensk

Og der er mere, hvor det kommer fra. For selvom store dele af holdet er til hip hop og rap (se f.eks. tidligere artikel om Niels Kristensen), er der dog undtagelser: ”Jeg er også ret vild med Kent, så længe de synger på svensk. Deres forsøg på at indspille nogle af sangene på engelske bryder jeg mig ikke så meget om,” siger Luffe og tilføjer, at han faktisk har set Kent live 11 gange.

Og at han skam ikke er den eneste i truppen, der står tilbage med kærlighed til de svenske musikanter: ”Nej, Lars Pleidrup er skam også ret begejstret for dem, og jeg tror også Kári kan lide dem. Han er ellers mest til indierock”, afslører forsvarskrumtappen og bekræfter vores bedste anelser.

1 kommentar:

Anonym sagde ...

Det er lige før jeg allerede nu fælder en tåre. Olof for fanden - det må da betyde noget godt at du er kommet til vores klub.