søndag den 25. marts 2007

Olofs Malmø - eksklusivt for VHA

Som første del af en tretrins-raket med fokus på Luffe, bringer vi her vores yndlings svenskers tips og tricks til byen, der ligger lige derovre på den anden side. Den by han kender så godt og i øvrigt sammenligner med Århus. Det er positivt ment. Nå, hvad skal vi så se?

Oplevelse:

”Jeg synes Malmø – som den ligger der direkte ud til vandet – er en smuk by,” fortæller Olof og anbefaler som det første Kallbadhuset. Med udsigt til Øresund indbyder det mere end 100 år gamle badehus ved Ribersborg strand (også kendt som Malmös Copacabana) til vandpjask, men også mere eftertænksomme øjeblikke:

”Når man har lyst til bare at være alene og tænke i fred og ro, er det et fantastisk sted. Så kan jeg sidde der og kigge… og ikke andet. I klart vejr kan man se hele Øresund og til København,” lyder det begejstret på klingende skånsk i den anden ende af røret om badehuset, der hermed er givet videre som sommerbadetip til Speedo-flashere og andre badejern.
I samme åndedrag afslører vores guide, at han gerne frekventerer den tilhørende café, som skulle være en udmærket en af slagsen.

Mad:


Fra strand til by - og et måltid mad. Og selvom Olof generelt er madglad og ikke sværger til noget bestemt køkken, vil han dog gerne give ekstra varme anbefalinger til et hyggeligt sted i Grynbodgatan: ”Skal man ud og spise, SKAL man tage på Lemongrass. Det er en asiatisk restaurant, som er virkelig god,” forklarer Luffe og fremhæver – udover maden – stedets service, der får prædikatet ”super!”. Intet mindre. Restauranten er især populær hos malmøske feinschmeckere i alderen 25-35 år – og altså også hos svenske fodbold-darlings bosat i Århus.
Ellers går anbefalingerne på stort set samtlige steder på Lilla Torget.

Shopping:

Når de korte ben skal være lange, tager Olof i Stuk Manufaktur i Södergatan. ”Der er rigtig mange gode butikker i centrum af Malmø, men skal jeg have mig et par jeans, køber jeg dem som regel i Stuk. De har et rigtig godt udvalg,” fortæller Luffe om sit sidste tip til Malmø. Stuk forhandler eget og andres mærker, bl.a Merde! og Dunderdon.

Links til Olofs Malmø:

Kallbadhuset og Ribersborg Strand: http://www.ribban.com
Lemongrass: http://www.lemongrass.se

Næste gang: Olof og musik. Find blandt andet ud af, hvad Luffe hører i privaten, hvad han har til fælles med Lars Pleidrup - og hvorfor han har været på Train med Jimmy Høyer.

5 kommentarer:

Andreas sagde ...

Jeg glæder mig især til at høre mere om turene med Esset. De to kunne være et frygtindgydende syn søndag formiddag ved udgangen fra et forladt fabrikskompleks ovenpå endnu et rave.

Jeg vidste, at Essets fravær i start-11'ren måtte skyldes hans uheldige indvirken på holdkammeraterne mere end hans fodboldmæssige kvaliteter.

Jesper sagde ...

Jeg er bare glad for, at der endelig blev lettet på låget efter en laaang cliffhanger. Jeg må dog sige, at jeg er lidt skuffet - jeg synes, det er skuffende, så lidt Jens Rohdes yndlingsmedarbejder har fået ud af at være i røret med Luffe. Ligger dette rør i øvrigt i Århus eller Malmø? :-)

Er der i øvrigt en venlig sjæl, der gider fortælle mig, hvordan Høyer kom til at hedde Esset (ved godt, at Ace angiveligt står bag - but why)?

Kalle sagde ...

Det er faktisk ikke Ace der står bag, men derimod Sune, som tillod sig at begejstres af Essets fodboldmæssige kvaliteter.

Jesper sagde ...

Fair nok, men hvorfor Esset?

Anonym sagde ...

Esset er vores stærkeste kort! Fremragende feature(s) på Luffe, og man fornemmer 1650erne drages mod det svenske som bier til blomster.