torsdag den 29. december 2011

Den nye Adam

Er skiftet til Seattle Sounders. Et skifte der potentielt set kun kan byde på en tur i The Space Needle og et massivt heroinforbrug. For hvad fanden vil man ellers i MLS? Er det udsigten til en one-on-one med Jimmy Nielsen? En bytur med Brian Nielsen?

Hvem er du Adam Johansson? Man troede man kendte dig; du var en hårdttacklende knokler back fra Allsvenskan, relativt grå, men som godt kunne spise op. Sårn nogenlunde. Og så tager du sgu lige fuglen på os og skifter til Seattle, med en eller anden lam undskyldning om at du alligevel ikke var førsteprioritet i Århus.

Det er bullshit Adam, man kan elske flere på samme tid. Spørg bare hende der damen der er i medierne hele tiden og som var gift i 10 år og så fandt en eller hunk som hun knaldede og fandt sammen med og som gik med på at hun kunne gå ud og knalde andre hunks og bare syntes det var helt fint. Eller spørg Joan Ørting - tag lige en snak med Joan Ørting, Adam.

Og nej, jeg er ikke bitter. Og ja, Jerry Lucena kan sagtens spille den position i flere år fremover. Mange år. Filipinere ældes med ynde.

onsdag den 28. december 2011

Casual Dressers...



Man har jo egentlig godt vidst det, men nok ikke rigtigt turde at formulere ordene. Man var jo nok ret glad for det der tøj, som man kunne få i Jagt & Fiskeri, men ville ikke rigtigt skilte med det.

Og så var der jo det med Christians tvivlsomme optrædener, det var jo heller ikke rigtigt så smart. Han skulle engang svare på hvad en liter mælk kostede og havde problemer og det var jo nok ikke så klædeligt.

Nu hvor året går på hæld og man efterhånden har fået et par af de hældende år på bagen, så er det også blevet tid til at melde kulør. 2012 bliver året hvor denne signatur kommer ud af kosteskabet og højt udtaler: "Ja, min tøjstil er i den grad inspireret af og kopieret fra stilikonet, Christian Kjær".

Fuck nu sådan noget gøgler hår som ham der Felix fra TV har. Op i røven med skinnyfit Nudiejeans. Og hvad skal jeg dog stille op med min garderobe af slidte skovmandsskjorter? Fra nu af og fremover, der er det Christian Kjær der gælder. Oilskinsjakker hele vejen baby!

Godt nytår folkens. Og når jeg nu har kastet den første sten, så kan i sgu godt komme frem - jeg ved i er derude!

torsdag den 22. december 2011

God jul fra Vesterbro


Når julen nærmer sig, plejer gode blogs lige at smide et stykke musik ud til brugerne (fordi man ikke har tid til at sætte sig og skrive noget bedre). Det ville have været en god ide at finde et stykke med julemusik, men den slags er som regel noget forfærdeligt bras, så her kommer i stedet en skæring (sådan sagde Mathias sikkert i gamle dage på den der lokalradio) med en gammel ven af huset.

Nyd det, og ha' en rigtig dejlig jul, hvis ikke vi løber på hinanden nede i Girlie Hurly, eller hvor man nu finder den der sidste gave til sin kusine.

Gabriel (Feat. Valentina) by Joe Goddard on Grooveshark

Breaking: Er en stor-rokade under opsejling?

Tidligere på måneden udtalte Brian Steen, at det kommende transfervindue ville blive hektisk - uden at komme nærmere ind på hvorfor. Vi var sikkert nogle stykker der tænkte 'Fint, jeg elsker et vindue med godt med gang i gaden', men jeg var nok heller ikke den eneste, der undrede mig over, hvorfor vinduet nu også skulle blive så hektisk.

For sagen er jo, at vi allerede har hentet to unge kantspillere, der både skal forynge vores midtbane og gøre den bredere, og så er der vel ikke mange, der regner med meget mere end en højre back og en angriber. Lyder det ligefrem hektisk? Det synes jeg ikke. Slet ikke når Adam Johansson og Morten Nordstrand allerede er på kornet, og kunne ligne realistiske forstærkninger.

Men det var indtil i dag, hvor vores nye kærlighed, Adam Eckersley, pludselig blev sat i forbindelse med Reading og Feyenoord. Hvis den flirt ender med et salg, så står vi med et hul på venstrebacken, som hverken Adam Johansson eller Kirken vil kunne fylde helt ud i en forårssæson, der står i medaljernes tegn. Kunne det betyde et spektakulært come back til Lumb? Med en ny strategi for at spille sig med på et slutrunde-landshold? Interessant perspektiv.

Og er Eckersley så den eneste overraskende udadgående transfer, der kunne være på vej? Måske skal Brian Steens udmelding tolkes som et stille forvarsel om flere overraskende salg, der skal styrke årsresultatet. Helt fint, så længe der kommer næsten transferfrie erstatninger den anden vej. Eneste problem: kontinuiteten afblæses og måske dermed også medaljesnakken? Lad os se det fra den lyse side og håbe på et endnu stærkere forårsmandskab.

Vi følger naturligvis sagen tæt med en reporter på vej til Skt. Petersborg netop nu. Opdateres.

mandag den 19. december 2011

Bromance



Vi har i øvrigt aldrig rigtig fået snakket om en sang til Osama.

Jeg forestiller mig noget på den her svedige melodi, hvor Agadoo skiftes ud med Akharraz (A-khar-raz-raz-raz)



Tyg lidt på den. Og stik mig sådan en buks i mellemtiden.

Fee julegear


Bryan Stings godbid til de glubske transfer-horder lader vente lidt på sig, og så' det dælme godt, der er andre, der kan træde til og give os en luns... julepynt.

Ovre på mmmbobgffan.dk er det vist ikke dem selv, der står for juletræspyntningen eller også er de bare meget forud med den slags ("De fleste træer er sikkert allerede blevet pyntet med div. julepynt"), men de har linket til det vildeste julehjerte, som man selv - ja, dig! - kan printe, klippe ud og klistre op.

Det er lige her - og vi ved, du elsker det.

torsdag den 15. december 2011

Tillykke da - til os selv!

Lige om lidt er det fem år siden, at en prægtig mand skrev de to første indlæg på nærværende blog. Det gjorde han klogt i. Også selvom de handlede om "en hemmelig svensker", der - da denne blev afsløret som Luffe Persson -fik skudsmålet "det er kvalivare det her grabbs".

Hvor GF'sk.

Nåmmen, så har vi jo ligesom halvrund fødselsdag, og da beskedenhed ligger også meget fjernt, forventer vi selvfølgelig både lykønskninger og gaver til bordet på denne festdag.

Derfor en lille ønskeseddel, og så det bare med at sende afsted. PostDanmark bringer vist stadig ud på Vesterbro.

- Kærligere tosser på stadion (skift marcherepulveret ud med ecstasy, krammere ikke lammere, etc.)
- Et års forbrug af Ratzteputz
- Flere stjerner på trøjen
- Peter Graulund-kaffekop fra fanshoppen. (læser I med på moderskibet?)
- Skulderpuder i Staffs målmandsuniform (og sådan nogle tegninger af mavemuskler på mavsen, så Morten Olsen kan se, at han er en stor dreng).
- Særregler for Kasper Povlsen, så han ikke behøver at spille med skinner. Han er den nye Lerby.
- Et nyt træningsanlæg, som IKKE ligger på en indianerkirkegård.
- En kalender med Kniven, der flexer indsmurt i øko-rapsolie. Og at de laver en tilsvarende med Ulvefar henne i Herning.
- JUSTICE FOR NOCKO!
- Gladere dage i abeburet.
- At Christer George kommer hjem. I det mindste bare til fejringen af sølvet og kval-kampene til CL.

Sendes til:
Vesterbro Hardcore AGF
c/o Mathias Buch Jensen
Eskildsgade 40, 3.
1657 København V.

mandag den 12. december 2011

Tillykke da!

Vi sejler rundt i snaps og børneafføring, men det er (også) livet på Stenbroen. På den note glemmer vi forglemmelsen og kaster os over efterårets spiller i første sæson efter annus horribilis.

Lars Martin Jørgensen, du er den!

Som en god ven af bloggen (lad os kalde ham Søren G) skriver på bagkanten af sin stemme:

"Tænk sig, at en spiller der vel nærmest havde kørekort dengang vi vandt EM stadig kan løbe rundt og strø om sig med sukker, tilbageløb og glidende tacklinger."

1. Martin: 60%
2. Søren Berg: 9%
3. Der Atle: 7%
4. Sorinenbauer: 6%
5. Staff: 5%
6. Adamski: 3%
7. KP: 3%
8. Kevin Bacon: 2%

mandag den 5. december 2011

Et par ting vi lærte fra søndagens kamp

*Jerry Lucena er ikke fremtiden på venstre midtbane. Og ja, jeg ved godt at han skulle udføre et specialjob på Lars Jacobsen, men det gik jo heller ikke så godt.

*Der Alte er et af de bedste indkøb vi har gjort længe. Udstråler ro og sikkerhed, samt får medspillerne til at se meget bedre ud. Arthur har jo lignet Beckenbauer i sin tid i midterforsvaret. Igår på højre back? Not so much.

*Søren Berg er agronom.

*Staff er i topform. Og hvor er han klog. Igår blev teorien således luftet på lægterne, at han havde nærmest Krang'ske karaktertræk. Vi snakker stor hjerne i glas, i mindre klog muskuløs krop. Hvor andre fodboldspillere ser et indlæg ind i boksen, der ser Staff et skaktræk.



*Kombinationen pulverslukker, columbiansk marcherepulver samt en lang bustur fra jylland giver ikke altid de mest afbalancerede og tilbagelænede mennesker til fodboldkampe. Prøv en frisk cykeltur næste gang, boys.

*Hjalte bliver en bonus når han er 100%.

lørdag den 3. december 2011

Nyt på merchandise fronten.

Vi er med fremme i skoene. De tidligere efterlyste AGF krus? Dem kan man nu få. Der er både et til den gotiske type og til dem der godt vil ha et billede af Graulund på koppen. Bravo.

Ligeledes fremragende er fremstødet på hue-fronten. Nu kan man sågar få en hue i det velkendte "ovesize" format eller en strikhue, som anbefales "til kolde dage på stadion". Hvis man nu ikke vidste hvornår man skulle bruge den, så bum - genialt!

Men det bedste har jeg gemt til sidst, la piece de resistance (sic), det er nemlig en forsmag, en slags dyppen sine tæer på det dybe vand, sårn metaforisk snakkende, en peruhue...en PERUHUE! Med AGF logo i gotik! Viking møder Inka og sød musik opstår. Im loving it.

torsdag den 1. december 2011

Gud elsker internet

Næste gang du lige skal have lavet noget online-hejs, så ring til alletiders mest gudsfrygtige ex-AGF'er. Jebbediah goes online.

Efterårets spiller?

Mens Europa i det små er ved at indstille sig på, at AGF - "Danish for Peterstrojkaen" - snart kommer på besøg, vil vi her ved indgangen til traditionernes måned selv hanke op i, ja en tradition.

Efterårets spiller skal kåres, og vi kunne da helt sikkert godt selv udråbe Sorinenbauer, men vil så gerne have din hjælp til at finde løvfaldets finest på dette aarhusianske Dream Team (ja, det skrev vi Brian Kniv).

Så hvem skal løbe med titlen, kattetunger, romtoppe og en bjørnekrammer?

Du bestemmer selv kriterierne for din stemme - kandidaterne har vi møjsommeligt plukket ud.

tirsdag den 29. november 2011

Surprise på en søndag

Vesterbro Hardcores husven, har ladet forstå at der inden de 3 point i Parken vil være fint besøg på Skipper Bodega. Rygtet (og det er et ganske stærkt et af slagsen) vil vide at selveste Kniven vil dukke op inden kampen og fyre op under stemningen.

Den er god nok folkens...

mandag den 28. november 2011

Årets vigtigste sejr?

Uff! Guderne skal vide, at vi her i efteråret både har været tilsmilet af heldet og vundet kampe, som vi virkelig kunne være stolte af. I går var det som om, efteråret blev rundet (næsten) af med en kamp, der indkapslede lige præcis de to ting.

Heldet tippede igen til vores side i flere afgørende situationer, men vi viste også endnu en gang, hvor langt man kan komme med rutine, organisation og en god dosis vilje.

Og når nu tingene i den grad skulle falde i hak, så kunne de ikke gøre det på et bedre tidspunkt.

Der var den om tv-millionerne, der blev revet ud af AaBs forårsbudget og kanaliseret direkte til Peru. Der var den om det store spil om betting-millionerne, hvor vi lige fik et par esser på hånden før de afgørende forhandlinger. Og så var der også den der med muligheden for at tiltrække spillere i vinterpausen, hvilket garanteret bliver lidt sjovere nu. Når en udlænding skal kaste et blik på superligatabellen og overveje, hvor hans fremtid skal ligge, så virker det bare lidt skæggere i den der klub på vej ud i Europa, end i den der kroniske bundklub tættere på 8. pladsen end på medaljer.

Og tag så også lige et kig på billedet ovenfor. Fyldt med gode historier men også bare masser af reel spilleglæde og sammenhold. Hvem kan undgå at få en lille klump i halsen over billederne af Martin Jørgensen, der efter mere end 100 landskampe stadig skriger sin glæde ud over et superligamål? Og måske endnu mere over det ærkesmukke i, at vi ikke har opnået noget som helst siden han forlod os i 1997, og så med ham tilbage på holdet er vi nu ét point fra medaljerne efter mere end en halv turnering.

Jeg siger ikke, at vi vinder noget som helst. Men i dag føles det som en halv bronzemedalje, og hvis spillerne har det på samme måde, så har de mere end fortjent det.

torsdag den 24. november 2011

Dee-Wayne!

I kategorien "Hvor er de nu?" findes også denne halvlegendariske prøvespiller Dwayne de Rosario. Og indrømmet der er nok ikke så mange der for alvor tænker på ham sådan voldsomt ofte. Jeg havde faktisk glemt ham. Pinligt, men sandt.

Men så pludselig, hovsa, så var han der igen. Pulsen steg og kinderne blev varme, som havde man gået i 25 minusgrader og afsluttet med en ordentlig pot glögg. Der var han, i The Guardian, udnævnt til årets spiller i MLS. Og han var til og med udnævnt til årets spiller efter at have spillet i 3 forskellige klubber på en sæson, slutteligt i DC United.

Der må sidde nogle folk på direktionsgangene på Fredensvang med overordentlig røde ører. Ikke siden Viktor Fischer skandalen har vi haft så rå en juvel og ladet den smutte.

Ergo, lad os istemme denne sørgmodige vise, til melodien "Oh, tannenbaum":

Oh Rosario, oh Rosario, kom nu hjem Rosario"
...

VHA's julegaveønske nummer 1

tirsdag den 22. november 2011

3 ting vi lærte fra mandagens kamp

*Silkeborg var fortjente vindere. På visse punkter var de igår, alt det vi godt vil være: velorganiserede, farlige på kontra og med et nogenlunde pasningsspil. Det meste ved deres spil var sammenhængende og taktisk klogt. Når det så er sagt, så spiller vi (igen) en lortekamp.

*Og som det blev nævnt for ikke mange måner siden, så er der en træthed over vores spil. Alle de gode gamle veteraner er løbet tør for ideer og kræfter. Martin J. smider bolden væk, Atle bliver overløbet flere gange og Søren Berg mosler hovedløst rundt. Vinterpause nu. Please.

*Hjalte bliver en gevinst når han kommer i form. Det var vel først da han blev sat i scene sidst i 2. halvleg at vores spil fik lidt flow. At se Hjalte flytte bolden rundt, var som at se en ung frisk Jerry Lucena i fuld galop.

mandag den 21. november 2011

Mysteriet opklaret: Historien om Ringen

De seneste par dages undringer over Troels Bechs alternative fingerudsmykning kan nu få en ordentlig faktabaseret afslutning.

Bloggen de kalder VHA har her til formiddag været i telefonisk kontakt med Bech'en selv.

Han benægter, at han i fritiden spiller slide-guitar ("jeg spiller ikke engang Fandango"), men fik dog name-droppet Ry Cooder.

Forklaringen er desværre uden kolorit.
- Vielsesring med ornamenteringer.
- Har haft den i et par år.
- Designet af konen, der er billedkunstner og arbejder i mange materialer.
- Har ikke tænkt nærmere over, at den fylder et fingerled. Tror dog, at det kun er ham og Tøfting, der går med den slags.

fredag den 18. november 2011

Konspiration eller herremode?

Fornylig spillede Troels Bech og Peterstrojkaen skak. Alt sammen holdt i en god tone, som man jo gør på TV2 Østjylland.

En ven af huset (polsk, husven, det er ungt) har dog gjort opmærksom på noget meget alarmerende i den sammenhæng. For hvad er det for en 'precious' lille sag der sidder på Troels Bech's finger?

Ametyst med giftige egenskaber eller hotteste hotte hot i Søhøjlandet?

torsdag den 17. november 2011

Luffe

Nogle dage tænker man bare på ham. Kroppen fyldes med bare varme, til trods for den bidende novembervind udenfor vinduet. Sandheden er jo nok, at man aldrig rigtigt fik det der tip-top gode forhold til ham, men der var jo noget med ham. Noget uforklarligt, noget strålende.

Denne signaturs nysgerrighed førte til en tur på det, blandt ungdommen så populære, world wide web. Først en nyhed om at manden (legenden) var blevet træner for det Malmöitiske forstadshold FC Rosengård. En god nyhed, som i den grad varmede signaturen i maveregionen. FC Rosengård, det var noget med Zlatan, mellemøstlig flair og temparament, samt en god spandfuld social ansvarlighed.

Videre research fik dog knuden tilbage i maven. Vores allesammens skaldede fyrtårn var nemlig blevet fyret som træner efter blot en sæson og erstattet af en mand ved navn Agim Sopi. Trist, men sandt. Og hvad værre var, der er endnu ikke nogen der havde ringet og tilbudt nyt job - det kan da ikke passe?!

Derfor, mangler du 187 centimeter skånsk godhed til dit lilleputhold, så grib lige knoglen og ring til Olof. Du vil givetvis ikke fortryde det.

tirsdag den 15. november 2011

Landskampspause

Er ikke fan af pausen. Ikke nok med at Suppen er død, men det er jo noget der finder sted over hele Europa. Suk med mug på.

Nuvel, forleden så jeg denne video og så blev man alligevel lidt glad. Den er opdaget ovre hos de der Fodboldbrok folk, mere om dem en anden dag.

Læn jer tilbage og nyd det...

onsdag den 9. november 2011

3 ting vi lærte fra mandagens (knastørre) kamp

*Vi trænger til en vinterpause. De aldrende ben hos d'herrer Jørgensen, Berg, Oh Land og Graulund kunne godt bruge lidt restitution. Ligeledes vil det nok også pynte med en ekstra angriber i truppen.

*Arne ligner Kevin Bacon ekstremt meget. Den er god nok.



*At spille fodbold i Haderslev er som at skulle til konfirmation hos en fætter i det vestjydske. Endeløs rejse i gold tundra, tør fest med fjollede begejstrede bonderøve og fesen bespisning.

fredag den 4. november 2011

Den nye... Øvli Øvlisen!

Ja ja, vi indrømmer du godt kunne have spenderet de her sekunder på noget mere fornuftigt end at læse det her indlæg, men der er informationer, der bare vil være frie. Og okay, så har vi altid haft et eller andet med navne.

Og den her, den slår altså både Ken Ragus, Kern Lyhne og de fleste andre. For du bør nemlig allerede nu begynde at glæde dig til en kommentatorstemme helt oppe i det høje toneleje, der skriger sin begejstring ud i sekunderne efter endnu et pragtmål i Champions League af... Øvli Øvlisen!

Den er god nok. Fyren er allerede sluppet gennem det første nåleøje, og er nu klar til '2. step AGF Talenttræning U13-U15'.  Alt mulig held og lykke herfra, Øvli. Øvlisen.

tirsdag den 1. november 2011

Den nye Arne Johansen

Der er så meget røgslør og spøjse vandrør på spil i Århus i disse dage. Derfor er det også så herligt med spillere der rent faktisk siger hvilke klubber de har været på besøg hos.

Step up Adam Johansson. Helt frisk i mælet svarer han, at han selvfølgelig ikke har været til frokostbuffet med Lynge på Hotel Scandic i Nørresundby, næh nej, han har tygget bolcher med kniven og gaffel. Sådan Adam.

Og hvad er der så at sige om Adam? Udfra egne relativt begrænsede erfaringer med manden, så er han en vaskeægte ærgerrig bøfback som spiser op. Ikke så mange dikkedarer der. IFK Gøteborg har i en længere periode fostret ikke voldsomt spændende arbejdsheste i Håkan Milds (rædsels)laboratorium.

En opgradering på Jerry Lucena, javel, men han har slet ikke Sorinenbauers graciøse, je ne sais quoi.

Det må blive et: "Adam? Jamen, så ok da", fra denne signatur.

Kniven har det for vildt

De har begge en fortid i Vejle og en nutid i Aarhus. Måske det er derfor, der er så meget manlove mellem Kniven og Hunden.

Sidstnævnte har ikke mere end lige rejst sig fra operationsbordet efter at have pådraget sig en potentielt karrieretruende skade, før tyrkisk herremodes ypperste repræsentant er klar til at forlænge aftalen med den bidske.

- Når vi kommer derhen, at Peter har udsigt til at spille igen, så forventer jeg også, at han bliver tilbudt en kontrakt, siger han til Ekstra Bladet.

- Vi ved, hvad Peter Graulund står for. Han behøver ikke at presse sig selv for at vise, at han kan nå at blive klar før sommerpause, hvis han skal have en ny kontrakt.

Signalværdi og alt det der. Branding. Vilje. Og lidt blod.

mandag den 31. oktober 2011

Apropos Graulund statue

VHA vil ha noget der ligner den her. Keramik er det nye bronze, dontchuknow?

torsdag den 27. oktober 2011

Ord om en Hund

Det var der, det hele begyndte og sandsynligvis også sluttede.

I Nørreskoven i Vejle lå han der og bare lå, mens båren blev gjort klar, og slow-motion billederne med alt for stor tydelighed igen og igen viste, at noget var, som det ikke skulle være.

I sin evigt ærgerrige jagt på endnu et hak i bæltet, gik noget galt for Peter Graulund, der - hvem ellers? - var blevet sendt på banen for at banke noget vildskab ind i sine holdkammerater. Som han havde gjort det så mange gange.

Men mens vi ventede på forløsningen, på et lyn fra venstreskøjten, på at Graulund ville løbe ud mod de medrejsende fans og kysse klubemblemet, på at han ville spænde ryggen som en flitsbue, rive armene i vejret og brøle ...

For fanden mand. Lige dér - i sin AGF-kamp nummer 200 - sluttede med al sandsynlighed en af de mest bemærkelsesværdige karrierer i den hvide trøje i lang tid. Den ene akillessene gav op, og i en alder af 35 år er det mere end tvivlsomt, om Hunden kan - og vil - træne sig tilbage til toppen af dansk fodbold.

Vi krydser det hele, men tror ikke på det.

Derfor: Tak, altså virkelig tak, for fantastiske oplevelser. Vi vil klappe af dig herfra og hele vejen ned til den bronzestatue, der snart bliver stillet op på Store Torv.

onsdag den 26. oktober 2011

Åh Osama. Åh Vestegnen.

OPDATERING: Osama Akharraz har lige tabt en kasse Faxe Kondi til Ekstrabladet. Og jeg må æde mine ord i mig. Og ellers bare glæde mig til en gang Vestegns-attitude på Communale. Velkommen til, Ozzie!


Masser af ballade om Osama Akharraz i de her dage. Et enkelt tweet fra en Ekstrabladet-journalist skulle åbenbart have forplumret knægtens århusianske fremtid. Eller også var det en albue i hovedet på en modstander eller et hidsigt skænderi med overlægen i Brøndby. Jeg er lidt usikker på det.


Men når vi nu er ved Brøndbyspillernes twitter-profiler, så er der også lige Mikkel Thygesen og hans profilbillede. Det er storslået på den antikke måde, og det er noget af det tætteste en mand på Vestegnen kan komme på at hylde sin hjemstavn.


Ingen ord. Bare et par sløje jeans, et vaskebræt og en cool attitude. Jeg savner den hvide cap og et par nypudsede sneaks. Men fuck det. 


Og lad os så få en signatur fra ham Edafe Egbedi. Akharraz? Nah, jeg tror det ikke.

lørdag den 22. oktober 2011

3 ting vi lærte fra lørdagens kamp

* Langemanden er uskarp som en bastard undfanget i en uhellig parring mellem Mogens Laursen og Iddi Alkhag. Men vi ved, han kan, og vi bærer den viden i hjertet. Amen.

* Arne Johansson er fyr og flamme før pausen, men efter indtagelse af teen (note to self: der skal researches på, om der egentlig nogensinde er blevet drukket te i GF's omklædningsrum. Altså nogensinde som i tiden efter Aage Rou) er det som om, den unge mand spiller med vægten af Hekla på sine skuldre. Måske sidder han for tæt på Lucy og bliver derved smittet med dennes narkolepsi (note to self: der skal researches på, om narkolepsi kan smitte ved at to personer sidder tæt på hinanden - fx i et omklædningsrum - eller måske ved at nogen drikker af nogen andres te).

* Kirken og Skhirtladze in action. Fremtiden er ankommet, y'all.

torsdag den 20. oktober 2011

Efterårets bangerz...

Under denne lidt tørre overskrift, får i lige et par hårde hittere fra 1657. Det er ikke Credence Clearwater Revival, men de er også gode.

Kuedo Mix for Fact Magazine

FACT mix 288 - Kuedo by factmag

Kuedo kalder manden der tidligere kaldte sig Jamie Vex'd nu. Uden at der skal gå alt for meget Soundvenue i den, så er dette mix en dejlig blanding af det ene og det andet, dubstep, krautrock og crunkrap.

Lana Del Ray (Balam Acab remix)



Og så er der hende der med læberne, Lana Del Rey. På baggrund af 2 sange (Videogames og Blue Jeans) er der opstået sårn mild hysteri. Og javel, det er da fint. Bedst bliver det dog når der er nogen der piller ved hende. I dette tilfælde Balam Acab.

Massive Attack x Burial (feat. Hope Sandoval)



Massive Attack kender mange, lidt færre kender dubstep produceren Burial. Hvordan den konstellation ville lyde med lidt Mazzy Star kan man høre på den ovennævnte sang. Dejlig, lidt kedelig, togmusik. Man skal overgive sig før det bliver rigtigt godt. Høretelefoner hjælper.

onsdag den 19. oktober 2011

3 ting vi lærte fra søndagens (knastørre) kamp

*Alte Moar Oh Land. Hvor har han været hele vores liv? Hvad lavede han i OB? Han passer os som et par gamle slidte jeans der er gået til, hvor ens po-po er som støbt i blød cement. Vi elsker Atle. Seriøst.

*Kasper Povlsen er ikke lavet af hård granit. Desværre. Hjerteknusende at se tårer fra Himmerlands Xavi. God bedring KP!

*Vi spiller ikke voldsomt spændende med Casper Sloth bag angriberen. Bevares vi var solide som aldrig før (se også: punktet om Der Alte), men hvis vi fremover skal score mål, vil jeg mene at vi skal bruge den lidt mere direkte tilgang med Diva T eller Arne Johansen som sidemand til Slarsen.

tirsdag den 18. oktober 2011

Global domination

Vi er overalt. Vi tager jeres døtre og brænder jeres landsbyer. Vi er i kampprogammet og på (lokal) TV. Vesterbro Hardcore, et glokalt brand - hvem skulle have troet det?

Og så er vi ikke bange for at stikke lidt ud i uternede skjorter. Se selv her...

mandag den 10. oktober 2011

Zacho hysteriet begynder her...

Nu hvor man igen er tvunget til at forsøge at hidse sig op over Silberbauer, Bjelland og Krohn-Dehli, så har det været vidunderskønt at lade tankerne vandre til fremtiden.

Og fremtiden hedder Michael Zacho AKA prinsen på slottet. Fremtiden hedder naturligvis også Oscar Scott Karl og Jamil Said og Jønne, men lige nu drømmer jeg mest om Michael Zacho.

Og så er han iøvrigt som bare 14-årig en profil på u/17 holdet og ombejlet af Liverpool. Jeg kan næsten ikke vente til han brager igennem i Champions League i 2015.

tirsdag den 4. oktober 2011

3 ting vi lærte fra søndagens kamp

*På DR's fodboldpodcast Fodboldmagasinet (som iøvrigt er ganske lyttevenlig), hævder Andreas Kraul at vores problem er at vi ikke både kan forsvare solidt og angribe på samme tid. Og vice versa. AGF kan ikke blæse og ha mel i munden, som han siger. I søndagens kamp, synes jeg man kan give ham ret, men derudover har vi jo holdt nullet i en del kampe OG scoret mål...så måske har han ikke helt ret. Eller?

*Der er mange AGF fans som elsker at gå til fodbold i Parken og det har udviklet sig til en af sæsonens succesoplevelser for eksilkøbenhavnere. Mere af det.

*At Eminem har ret når han siger at "it only takes one shot". Vi støvletramper med skrårem og hele pivetøjet mod Champions League. Den er god nok, drømmen lever.

fredag den 30. september 2011

Pokalen - Vejle

Så var der lige lodtrækning til 1/8-finalerne i pokalen.

Henne i Vejle og henne i Kolding spiller de også fodbold, og det er dem, vi skal sparke straffespark mod på et eller andet tidspunkt fra den 25.-27. oktober.

Hvem der bare skulle til Jokri Park.

Alle kampe her.

torsdag den 29. september 2011

AGF: På søndag får vi endelig modstand

Du tror, det er løgn, men redaktionen har fundet frem til et enkelt punkt, hvor AGF og FCK faktisk har noget til fælles. Til Sporten.dk udtaler FCK's Thomas Kristensen (som aftenens modstander fra Belgien helt overraskende ikke kender noget som helst til!), at FCK i den næste kamp endelig får den modstand, de sukker efter til daglig i superligaen.

Og timingen er jo nærmest guddommelig forud for søndagens kamp i København, hvor de fleste århusianere vel har det på præcis samme måde efter fire sejre i træk: endelig får vi forhåbentlig modstand efter en halvtrist periode mod lunkne superligamodstandere. Respekten og niveauforskellen er simpelthen blevet for stor.

Så FCK, spar på krudtet (og halogenlamperne) før weekenden, så vi omsider kan få lidt spænding tilbage i vores superligakampe. Vi glæder os.

tirsdag den 27. september 2011

Dommen

Vores venner hos Atlas har skrevet den første anmeldelse af Eriks magnum opus "Tilgiv mig".

Denne signatur har set dybt, dybt ind i sjælen (og ned i glasset) og erkendt at han ikke kommer til at læse dette værk. Det er simpelthen mere Tryllerik end han kan rumme, men det er givetvis bare manglende stamina.

Er der nogen der har den på årets tidlige udgave af juleønskeseddelen?

mandag den 26. september 2011

3 ting vi lærte fra lørdagens kamp

*Jerry er begyndt at ligne en højreback

*Vi har heldet med os hvad angår dommere. Der var tydelig hånd på bolden ved Graulunds mål, dog blev vi snydt for et mål ved offsiden på Atles mål. Forhåbentlig har vi stadig dommerne på vores side.

*Der er ikke så meget at sige til lørdagens kamp. Vi var helt ekstremt velorganiserede og tørre i defensiven. Der var minus spænding, vi kunne ha spillet mod FCN i timevis uden at de havde scoret. Dejligt med lav hvilepuls.

fredag den 23. september 2011

Imod fodbold

Det er gået hen og er blevet umoderne at være imod moderne fodbold, det nye hotte er at være imod fodbold. Punktum.

I Sverige er de for en gangs skyld ikke med på noderne og himler stadig op om moderne fodbold, det er post-fodbold nu fjolser!

torsdag den 22. september 2011

Den Unævnelige med ny bog


Så er det ligesom i dag, man kan blive klogere på bl.a. historien om vores seneste skandalesæson.

Erik Rasmussen udsender bogen "Tilgiv mig" (!), der får dette forskræp med på vejen af forlaget.

tirsdag den 20. september 2011

Tillykke til Hunden - Larsen med åben mund

Så var det lige vi cyklede til Hvidovre, Hvidovre, Hvid-ov-re og fik rimelig god value for de 70 kroner, vi deponerede i kassen.

Hallo, 21 mål og avancement i en turnering, der sender os tættere på en re-match mod Celje - det' fint på en tirsdag, der for hjemmeholdet sluttede sådan her:



Vil du se alle målene er de her - i en mindre håndholdt udgave.

KP bestået, Adam bestået, Sloth spillede sig op. Og så lader vi lige AK27's til dato ringeste præstation i den hvide trøje passere. Hobro? Anyone? Lige noget for jer.

Jeres udsendte pitch-invader klappede i øvrigt hænder med Lange Larsen, der efterfølgende bakkede bagud, kiggede på tribunen og sagde: "Det er sindssygt, I er så mange". Tror nok lige, der kom lidt man-love retur der.

Hunden fejrede, btw, sin 35-års fødselsdag i Hvidovre, og den slags kalder jo på det, de unge kalder en SMS.


Ses i Parken.

mandag den 19. september 2011

Ny keeper?

Hunden bed to gange = 3 point. Videre.

Næste gang: Topkamp i Aarhus og - bravo bravissimo - pokalknald i Hvidovre i morgen.

Sidebemærkning: De mange Staff-haters er efterhånden vist ved at være lidt møre ovenpå kulturbærerens seneste præstationer. Skulle de få lyst til at se en anden i trøjen, er Dunken måske en mulighed? Han har da i hvertfald højden... Han kommer i buret for Sivasspor efter 3.45 min.

tirsdag den 13. september 2011

Hvad vi lærte af mandagskampen...

- Søren Larsen er åndssvagt giftig. Han fik vel nærmest uden undtagelse suget alle de bolde, der blev spillet op på ham, til sig. På alle planer har AGF fået en orn'li' kleppert. WE HEART YOU!

- Den fillippinske prügelknabe gjorde det fint, og når det sker, skal det nævnes. Som en ven af huset siger om hans direkte modspiller: "Jonas Borrings næse er blevet så lang, at man knap kan se hans fortænder:"

- Vi kan godt spille fodbold uden Martin Jørgensen på banen, omend Casper Slot efterlader en del at ønske. Varme, varme... spille tilbage. Mere direkthed tak.

- Den georgiske giraf er tilbage og har heldigvis stadig sine tentakler intakt (og nej, giraffer har ikke _normalt_ tentakler.)

- Verden er blevet en Graulund rigere. Mens regnen stod ned, gik vandet (!) på Fru Hund, der selvfølgelig var på stadion. Ud kom en pige - og et tillykke fra os!

torsdag den 8. september 2011

fredag den 2. september 2011

Daaaaame!

Sidst vi var i Hvidovre gik det jo rigtig fint. Resultatet var som ventet, og temperaturen i den inderste kerne af VHA var helt rødglødende.

Vi glæder os til igen at te os som tosser og råbe "daaaaame" efter langhårede spillere (så de kan høre det).

Det går ned i pokalen et sted mellem den 20. og 22. september.

torsdag den 1. september 2011

tirsdag den 30. august 2011

Jerry Lucenas fremtid

Han har haft sine problemer på backen i år, Jerry Ruben Lucena. Andetsteds antydes det at hans ellers så fine øjenbryn har hæmmet udsynet til spurtglade wings. Vi er hjælpsomme folk på Vesterbro og her er vores forslag til studsning. Med hvidt er markeret de tidligere bryn og med sort er med barnlig entusiasme appliceret Marlene Dietrich-esque eyeliner.

Selv tak, Jerry.




3 ting vi lærte fra mandagens kamp

*Jerry Lucena er ikke Suppens pt. stærkeste højreback.

*Horsens er på mange måder et ualmindeligt almindeligt jævnt fodboldhold. Der er meget palaver i den vide verden om de 2 store hold i Primera Liga, The Big Four i England og den skotske ligas uendelige forudsigelighed. Superligaen er ved at udvikle sig til en et-holds liga, med en helvedes masse middelmådighed. Og det er egentlig lidt kedeligt.

*Søren Berg har et urimeligt højt bundniveau. Han gjorde det igen mod Horsens. Missede flere nemme tæmninger og afleveringer, men formåede at hæve sit spil som kampen skred frem. Bravo Gårdmand Søren.

mandag den 29. august 2011

Loppens ankomst

Nu er den der. 110 procent sikkert. De pålidelige peruvianske medier siger det selv. Og de danske gør det også. AGFFAN.dk skriver at Raul har pakket kufferten. Og ikke nok med at han snart kommer (pt. 7), han rejser også med kuffert. Som en gentle-og verdensmand jo gør. Vi tipper vidende med sixpencen - sådan Raul.



Mad til folket #2

Mens Lodberg & Co går og gnider sig nervøst i skudhullet inden mødet med Skhirtladze og Landmanden, binder vi lige en af de ender, man så ofte glemmer.

Forleden kunne Moderskibet jo meddele, at der er fundet et inspektørpar til at stå for kaffe, Kung Fu-is og kridstreger på Fredensvang, men uden at forklejne valget af Hanne og Kim bliver vi nødt til at sige, at VHA rent faktisk var i spil til det sidste.

Kære VHA

Jeg har modtaget denne henvendelse gennem AGF. Jeg er usikker på om det er en seriøs henvendelse da der mangler
et CV samt nogle navne.

Hvis det er ment seriøst bedes CV m.m. fremsendes.

Med meget venlig hilsen

Bo Larsen

Kære Bo

Det var ikke helt seriøst. Men heller ikke decideret useriøst. Altså forstå os ret: Vi håber fandme, der kommer gang i hotdog-salget derude, og når tiden tillader det, er nogle af os glade gæster til reserveholdets kampe og nyder gerne en Frankfurter og/eller en Kæmpe Læske, men det ville ikke være godt at sætte os til at styre biksen. Ingen af os er fx ret gode til økonomi. Vi er egentlig heller ikke et par, selv om vi absolut ikke har noget imod, at mænd bor sammen.

Nå, men beklager, hvis du er skuffet - vi håber virkelig, at I finder den/de rette, som findes derude et sted.

God weekend!

/VHA

søndag den 28. august 2011

Loppen på dansk

Raul har også fundet frem til det der Google Translate.


fredag den 26. august 2011

Brian Sting: Mesteren af spin og røgslør

Troede I virkelig på den peruvianske røverhistorie om Loppen?

Nå, velkommen til Oliver. Island/Peru ... what's the difference.



onsdag den 24. august 2011

Tænk hvis vi vandt i Lotto...















Mens mange af os lå og drømte om Åh! Donkor!, og troede at han ville blive vinduets helt store kanin i hatten, så  har Brian Steen åbenbart benyttet natten til endnu mere eksotiske forhandlinger.

Han er ifølge diverse mellemamerikanske aviser og hjemmesider rejst til Lima for at snuppe Perus mest eftertragtede fodboldspiller for næsen af OB, FCK, Villarreal, Athletico Madrid, Twente og mange andre små og store klubber. Det er noget med 4,5 mio. kroner, 30%-klausul til hans peruvianske klub, nogle århusianske købmænd osv.

Kort sagt: den vildeste lottokupon der nogensinde er handlet i Østjylland. Og i det her tilfælde er 'lottokupon' ikke benyttet som det skældsord, som det ellers har udviklet sig til henover de seneste transfervinduer. Lotto har altid være nervepirrende, og selvom risikoen for fiasko er enorm, så handler det jo bare om at fokusere på de 40 mio., som ligger og venter forude.

Mit eneste problem i den her sammenhæng er, at vi åbenbart ser ud til kun at få to år til at sælge ham videre. Så skal han altså hverken blive skadet eller bruge et halvt år til vænne sine 167 cm til de nordiske forsvarsspillere og deres glidende tacklinger. Men mon ikke Perus Messi kan håndtere den udfordring?

Han skal kort sagt bare slå Berg af holdet i en rasende fart og bevise, at han kan score endnu flere mål end landmanden. Go Raul! Go!

Tænk hvis vi vandt i Lotto... (den skeptiske version)

Det estimerede og i journalistkredse højt respekterede fodboldwebsite bold.dk, hævder at vi er endog meget tæt på Raul Ruidiazz. Først brokkede spillerens agent sig over den peruvianske klub. De var nogle døgenigte som ikke var til at handle med. Nu, blot kort tid senere, viser det sig at det var de slet ikke. Næ, Universitario de Deportes' presidente mente, at man var sågar rigtigt tæt på en handel der sikrede AGF 70% af spilleren til den nette sum af 4,5 millioner. Og så var den skid ligesom slået.

Men hvem er dette uslebne peruvianske inkaguld egentlig? En ung uprøvet spiller fra den peruvianske liga, med 4 landskampe, suspekt udseende youtube videoer og med agenter der hedder Shanks, Shucks og Ninmar Akcan. Virkelig? Seriøst? Har vi (eller Bricks eller Ceres) virkelig 4,5 millioner at skyde efter Ruidiaz? For real?

Hmmmm. Ikke overbevist. Havde det været Championship eller Football Manager, så var det noget andet. Men der skal satme sælges nogle Store Klaus, for at hente pengene hjem, hvis Ruidiaz viser sig at være den nye Danilo.

mandag den 22. august 2011

Simpel mandagserotik



På Vesterbro er vi afslappede og trygge ved vores seksualitet. Guderne skal vide, at en søndag på Skipper ofte udvikler sig til en omgang regulær grab-ass mellem assorterede småbørnsfædre.

Derfor, på denne mandag, dette suggestive billede fra heden. Flaunt it Glenn.

søndag den 21. august 2011

3 ting fra dagens kamp

*Jerry Lucena er stadig ikke højreback. Er Odonkor?

*Casper Sloth, asså, det kan godt være han er stjernen på u/20 holdet, når vi møder stormagter som...Nordirlands unge stjerner. Men når han møder Superligaens mellemvare, så er det ikke helt så prangende. Vi elsker dig Slothy og det skal nok komme. Men idag var en mager omgang (mayn)

*Uden at man sådan skal ha en FIFA prolicens, så har man i de sidste 2 kampe kunne se at der er store problemer med midtbanen. Vi tillader modstanderholdet mere skydeplads end en 14-årig knægt i Tivoli Friheden. Eller noget.

fredag den 19. august 2011

Idag i Enghaveparken

The Orb. Ren nostalgi.



Det er fra 18-19. Vi ses!

Oh! Donkor?!

Så er den gal igen! Brian Steen har igen haft feberdrømme, er stået op af sygesengen for straks at ringe til sin yndlingsagent for at tjekke, om endnu en uopnåelig (tidligere) storspiller skulle være interesseret i at skifte til en dansk nedrykningskandidat. Den slags SKAL jo prøves.

Historien melder intet om, hvorvidt David Odonkor seriøst skulle overveje, om han vil gå i Nando Rafaels fodspor og forsøge at få en skadsplaget karriere på ret køl i Århus.

Men hvis han gør, så kan vi være godt på vej til at opgradere Jeremiah White til en version med samme speed, samme tvivlsomme scoringsgennemsnit MEN med erfaring på et ekstremt meget højere niveau. Når han indimellem har været skadesfri har han spillet to slutrunder, spillet mod de største i Bundesligaen og Primera Division.

Jeg er ellevild med ideen, men jeg tror, det ender helt galt med laaange skadesperioder kun midlertidigt afbrudt af fantastiske kampe, hvor selv de hurtigste forsvarere i ligaen vil blive helt og aldeles til grin. Gi den gas, Brian Steen!

The blazer is back!

Du tvivlede på den. Du nærmest hadede den. Men nu er du nødt til at vænne dig til, at...


onsdag den 17. august 2011

Peter Sørensens buks

I et tidligere indlæg på denne blog, var denne signatur inde på nogle af de problemer der synes at manifestere sig i Peter Sørensens nyligste valg af kampbuks. Det har været fra himmel til helvede for en selvudnævnt beundrer af den stilige herrebuks. Vi er, folkens, på vej ud på et denim skråplan.

Eksempel #1



Dette billede viser ikke tydeligt den krise som Peter udstrålede efter Silkeborg, hvor buksen givetvis både var stonewashed, tæt i skridtet og (som denne signatur husker det) også med svaj. Dog kan man i på dette billede pege på 2 kritiske faktorer. Den første er de prægede områder på lårene. Jydske Bukselov (af 1768) stipulerer at: "sågar man skal have skjorte i buks, find da en anonym buks". Det er også værd at kommentere at skjorten tilsyneladende er ved at sprække, Bruce Banner style. Det andet er at Peter er veludrustet, der er ikke plads til Peter i disse bukser. Mere om denne problemstilling i næste eksempel.



Eksempel #2



Problemet her er tydeligvis at bæltet Peter bærer, accentuerer det der sidder under bæltet. Hvilket, og det gør mig ondt at sige, bibringer den effekt at Peter tilsyneladende er iført skridtbeskytter eller Mankini. Uheldigt.

Denne signatur drømmer sig tilbage til de knapt så eksperimeterende tider, pre-denim årene, hvor der nok var (og stadig er) skjorteissues, men hvor de var pakket ind i noget anonymt fra Mr. Jardex. Peters skifte til det mere moderigtige denim er fulgt i kølvandet på et par omtumlende runder af Suppen. Tilfælde? Intet er tilfældigt i det her game.

tirsdag den 16. august 2011

Sådan en aften...

...burde man virkelig læne sig tilbage og nyde en iskold plzner.


3 ting vi lærte fra mandagens kamp

*Jerry Lucena er IKKE svaret på den ny-problematiske højreback position.

*Peter Sørensen har en forvirrende smag i denim-ben-produkter. På det seneste har der været en kombination af kassebuks, med stonewash og ekstra lårplads. Hans bukser kræver en længere analyse. Det kommer vi ind på senere.

*Denne sæson handler om simpel overlevelse.

torsdag den 11. august 2011

Er Martin den nye Bjørn?

Husker du BPD's referater fra AGF-træningerne? Dem knuselskede vi.

Det var der, det danske vejrlig på poetiske vis blev kædet sammen med De Hvides gøren og laden på Fredensvang; der vi fik et ordentligt indblik i, hvad der skete på græsset, når det ikke var kampdag.

BPD skrev for mtac.nu (var det ikke?) og gjorde det så godt, at vi forsøgte at hive ham over til den vesterbroske side som en slags jysk stringer, men vi var for sent ude: BDP skulle gøre sit land ære og bagefter på højskole, så det var ham ikke muligt at fortsætte med store og små meldinger fra de AGF'ske træningspas.

Nu kan vi med glæde konstarere, at den altid boblende fanscene har fundet en værdig afløser i Martin fra agffan.dk, der i den grad fylder skoene ud efter BDP.Vi kan ikke udelukke, at det er os, der er en smule bagud og at han skrevet i lang tid, men bedre sent end aldrig og alt det der...

Vi iler med at anbefale seneste ord fra Martins gyldne poter, der blandt andet beretter om en nyklippet Anders Nielsen, en uskarp Søren Larsen og besøg fra Baronen, der blev set forlade Fredensvang sammen med AGF's bedste filippiner.

For god ordens skyld: Ironi er ikke anvendt. Det er soooo last century.

mandag den 8. august 2011

Hvem ka?

Sanel ka! Håber jeg. Bon chance i FC Fredericia kære Sanel. Og stik lige mini-mund-minus-læbe fra Nordjylland en kindhest inden du kommer hjem.

Bjæf! Bjæf!

- Jeg synes, at jeg har overskud, men jeg bliver jo taget ud hver gang. Så er det ikke så nemt. Jeg skal åbenbart bruge krudtet i løbet af 45 eller 60 minutter. Men så må jeg jo gøre det, siger Graulund til spn.dk.

Og resten her.

fredag den 5. august 2011

Fra os til dig

Der har været lidt stille her på bloggen den sidste uges tid, men sådan er det, når vi arbejder med store ting i kulissen. Det der begyndte som en strøtanke førte nemlig meget mere med sig, end vi havde forestillet os.

Vi har brainstormet, været til udviklingsmøder, konsulteret byens skarpeste web-hoveder, tænkt os mere om, snakket med grafikere og AD'ere, besluttet os for at arbejde sammen med Supertusch og endelig slået hul på sparegrisen for at kunne give dig ...
denne hjemmeside. 

Selv tak.

fredag den 29. juli 2011

Ode til en Jens

Det er sørgeligt. Og nu skal i sågu ikke fnise, vi mener det faktisk. Det er rigtigt trist at sige farvel til Jens. Adieu Jens, håber vi ses igen.

Og vi vil altid ha den der halvleg i Parken, hvor Peter Bonde sagde du skulle være på landsholdet.

fredag den 22. juli 2011

TV Kamp

Tænker lige at jeg vil reklamere for søndagens TV Kamp i København som IKKE bliver vist på Brasserie Skipper, men derimod er henlagt til Southern Cross, som ligger i Kongens København (et totalt usexet kvarter, men det gemmer vi til en anden diskussion).

Læs mere om herlighederne her.

Og hvis man nu er i Århus og vil se kampen med et glas hvidvin og en Croque Monsieur - hvor går man så hen?

torsdag den 21. juli 2011

Og det siger Boom Boom...

Vi er egentlig ikke meget for at hjælpe kommende modstandere alt for meget på vej, men måske de hos grænselandets stolte fodboldflagskib, Sønderpølsen, skulle skæve lidt til samme organisations ishockeyafdeling for at få... sådan rigtig... succes.

Her har de nemlig fået nyt udstyr, der skal tromme dem frem til flere point på isen. De har sgu fået en ny tromme. Wup! Bare sådan lige.

Det har de selvfølgelig skrevet om i Jyske Vestkysten, hvor der også er et lille billedgalleri af nogle af de implicerede parter. Fra venstre ses Michael Rasmussen fra bestyrelsen i supporterklubben, Kent Nielsen fra VVS Søberg, Peter "Patter" Christensen og Peter Vollstedt.


- Den er ikke indviet, før den har fået blod, fortæller "Patter", der af og til bliver så ivrig, at han slår sine fingre til blods.

lørdag den 16. juli 2011

Westcoast-Aarhus t/r

VHA's køreservice tilbyder transport fra Houvig/Søndervig/Hvide Sande/Ringkøbing mandag eftermiddag 1400ish. Skriv her, hvis ...

torsdag den 14. juli 2011

onsdag den 13. juli 2011

Lange Lune Larsen *edit*

Vi bliver jo nødt til at tro på det stadigvæk. Hvis ikke vi gjorde det, så ville vi jo fremstå som blogosfærens værste vindbøjtler...

Sushi Simon Mik-Makienok bliver AGF's nye frontangriber!

Nuvel, vi kan også nøjes med Lune Larsen, som B.T. hævder skriver under på en 2-års kontrakt, så snart han kommer tilbage fra Toulouse.

Og hvis de, blandt vindbøjtler så kendte, Berlingske tabloidhunde har ret, så er det kun fordi de opsnappede følgende SMS mellem Larsen og Berti:

cs om lit. j skrvr for d hvi asap. knuzzer. søren.


Der er vi jo så lidt mere fine på den og baserer vores oplysninger på en stribe af undercover informanter. Anonyme naturligvis.

*Og nu er der indkaldt til pressemøde. Ville det ikke være sjovt, hvis det nu rent faktisk var Sushmin Aggemam? Lang næse til BT, stor cadeau til VHA's spioner.

Nå men, det betyder jo at Fanshoppens overskudslager af ID VOKS PRODUKT finder en ejermand i Larsens 90'er Beckham frille*

fredag den 8. juli 2011

Tyk eller tynd?



Hvis vi skulle kommentere på alle de spillere, der rygtes til klubben, ville vi få travlt. Ikke desto mindre er oplysningerne om Lange Larsen lidt spændende, eftersom Kniven har erkendt, at der kigges på angribere, ligesom det forhold, at Larsen er bygget af glas og æggeskaller, tyder på et prædestineret forhold til AGF.

Hvad siger I til det, homies - Pølsehorn eller Bønnestagen (og så ser vi lige bort fra det faktum, at der ikke er penge til nogen af dem. Altså i betydningen "rigtige penge" og "have råd")?

Og hvad med Sushi-Simon? Hva hva?

onsdag den 6. juli 2011

Optakt til Suppen

Vi har været væk et års tid og nu er det snart tid til at vi skal op og spise fint med de store drenge i Suppen. Men hvordan var det nu det var, sidst vi besøgte dem og gad vide hvordan det bliver, nu hvor vi (igen) er den 'nye i klassen'...

Mit eneste håb er at de her to barske fyre ikke står klar til sæsonstart, for så står den vist på buksevand og skipperbryst.

tirsdag den 5. juli 2011

Kongens fald *BREAKING NEWS*

Steffen er skadet i gokkehånden og et spændende eksperiment kan starte. Hvordan kommer det til at se ud når Staff ikke er der til at vogte kassen og Ousager kan steppe up? Skipper Bodega vil være et underligt tamt sted at opholde sig til sæsonpremieren, når nu SR ikke er der til at flagre håbløst efter indlæg.

Hvem skal vi nu råbe af?

mandag den 4. juli 2011

Sproghjørnet

Yppe kiv, siger du? Ja, det siger vi. Eller det sagde vi forleden, da det viste sig, at Moderskibet ikke lige synes, at VHA er real nok. Næ, et par flade "jeg tager AGF-trøje på nu og da"-fans er angiveligt langt mere cool, og sådan er det så nok bare. Åbenbart.

Og så var det, at kiv-ypningen kom på banen. Og hvad er det så lige, det betyder?

Gør som Jeremiah og Nando og læs Biblen. Vi anbefaler Ordsprogenes Bog, kapitel 17, vers 14.

Resten af versene er i øvrigt ikke at kimse ad.

PS: Vi tør ikke lægge et billede op. Håber, I forstår.

torsdag den 30. juni 2011

Er det bare os eller....?

Det er lidt ligesom om, vi er røget i bad standing hos Moderskibet efter BSN-farver/striber-gate. Nu er vi for eksempel ikke stolte nok til at være blandt de nominerede i denne lille ting.

Vi føler os ellers ret stolte.

mandag den 27. juni 2011

Vi har fået en mail ...

Det er Mikkel, der skriver:

"Hey

Jeg har ikke lige gennemskuet konceptet med Hard Core Vesterbro. Kan man melde sig ind og mødes i for at se kampe etc.?"

Er der ikke lige nogen, der svarer?

lørdag den 25. juni 2011

BREAKING


Nok har Kniven visse udfordringer, når det gælder tern, men en lille tøjkrise hindrer ikke den gode mand i at lave bizniz. VHA kan nu afsløre, at få timer efter, at ROAR! havde forladt sportschefens hjem, var selvsamme sportschef videre til det næste levende billede. Han hedder Sushi-Simon, scorede 16 mål for HB Køge i sidste sæson og indtog en middag ved Åen i selskab med modekongen. VHA's kilde kunne af forskellige årsager desværre ikke se Knivens påklædning.

VHA løber gerne risikoen for at komme til at se lidt dumme ud og byder hermed Simon Makienok Christoffersen velkommen til AGF. Pas i øvrigt på hovedet ude på Fredensvang, Simon. Dørkarmen hænger lidt lavt ved trappen ned til omklædningsrummet for sådan en kraftkarl som dig.

Beef med Kniven



Kære Moderskib

Som AGF's vel nok stærkeste fanfraktion (på alle tænkelige måder) føler vi os kaldet til at klage over den tøjstil, som sportschef Brian Steen Nielsen er begyndt at lægge for dagen.

Det er ok, at klubben sætter tæring efter næring og ikke ligefrem smider om sig med personal shoppers ad lib, men den mundering, som den gode mand er iført på det billede, som er blevet offentliggjort i forbindelse med tilknytningen af Atle ROAR! Håland, er stærkt bekymrende.

Når vi tager konflikten direkte, skyldes det ikke kun et stærkt samfundsmæssigt sindelag, men snarere at vi ved, at Brian Steen Nielsen jo godt kan, når han skal. Ja, rent faktisk mener flere af os, at han normalt vil gå under betegnelsen "en pæn mand". Lad os bare svinge os op til at kalde ham et stilikon.

Nu skal man ikke male fanden på væggen, men vi er oprigtigt bekymrede for, at Kniven skubber Tommy Kuglepen af pinden som fodboldens dårligst klædte mand.

Med forventning om at forholdet bliver bragt i orden og med ønsket om en god weekend

/VHA

Meddelelse fra Moderskibet:

Nu da VHA har kastet sig over et emne, som ellers er forbeholdt smagsdommere som Jim Lyngvild, Uffe Buchardt og Mads Christensen, har sportschef Brian Steen Nielsen set sig nødsaget til at komme med en kortfattet udtalelse:
 
Kære VHA
 
Jeres kritik er naturligvis taget til efterretning - men jeg er ikke enig. Hvor er striberne? Hvor???
 
Med moderigtig hilsen
 
Brian Steen Nielsen

fredag den 24. juni 2011

ROAR!

Behørigt velkommen til - forhåbentlig - en rigtig styrmand. Og et lille "´hold-kæft-dit-tøj-matcher-dårligt-Berti"-opråb fra hipsternes hovedstad.

torsdag den 23. juni 2011

Det står den på

Jeg ved ikke med jer ovre i Eskildsgade, men i 1650 har den i de sidste uger ikke stået på meget andet end ham her. Ikke mange gange siden noget tidlig Hot Chip har jeg hørt noget så vanedannende.

onsdag den 22. juni 2011

Mad til folket



Kære AGF af 1880



Vi kan med stor interesse konstatere, at I søger et dynamisk, "voksent" og selvstændigt par som bestyrere med mere til klubhuset, cafeteriet og baneanlægget i Fredensvang.

Den tjans napper vi gerne - ikke mindst fordi "voksent" er sat i citationstegn. Det giver ligesom lidt spillerum, for helt ærligt - nogle gange er vi måske lige til den kække side. Men det skyldes såmænd blot en voldsom veneration for livet i almindelighed og kaffe, croissanter og cava i særdeleshed. Vi er levemænd, og den tilgang vil vi gerne lade fodboldfolket komme til gode.


Af relevant erhvervserfaring kan nævnes, at VesterbroHardcoreAGF består af folk med hands on-erfaring fra blandt andet Crazy Daisy i Kolding, cafeteriet på Samsø-Linjen og plejehjemskøkkenet på Lokalcenter Langenæs. Kan vi lave mad og servere fadøl? Yes we can!


Vores bopæl er måske lidt langt væk, men til gengæld er vi i den grad GF'ere i hjertet.


Vi ser frem til at høre fra jer.


VHA

Kære VHA
Tak for jeres henvendelse. Den var ikke kedelig:)
I bedes dog sende et CV på de konkrete personer der søger stillingerne. 

Med meget venlig hilsen
Bo Larsen

tirsdag den 21. juni 2011

Ciao Dan T...

Så er den nyeste og nu gamle røde baron (TM) frisat til la dolce vita et sted i Norditalien. Eller det er et stort måske, for den taktiske megahjerne, som er Dan T, har endnu ikke fundet sig en ny klub.

Herfra skal lyde et stort arrivederci og tak for alt. Tak for turen ned og turen op. Og tak for at du beviste, at selvom man har været barndomsspiller et sted, så er det altid ikke der ens hjerte bor.

søndag den 19. juni 2011

Kom hjem Tobbe

Du godeste, hvor savner vi noget spræl. Jeg foreslår, at vi henter Tobbe i vinterpausen, for han kan sgu noget, ingen på det alt for homogene hold fra Fredensvang kan: lave lidt rav i den. Og her tænker vi ikke på den forstenede harpisk mange midaldrende bibliotekarer bærer om halsen, subsidiært som broche.

Og så ved Tobbe alligevel ikke, hvad han skal lave efter november. SIGN!

torsdag den 16. juni 2011

Brian Steens norske sviptur

Både medier og AGF-fans er efterhånden så sultne efter transfernyt, at der opstår historier ud af stort set ingenting. Så derfor var det lidt af en lækkerbidsken, at en ualmindelig vågen norsk journalist spottede Brian Steen på ståpladserne i Haugesund under de lokale drenges kamp mod Viking for et par dage siden.

Af en eller anden grund blev historien med det samme vinklet i retning af den tidligere serbiske u21-angriber Nikola Djurdic, der selv hoppede i med begge ben og begyndte at udspørge holdkammeraten Jacob Sørensen om AGF og den danske superliga.

Omtrent lige så interessant er det imidlertid, at Viking i denne sæson råder over ingen ringere end midtbanespilleren King Osei Gyan, som var tæt på at blive AGF'er i det seneste transfervindue. Han kom ikke på banen i Haugesund, men det forhindrer jo ikke Brian Steen i at rejse op for at snakke med King for at holde linjen varm til midtbanetalentet.

Men hvorfor skulle Brian Steen bruge tid på en defensiv midtbanespiller, når vi er ude efter en angriber og en kantspiller? Tja, godt spørgsmål. Måske fordi Kasper Povlsen er væk til vinter, og King Gyan på det tidspunkt rykker teltpælene op og overtager hans plads i Århus? Hvem ved?

tirsdag den 14. juni 2011

Fællessang med Ove P.

Mens vi ikke helt ved, hvad vi skal mene om krifa-debatten, er her noget aldeles harmløst. Og dog, ved nærmere eftertanke.

Vi kan ikke fortælle, hvordan vi er kommet i besiddelse af denne video, men du bliver nødt til at se den. Det er første første og eneste gang, du ser Ove Pedersen og Satin-Tommy synge i samme kor på en ornli' syg klassiker.

Det er Esther Brohus, der synger for, og det hele blev optaget i Forum Horsens.
Take it away.

onsdag den 8. juni 2011

Stald-udsalg














Brian Steen er tilsyneladende taget på shopping i Randers, hvor 'landsholdsaktuelle' Mikkel Beckmann lige nu nævnes som en hot afløser for Benny Feilhaber. Absolut ikke noget dårligt bytte, men det lyder også dyrt.

Men hvem er det, der står og gemmer sig der bag Beckmann? Jo, det er transerfrie Ousmane Sarr, som jeg personligt hellere ville have fingrene i. Du ved, ingen mellemmænd der skal have 80%, når han bliver solgt, eller hvordan vi nu skulle få råd til Beckmann.

Men hvem vil du helst have til at tage over fra Benny Burger? Hvad har du af brandvarme rygter fra et hemmeligt Randers-forum? Let's go!

mandag den 6. juni 2011

Vesterbro er det nye København K.

Nå, ikke noget nyt den AGF'ske del af fodboldverdenen, derfor kun en notits fra hverdagen i vores kvarter:

Der blev spillet "I wanna dance with somebody" så ingen kunne høre hinanden, ekspedienten (den godt trænede type) blinkede til mig med det ene øje, og jeg fik en Energizer.


En dejlig dag på Stenbroen. Velkommen til Joe & The Juice.

lørdag den 4. juni 2011

På opfordring

Er jeg blevet bedt om at poste dette anthem, denne Baltimore CLUB inspirerede Kødbys dasker. Distortion HVER dag, hvor fedt ku det lige være!?



Snapback, Fix Bike, overskæg, ska vi knep?

tirsdag den 24. maj 2011

Krabbes sidste AGF-måltid


Frederik Krabbe spiller sin sidste hjemmekamp i aften, inden noget nyt venter et eller andet sted derude. Må du pløje andre baner i en snarlig fremtid - og tak for denne gang!

Vi kunne egentlig godt selv skrive flere mere eller mindre velvalgte ord, men når andre har gjort det for os, kan vi ligeså godt viderebringe brugeren Cadogans ord om Krabbe på gf-forum.dk:

- Det bliver med en klump i halsen jeg tager på stadion i aften. Jeg har aldrig nogensinde været mere vemodig ved, at skulle tage afsked med en AGF-spiller end jeg bliver her til aften. Frederik Krabbe har altid stået for det jeg sætter pris på ved AGF. Klubånd, offervilje og en evne til altid at spise op. Han har aldrig lagt skjul på, at AGF er hans hjerteklub, og han stod skulder ved skulder med os på tribunen inden han fik sin første kontrakt.

Hvem husker ikke dengang hvor Frederik Krabbe hev en sejr hjem i overtiden ved, hængende i overliggeren at skovle den over mål. Eller dengang hvor han flækkede to tænder og alligevel spillede kampen færdig. Eller alle de gange hvor han har ligget og vredet sig i græsset, blot for at rejse sig og spille videre i smerte to minutter senere.

Krabbe nåede kun at få én skade i AGF, men den endte med at koste ham jobbet.

Jeg tænker tilbage på de kampe hvor vi havde Steffen Rasmussen, Anders Kure, Frederik Krabbe, Jens Gjesing og Michael Lumb i forsvaret. "Young Guns" bliver reduceret mere og mere, og jeg er bange for, at Anders Kure og Jens Gjesing også skal stramme sig an, hvis ikke de også er færdige i klubben når deres kontrakter udløber.

Det vil gøre ondt på mig, at se Frederik Krabbe tackle igennem for Horsens, Sønderjyske eller Randers (Gys!) næste sæson.

Vi glemte lige...

... at give Kudos til KP for den (bevares, forventede) udtagelse til U21-EM-truppen.

Nogle ustabile typer skal sies fra, inden det sådan rigtig bliver alvor, men der må Bordinggaard kigge andre steder hen. Læser du med her, Keld?

torsdag den 19. maj 2011

Seniorordning

Oprykningsmarch

Til trods for at det er den samlede fanscene som skal marchere gennem Århus' gader, så venter VHA spændt på en invitation til denne magnifique event. Og lad det være slået fast med syvtommer søm: VHA elsker at marchere, især stræk og med særlige kompetencer indenfor uptempo march, det er den med syvmilestøvler.

Så Hallå Århus United, er vi ikke fine nok eller hvad?

mandag den 16. maj 2011

Lidt mere om øverste hylde...
















Der har på diverse debatfora været lidt forvirring, efter det for nylig kom frem, at AGF igen satser på at tilknytte Simon Makienok Christoffersen. Mange debattører hævder således, at den lange angriber ikke hører til på den øverste hylde, som Brian Steen tilsyneladende er kommet for skade at love spillere fra før come back sæsonen efter sommerferien.

Vi kan her på sitet dog råde bod på den kedelige misforståelse. Efter at have konsulteret alle vores kilder tæt på klubben kan vi nemlig slå fast, at Brian Steen ikke på noget tidspunkt har lovet spillere fra den øverste hylde. Han skulle derimod tidligere på et lukket møde med klubbens sponsorer have fortalt, at klubben ville intensivere jagten på en spiller, der kunne den øverste hylde.

Og det er netop den rolle, næsten to meter høje Christoffersen er udset til at udfylde i truppen. Dermed skulle den diskussion igen kunne lukkes.

Silly Season Part et-eller-andet

Mange blogger.com-sider har været nede på grund af noget teknisk halløj, der sikkert kan henføres til Aserbadsjans Melodi Grand Prix-sejr, så vi har heller ikke kunne opdatere din yndlingsblog.

Lad os derfor samle op på de seneste rygter i det, der tegner til at blive det mest interessante transfervindue i et par sæsoner.

Navne, rygter og andet godt:

- HB Køges sushi-angriber Simon Makienok (*bækken-dask*) er ifølge agffan.dk ny mand i klubben. Lægetjek i dag mandag. Det sender så Sanel Kapidzic et andet sted hen, gætter vi på.

- OBs reservekeeper, Emil Ousager, så godt som bekræfter, at han hellere vil sidde på bænken i Aarhus end i Odensen.

- Duncan på folkeaktier.

- Morten Nordstrand vil ikke afvise noget. Det er vores vinkel på et klip på kanalsport.dk. Han var bomben i weekenden. VHA siger "køb".

- Tommy Bechman til AGF. Han har købt hus i Egå. Så er der vist ikke nogen tvivl.

- Farvel til Dan T. Han og familien har solgt huset og er rykket i en treværelses lejlighed. Så er der vist ikke nogen tvivl.

- Stephphan og Howard siger "Forlæng med Frederik Krabbe" (eller Joe, som de kalder ham)

torsdag den 12. maj 2011

Ny trøje igen-igen

Sådan ser endnu en ny trøje fra AGF-fabrikken ud. Den koster 699 kr., og så kunne man jo tilføje, at "ham Duncan betaler jo heller ikke sig selv", men den sti vil vi slet ikke gå på.

Næ, lad os bare åbne op for lidt billedfortolkning gymnasiestyle på det her foto, der viser trøjen - inkl. fuglebryst, "Stolte som få"-logo og noget med at blande blod. Det skriver de selv på moderskibet.

mandag den 9. maj 2011

Det går pt. ikke så godt














Åh ak og ve. Så skete det, der ikke måtte ske. Vi følte os uovervindelige, og troede at den allerede var hjemme.

Det er den ikke. Ifølge Thomas Thomasberg er vi pt. ikke længere det bedste hold i 1. division. Det er nu nogen, der hedder svanerne. Eller bare HB Køge. Det er surt.

Læs hele den triste historie henne på bold.dk.

OPDATERET KL. 15:14: Vores interne research-afdeling har fundet frem til, at vi alligevel stadig er det bedste hold i 1. division. Vi er derimod ikke længere det stærkeste hold. Vi beklager fejlen.

Daaaaame og vagabonderne

Hooliganisme er en grim ting. Det så man senest på stenbroen igår søndag, da en flok overordentligt granvoksne amfetamintosser (med skånsk påhæng) indtog Vesterbro Torv, for senere (alt for meget senere) at tage til New Firm (sic. med sick på) i Brøndby et sted. Sikke en flok tabere.

Desværre udspillede der sig for nyligt lignende scener i Hvidovre. Og nej jeg tænker ikke på den unge fyr på Knallert 45 der måtte eskorteres derfra, mens han sang om jyder og grise. Jeg tænker på den ubehagelige verbale kanonade en ung langhåret spiller fra Hvidovre måtte lægge øre til. Undervejs i 2. halvleg måtte han finde sig i tilråb som "daaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaame" og "ensom dame 40 år", imens andre lømmeltyper piftede tillokkende og, efter hvad jeg kunne tolke, sendte decideret lumre blikke hans vej.

Vi ved ikke hvem der gjorde sig bort, men på vegne af dem vil jeg godt sige: undskyld Øssur M. Dalbud, der var nogen der gik over stregen. Det vil ikke ske igen.

Og send ham lige noget love @dalbud på det der Twitter.

Årets spiller: Peter Graulund

Selvfølgelig skulle det da være ham, når der nu skulle udpeges en Årets Spiller i Peterstrojkaens første leveår:

Tillykke til topscorer PG med titlen, der kom i hus med 62 procent af de 181 afgivne stemmer. Så vanker der sgu nok en ny Ed Hardy t-shirt og en fri-aften fra tvillingerne.


Og lad os så håbe, at Wammen som en sidste gerning inden Folketinget kalder, får gennemtrumfet en af vores brugeres forslag. Søren G. skriver:

"There can be only one. Og der skal rejses en statue af ham på Store Torv. Komplet med manke og store fortænder... og ild i støvlerne."

Listen:
PG: 62%
Martin J.: 9%
Arthur Sorin: 6%
Devdariani: 5%
Mark Howard: 3%
Stephphan: 3%
Hjalte: 3%
Steffen Rasmussen: 2%

Som tidligere skrevet, finder kåringen allerede nu sted, da de resterende kampe - det er bloggens, ikke Peterstrojkaens (officielle) holdning - er uden betydning.

søndag den 8. maj 2011

Bu-Bu-Bundesliga

Tillykke til Nando og Augsburg, der er rykket op i den bedste tyske række.

Betyder det også penge i den aarhusianske pengekasse?

mandag den 2. maj 2011

Journalistik 101

Mikkel Kirketerp?! Mikkel KIRKETERP?!?!

I 1657 kender vi ham kun som vores allesammens ildrøde kælegris. Sådan cirka.

søndag den 1. maj 2011

Årets spiller er...

Ja, det bestemmer du. Lige derovre →

For med fem kampe igen og oprykningen i hus, er det svært at tro på, at der bliver leveret på et fornuftigt niveau. Derfor.

Begrundelsen smider du her ↓

Su-Su-Superliga!

lørdag den 30. april 2011

The Return of Pølsehorn?

Det var mest mere end tydeligt, at sidste Superliga-forår med en skadet Hunden var en ikke uvæsentlig faktor i nedrykningen (nå ja, og så noget med udlejningen af Nando til Augsburg, der lige nu ligger til oprykning til 1. Bundesliga - med 13 Rafael-mål som en del af succesen.)

Situationen er sidenhen ikke forbedret væsentligt. Graulund gør sit, men holdet kan ikke holde til at undvære ham, når alternativerne hedder Arne Johansen, Sanel (der noget skuffende ikke har fået sit gennembrud - heller ikke i 1. division) og Devdariani og (i skadessituationer) Bondemanden.

Det ved man selvfølgelig godt på Fredensvang, og vi er helt med på, at tilgangen af en bomber er et must-have, som de skriver i damebladene.

Men hvem?


Mest brandvarme navn pt. er Duncan, der ikke selv afviser noget som helst.

Silly season er i gang, og du skriver bare løs.

fredag den 29. april 2011

Hundeopdræt


Det er med Vesterbro Hardcore AGF som med brødrene Laudrup og Ida Davidsen: Evner forpligter.

En af vores største evner er, at vi kan få ting til at ske. Vi har knækket AaB, vi har fået Røde-Mikkels karriere på skinner og vi er i øvrigt meget tæt på at få flyttet en helligdag.

Når vi nu kan læse, at Peterstrojkaen vil have en ny angriber, kan vi meget glæde bekendtgøre, at vi er på sagen.

(Tag jer i øvrigt ikke af, at det er Kell, der svarer på vegne af Ole Sportschef. Ole har nok travlt. Mens Kell tager sig af spin-delen, skal der jo lige pakkes en Kia Seed med støvler og sår'n, så tæppetisser 2.0 kan komme af sted mod Århus).

Mojn. Eller Mojn Ole. Hej. Arh fuck – vi kan ærligt talt ikke finde ud af det der hilsen-på-sønderjysk, og vi er ellers temmelig ferme udi sprog, hvis vi selv skal sige det.

Men lad nu det ligge. Når vi kontakter dig her på bagkanten af en påskeferie, som du forhåbentlig har nydt i fulde drag, handler det om business.

Sagen er, at vi heroppe i Århus som bekendt har verdens mest elskelige køter løbende rundt oppe i forreste geled, hvor han inzaghier løs, mens han samtidig opdrager på unge af både islandsk og bosnisk oprindelse. Sagen er også, at han desværre ikke bliver yngre, og derfor står vi inden for en overskuelig tid med en lille udfordring: Hvem fanden skal egentlig score vores mål?

Nede ved jer har I en lille hidsig satan, som vi rigtig godt kan li’. Mest fordi han netop er hidsig, men også fordi han kan lave mål. Og hov – hvor er det lige, vi har set den kombo før? Nemlig.

Derfor: Hvad siger du til, at vi får jeres tæppetisser – lad os kalde ham Kenneth F – og I får noget andet? Det mest frugtbare for et samarbejde vil næsten være, at du fremsætter et krav. Du skal vide, at det er ok at sætte overliggeren højt. Her i Vesterbro Hardcore AGF er vi vant til store armbevægelser, og vi minder i al beskedenhed om, at vi de facto ejer Mikkel Kirkeskov, hvilket burde vidne om vores indflydelse.

Vi kan også selv spille ud: Vi smider 20 eksklusive Dan T-badges i puljen – kvit og frit. Betragt dem som en bonus. Som det, der krydrer en handel mellem to parter, der respekterer hinanden.

Hvad siger du til sådan en lille sag, Ole?

Mvh. Vesterbro Hardcore AGF

SVAR:
Tak for jeres mail. Vi kan desværre ikke tilbyde en byttehandel som foreslået.
Vi håber, at I får en fortsat god sæson – I ligger jo godt til i forhold til ambitionerne om oprykning til Superligaen!

Mojn, Mojn!

Kell Haugaard
Kommunikations- og Marketingchef, SønderjyskElitesport A/S