Viser opslag med etiketten Pariserbøf. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Pariserbøf. Vis alle opslag

onsdag den 22. juni 2011

Mad til folket



Kære AGF af 1880



Vi kan med stor interesse konstatere, at I søger et dynamisk, "voksent" og selvstændigt par som bestyrere med mere til klubhuset, cafeteriet og baneanlægget i Fredensvang.

Den tjans napper vi gerne - ikke mindst fordi "voksent" er sat i citationstegn. Det giver ligesom lidt spillerum, for helt ærligt - nogle gange er vi måske lige til den kække side. Men det skyldes såmænd blot en voldsom veneration for livet i almindelighed og kaffe, croissanter og cava i særdeleshed. Vi er levemænd, og den tilgang vil vi gerne lade fodboldfolket komme til gode.


Af relevant erhvervserfaring kan nævnes, at VesterbroHardcoreAGF består af folk med hands on-erfaring fra blandt andet Crazy Daisy i Kolding, cafeteriet på Samsø-Linjen og plejehjemskøkkenet på Lokalcenter Langenæs. Kan vi lave mad og servere fadøl? Yes we can!


Vores bopæl er måske lidt langt væk, men til gengæld er vi i den grad GF'ere i hjertet.


Vi ser frem til at høre fra jer.


VHA

Kære VHA
Tak for jeres henvendelse. Den var ikke kedelig:)
I bedes dog sende et CV på de konkrete personer der søger stillingerne. 

Med meget venlig hilsen
Bo Larsen

torsdag den 7. april 2011

Ansvar pt. III

Efter en anden signaturs neo-konservative gennemgang af ungdommens utilstedelige forvanskning af det danske sprog, er det nu blevet tid til noget modvægt.

For det er ikke lutter tidsler, når de unge og indvandrerne kaster sig over det danske sprog. Det kan godt være, det kaster et halvskidt apostrof-s af sig hist og her, men så får man til gengæld også noget den anden vej.

Tag nu f.eks. en af de nye lokale bøf-restauranter i kvarteret. Her møder vi en entreprenant kok, der bare ikke stiller sig tilfreds med tingenes tilstand og nøjes med den default version af det danske sprog, vi andre lader os nøjes med.

For som det fremgår af billedet, så kan man på Istedgade både sige 'Velkommen' og 'Velbekomme' i ét og samme ord. Det smart bitch.

Velbekommen, siger jeg bare.

lørdag den 17. januar 2009

Gjesing og landsholdet

Det var åbenbart ikke kun AGF'erne der var begejstrede for Gjesing i Parken:

- Årsagen til, at Gjesing ikke blev udtaget i første omgang, var, at vi gerne ville se Kielstrup, men når vi ser Gjesing spille en halvleg som mod FCK i Parken, tænker vi ’hold da op, hvorfor spiller han ikke fast på vores A-landshold’, siger Peter Bonde. Fra eb.dk.

fredag den 15. august 2008

Boeuf du Paris

Pariserbøffen. Et mesterværk jeg i mange år negligerede. Hvorfor? Måske på grund af den rå æggeblomme, de spøjse kapers og den barske peberrod. Alle disse forunderlige ingredienser som skulle væltes over en hakkedreng, jamen, det virkede så unødvendigt! I de senere år er jeg dog begyndt at sætte pris på krabaten, måske er det alderen der rykker, man modnes og pludselig er kapers/peberrod blevet små syrligt/stærke eksplosioner af velvære.

Jeg har smagt mangen en god hjemmelavet pariserbøf, men i søndags, inden kampen i Parken, da havde jeg en mildt sagt fantastisk madoplevelse. Cafe Hackenbusch på Vesterbrogade serverede et brag af en Parisisk bøfoplevelse, en oplevelse som jeg kun kan anbefale. Herligheden kostede mig 75 kroner, men jeg drømmer hver dag om at komme tilbage efter mere. Og mere. Og mere.

Hvordan har du det med den paradisiske bøf?