Viser opslag med etiketten bæredygtighed. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten bæredygtighed. Vis alle opslag

onsdag den 22. juni 2011

Mad til folket



Kære AGF af 1880



Vi kan med stor interesse konstatere, at I søger et dynamisk, "voksent" og selvstændigt par som bestyrere med mere til klubhuset, cafeteriet og baneanlægget i Fredensvang.

Den tjans napper vi gerne - ikke mindst fordi "voksent" er sat i citationstegn. Det giver ligesom lidt spillerum, for helt ærligt - nogle gange er vi måske lige til den kække side. Men det skyldes såmænd blot en voldsom veneration for livet i almindelighed og kaffe, croissanter og cava i særdeleshed. Vi er levemænd, og den tilgang vil vi gerne lade fodboldfolket komme til gode.


Af relevant erhvervserfaring kan nævnes, at VesterbroHardcoreAGF består af folk med hands on-erfaring fra blandt andet Crazy Daisy i Kolding, cafeteriet på Samsø-Linjen og plejehjemskøkkenet på Lokalcenter Langenæs. Kan vi lave mad og servere fadøl? Yes we can!


Vores bopæl er måske lidt langt væk, men til gengæld er vi i den grad GF'ere i hjertet.


Vi ser frem til at høre fra jer.


VHA

Kære VHA
Tak for jeres henvendelse. Den var ikke kedelig:)
I bedes dog sende et CV på de konkrete personer der søger stillingerne. 

Med meget venlig hilsen
Bo Larsen

mandag den 9. maj 2011

Daaaaame og vagabonderne

Hooliganisme er en grim ting. Det så man senest på stenbroen igår søndag, da en flok overordentligt granvoksne amfetamintosser (med skånsk påhæng) indtog Vesterbro Torv, for senere (alt for meget senere) at tage til New Firm (sic. med sick på) i Brøndby et sted. Sikke en flok tabere.

Desværre udspillede der sig for nyligt lignende scener i Hvidovre. Og nej jeg tænker ikke på den unge fyr på Knallert 45 der måtte eskorteres derfra, mens han sang om jyder og grise. Jeg tænker på den ubehagelige verbale kanonade en ung langhåret spiller fra Hvidovre måtte lægge øre til. Undervejs i 2. halvleg måtte han finde sig i tilråb som "daaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaame" og "ensom dame 40 år", imens andre lømmeltyper piftede tillokkende og, efter hvad jeg kunne tolke, sendte decideret lumre blikke hans vej.

Vi ved ikke hvem der gjorde sig bort, men på vegne af dem vil jeg godt sige: undskyld Øssur M. Dalbud, der var nogen der gik over stregen. Det vil ikke ske igen.

Og send ham lige noget love @dalbud på det der Twitter.

søndag den 30. januar 2011

Trist fjollesæson

Som andre signaturer forlængst har slået fast her på stedet, så er der ved gud ikke meget at grine af i det her fjollede vindue. Alle vores drømme om et nyt, ungt AGF-hold med næsten ubegrænset potentiale er annullerede - nu er vi det nye OB. Altså OB som OB så ud, før de fandt ud af, at det var en rigtig dårlig ide at satse på ældre, rutinerede spillere uden udviklings- og videresalgspotentiale.

Men mens vi venter på, at vores old boys i det mindste får sikret en uhyrligt sikker oprykning, så kan vi da bruge et øjeblik på den hele tiden omskiftelige madscene her i området.

Vidste du for eksempel, at der er tegn på en lille pizzakrig nede i Kødbyen? Nogle meget italienske italienere har lavet et simpelt pizzasted med en ordentligt stor pizzaovn, som mit ældste afkom nok ville formulere det. De står sgu og roder med sådan en pizzaspatel på mindst fire meter. Og så hiver de pizzaer ud derindefra, der næsten er lige så store som det omtalte afkom. Ikke de bedste pizzaer jeg har smagt, men det er de jo heller ikke ovre hos Mother for tiden. Vi ved ikke helt, hvad der sker derovre. De kom jo så fabelagtigt godt fra start, ikk.

Og så er der kaffen. Der er jo ikke nogen, der seriøst har overvejet at lede efter nyt stamsted, men hvis man gik i de tanker, så kunne man jo ikke lavet andet end at gå og prøvesmage dagen lang. 'Kaffe' får mange fine ord med fra både Politiken og mere jævne typer, og så er der jo Enghave Plads, som p.t. går helt amok i en kafferus. Kaffeslabaraset, Mikes sted, Plantagen og så lige Riccos oveni. Indenfor en meget lille fodboldbane - der så faktisk nærmere er en byggeplads. Det er sgu skørt.

Og så burde nogen fortælle os andre, hvordan der er ovre på den der italienske sag på Vesterbrogade, som Cofoco-folkene må have banket op under en ledig kaffepause. De har sateme travlt de fyre. Men det skulle være et ganske fint sted, siges det. Har du været der?

Jeg vil kaste mig over andre sysler, og så ellers sende mine aller varmeste tanker til Davit, Sloth, Sanel, Kalle P., Diasamidze, Aron og de andre unge, håbefulde fyre, som burde gå et fantastisk forår i møde før comebacket til ligaen til sommer. Måske gør de det også, men jeg tvivler ordentligt meget på, at de får chancen for det.

søndag den 1. august 2010

Av-av og goddaw

Nu er det nok, tænkte VHA, og så blev der ellers handlet. Denne signatur blev sendt på Fredensvang for at overvære den sidste testkamp inden sæsonstart.

Jeg kan lægge ud med at fortælle, at AGF vandt 4-2 over Hobro. Og jeg kan i samme ombæring fortælle, at jeg missede de første tre scoringer. Jeg begik nemlig den fejl at tage kone og to unger med (lang historie, men de, der har er gift og har børn ved, at det handler om at sætte point på kontoen i det store regnskab. At lave jeg-tid om til os-tid. Køb Bazar eller Eurowoman, hvis du vil vide mere). De betød, at Danillos (yep - den Danillo) to scoringer samt Martinos reducering fortabte sig i hhv. udpakning af klapvogn, boldspil med den store og et bleskift.

Til gengæld så jeg stort set resten, og dommen er klar. Den kommer herunder i punktform, fordi punktform er sejt. Først det sure og så det søde.

Opkastsmiley:

- Forsvaret er til tider rystende ringe. Det er nemt at kritisere Dan T, men det er simpelthen ikke til at se, at manden har erfaring fra italiensk og norsk fodbold samt et mesterskab med FCK i bæltet. Der mangler styring, overblik, teknik og hurtighed, og det er en gåde, hvorfor han startede på bekostning af Howard.

- Bundniveauet er for lavt. Vi taler sidste test inden premieren, og første halvleg var en ynk.

- Jakob Poulsen, Dioh Williams og til dels Benny Burger ligner det, de givetvis er - dygtige fodboldspillere, som hellere vil være alle andre steder end på Bane 1 i en kamp mod Hobro. Can't blame them, men det er ikke holdbart. Brandudsalg, tak.

- Steffen Rasmussen: Lad være med at kaste bolden ud til medspillere, som ikke aner, at bolden kommer. Fat det nu, ikk'?

Klappe-hoppe-smiley:

- Offensiven må være second to none i forhold til resten af rækkens hold. Graulund bliver en dræber for ethvert forsvar alene på attituden, Casper Sloth har masser af opportunisme og fysik og Stephphan er hurtigere end Peter Degn på vej til Kagens Dag.

- Martin Jørgensens overblik kommer tydeligvis til sin ret i en række, hvor tempoet alt andet lige bare er lavere.

- Krabbes rectum må krympe sig, når han ser Arthur Sorin gi' den gas. Bevares - Hobro er ikke ligefrem Benfica, men for hevlede hvor er der bare klasseforskel, når det handler om indlæg, kombinationsspil og stikninger. Det forsvarsmæssige virkede i orden, så herfra håbes der alvorligt, at Arthur bliver. Og spiller.

- Davit kan blive sæsonens helt store oplevelse. Storkens fætter har alle dage været en ferm fodboldspiller, men kan han holde de takter, han viste søndag (og blive ved med at være så målsøgende), kan han blive en decideret legende i den hvide trøje. I hørte det her først.

fredag den 26. februar 2010

Har vi snart ligaens bedste økonomi?

Er det ved at være tid til at vende vrangen ud på hele sit verdensbillede - eller i hvert fald den del af det, der har med GF's økonomi at gøre? Efter mere end 10 års finansiel tristesse, ydmygelser og røv i vandskorpe spirer det nu pludselig frem med indikationer på, at alt snart kan være vendt på hovedet.

I dag fremlagde Århus Elite regnskabet for sidste halvår, og selvom pengene stadig flyder (den forkerte vej) ned af Stadion Alle, så er der masser af gode grunde til at finde det gode humør frem. Allerede før alle de perifære sportsgrene blev skåret fra, og før januars transfers fik nogen indflydelse, er økonomien i bedring. Omsætningen er på vej op, og udgifterne ser ud til at være under noget, der minder om kontrol. Vi har tabt mere end 10 mio., men et forsigtigt bud kunne være, at foråret kun kommer til at koste under det halve, og så er vi rent faktisk ikke længere så langt fra at kunne drive en fodboldforretning uden underskud (!).

Men den helt afgørende gode nyhed er, at mens vi allerede er kommet meget tættere på en forholdsvis sund forretning, så bløder konkurrenterne i et hidtil usandsynligt omfang. FCK er naturligvis et helt kapitel for sig, og på Østerbro håber mange vel bare på overlevelse i ligaen i de kommende tre-fire sæsoner, hvor nærmest alt skal væk for at sikre simpel overlevelse. I FCM ser fremtiden måske knap så dyster ud, men alle drømme om placeringer i top 5 i de kommende sæsoner må være forbi. Nu skal alle stjernerne sælges, og de store transfers er fortid. De mister formentlig 55 mio. på en sæson, og det er jo forfærdelig trist. Host.

Velkommen til den nye virkelighed i superligaen. Vi har med garanti ikke set det sidste skellet forlade skabet endnu. Er I der OB? Jeg tipper AGF til at høre til den økonomiske elite i ligaen indenfor højst to år. Og så kommer pokalerne måske pludselig vores vej.

torsdag den 17. december 2009

Dagens kalendergave

Er et eksempel på hvordan lørdagens VHA'ede julefrokost ikke skal se ud. Gamle mænd i suits og langhårede folk på krykker. Jøsses milde. Hvis nu bare Rio Ferdinand kunne have arrangeret det.



(...og rygtet vil vide at der snart vil være Benny tees til de hurtige. Vi skal nok sladre når tiden er inde. 25 ex. folks.)

onsdag den 12. august 2009

På lørdag












Ovre hos moderskibet tror man der kommer op mod 3500 GF'ere på lørdag. Og nu kan det være jeg er lidt naiv, men alligevel, 3500...hva? Nok er vi blevet hele nationens nye guldfavoritter, men mon ikke det er skudt over målet?

Og hvad med os der satser på FCK's billige sponsorbilletsystem? Hvorved man snyder Gårdmand Bjørn ved at gå gratis ind på hans Speedwaybane. Hvad med os?

torsdag den 30. juli 2009

Adieu

Bum. Så røg FC Egedal sørme lige i svinget, og det er du nok ligeglad med. Altså lige indtil du indser, at det smarte, internationale navn dækker over selveste Ølstykke FC.

En af VHA's finest skriver følgende i en kommentar til en af de andre topaktuelle historier på denne prisvindende blog:

"The Club Formerly Known as Ølstykke trækker deres hold som skulle have været i 2. division Vest. Det har ganske vist ikke så meget med lir med tal at gøre, men grundet det kulinariske niveau på Ølstykke Kommunalstadion har det en vis relevans for enhver tråd. Det var et gedigent svin den lokale slagter serverede i det lille hus bag målet. Kopholdere langs banderne var også noget jeg personligt havde set frem til med Ølstykke i Vest-divisionen.

R.I.P. Ølstykke Stadionwiener."

Det er stærke sager. Denne signatur har aldrig stiftet bekendtskab med hverken det lokale kød eller kopholderne, men gedigne svin fortjener respekt.

Netop respekt er måske nøgleordet. For måske er det FC Egedal formerly known as Ølstykke FC's træner, Guiseppe Favasuli (formerly known as træner for AB70 og FC Amager aka Fremad Amager), der på galehusvis har begået hybris og derfor nu har påkaldt nemesis, den lede fætter. Døm selv. Men uanset hvad har pølserne ingen andel i balladen. Synd og skam, det er.

fredag den 12. juni 2009

En gigant er gået bort

2. holdets kamp for overlevelse og alle diskussionerne om kommende transfers blegner i dag fuldstændig i lyset af meddelelsen om, at Aage Rou Jensen er gårt bort.

Med sædvanlig sans for betydningen af klubbens fantastiske historie, beskriver AGF i dag på hjemmesiden, hvordan Aage Rou som en af de største - måske den aller største - i klubbens historie har gjort nogle uslettelige indtryk på hele klubben.

Han var utvivlsomt en helt speciel karakter både sportsligt og personligt. Hvem ville ikke give 700 mio. for en spiller, der igennem en hel karriere med sådan en personlig succes kunne takke nej til samtlige tilbud fra andre klubber. På grund af kærligheden til klubben - og på grund af et lukrativt job på det lokale bryggeri.

I øvrigt præsterede Rou - ved siden af en lang række andre meritter - at spille samtlige kampe i 11 år for klubben. Sådan en skadeshistorik kan man godt skele lidt misundeligt til i de her år...

Æret være hans minde og al mulig tak til Rou for hans kæmpe indsats for AGF.

søndag den 1. marts 2009



Her gik man og ventede - nej, regnede med - en kamp, der skulle være sportens svar på frisk stenbiderrogn på ristet brød med rødløg og creme fraiche og et glas bobler. I stedet blev premieren en våd prut - dog med en megahøj bleg georgier on fire. Sprængfarlig combo, dér. Det bliver godt.
I mellemtiden lufter vi lige ud.

onsdag den 12. november 2008

Vesterbro i verden - Ny artikelserie

Nogle gange tager man udenfor stenbroen og får sig en på opleveren, sårn fodboldmæssigt ihvertdal. Således også VHA's faste kommentatorer, gl. Egå og bock, som har fået sig en aldeles stærk en på opleveren i Berlin.














Tennis Borussia Berlin – imod moderne fodbold.

Af bock og gl. Egå

Gl. Egå troede han skulle ind og se en tenniskamp, men endte på et betonstadion i det vestlige Berlin. Topholdet i den 5. bedste tyske række, Tennis Borussia Berlin, tog imod midterholdet Bentwisch.

De lokale helte fra TeBe sad på det meste af spillet, men måtte alligevel gå til pause bagud 0-1. Efter fem minutters spil af 2. halvleg så det for alvor sort ud, da et forsvarskiks af Richard Henriksson’ske dimensioner resulterede i en scoring til 0-2.

”Lilla Weisse! Lilla Weisse!” gjaldede det ufortrødent fra de omkring 70 hardcore fans ned mod hjemmeholdet, og det gav bonus da en TeBe’er på bedste Nando-manér kastede sig frygtløst ned i en bold, hvorefter den kyssede indersiden af stolpen – 1-2. Et tvivlsomt straffe gjorde til 2-2, og nu lugtede hjemmeholdet blod. Endelig i det 90. minut eksploderede Mommsen Stadion i glædesrus, da Borussia fuldt fortjent bragte sig på 3-2. Målscoreren blev annonceret efterfulgt af et ”Sie sind der Meinung, das war...:” ”SPITZE!,” svarede publikum – og de havde helt ret.

Et besøg i fanshoppen efterfulgt af en tur på Mommsens svar på Café Break i selskab med en lokal fan rundede en superb fodboldeftermiddag af. Tennis Borussia Berlin er bestemt et besøg værd, hvis man skulle være på de kanter.

onsdag den 8. oktober 2008

Der er håb!

Man går i forvejen og føler sig Tom & Jerry pådrager sig så lige et splatterknæ. Den var værre, for nok er den phillipinske landsholdsbobler efter denne signaturs bedste overbevisning endnu ikke vågnet af forrige års vinterhi, men med Karí, Benni og måske også Gjesing i bulet stand er der sgu (beklager det harske sprogbrug) lidt tyndt på midten. Kasper Povlsen kan der næppe regnes med, da han jo både går til konfirmationsforberedelse og har ondt for tænder, så Ringgaden græder for midterbanen.

Men der er håb bag tårerne, for uanset hvad der ellers sker, har vi mennesker en støtte, vi altid kan læne os op ad. Her tænkes der ikke (kun) på Ken Ragus, som ellers rocker huset i Otterup på Nordvestfyn, men på øl. Denne svalende ven, der altid står klar til at give en krammer, og som aldrig svigter dig.

Spørgsmålet, der går ud til Vesterbros Finest (og andre, der også nyder en dråbe nu og da), er: hvilken slags øl nyder du these days?

tirsdag den 16. september 2008

The Muslims - Extinction

Jeg ka slet ikke lade være med at gå og nynne dette nummer med San Diegos The Muslims. Og la' nu vær med at påstå at det lyder som The Strokes, aight.

søndag den 14. september 2008

Træ-merchandise?

Jeg kan desværre ikke afsløre, hvordan jeg kom på sporet, men hos et norsk firma har jeg set noget, der meget vel kan gå hen og blive efteråret og vinterens store hit: Træ med bogstaver.

Metal og plastik er so last season ser det ud til, mens træskiltet opfylder den moderne mands krav til bæredygtighed og et urønske om at finde tilbage til og komme i kontakt med naturen.

Måske det her bliver det næste tilbud i VHA-shoppen efter Dan-badges og de muleposer, der oftere og oftere rygtes til bydelen?