Viser opslag med etiketten Fritter. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Fritter. Vis alle opslag

onsdag den 22. juni 2011

Mad til folket



Kære AGF af 1880



Vi kan med stor interesse konstatere, at I søger et dynamisk, "voksent" og selvstændigt par som bestyrere med mere til klubhuset, cafeteriet og baneanlægget i Fredensvang.

Den tjans napper vi gerne - ikke mindst fordi "voksent" er sat i citationstegn. Det giver ligesom lidt spillerum, for helt ærligt - nogle gange er vi måske lige til den kække side. Men det skyldes såmænd blot en voldsom veneration for livet i almindelighed og kaffe, croissanter og cava i særdeleshed. Vi er levemænd, og den tilgang vil vi gerne lade fodboldfolket komme til gode.


Af relevant erhvervserfaring kan nævnes, at VesterbroHardcoreAGF består af folk med hands on-erfaring fra blandt andet Crazy Daisy i Kolding, cafeteriet på Samsø-Linjen og plejehjemskøkkenet på Lokalcenter Langenæs. Kan vi lave mad og servere fadøl? Yes we can!


Vores bopæl er måske lidt langt væk, men til gengæld er vi i den grad GF'ere i hjertet.


Vi ser frem til at høre fra jer.


VHA

Kære VHA
Tak for jeres henvendelse. Den var ikke kedelig:)
I bedes dog sende et CV på de konkrete personer der søger stillingerne. 

Med meget venlig hilsen
Bo Larsen

mandag den 13. juli 2009

Pressemøde

Vesterbro Hardcore AGF anno 2006 har hermed den store fornøjelse at kunne byde velkommen til vores med spænding imødesete pressemøde. Vi håber, I alle har været forbi buffeten - ellers kan I nå det endnu.






Velbekomme!

Vi er samlet her i dag for at fortælle, at Vesterbro Hardcore AGF har indgået et samarbejde med moderskibet a.k.a. AGF Fodbold. Sidstnævnte vil gerne trække på vores ekspertise og har derfor tigget og bedt os om en lille tjeneste. Til sidst blev det så enerverende, at vi sagde ja, så derfor kan du fra denne sæson - som bekendt med AGF-start på mandag d. 20.7., 2009 - i hvert hjemmebanekampprogram læse en lille klumme forfattet af skribenterne på denne blog.

Det er vigtigt at understrege, at vi agter at beholde vores integritet, selvom vi altså indgår et mindre samarbejde med moderskibet. Derfor vil ord som Gollum og flæskestegssandwich naturligvis også kunne forekomme både her og i kampprogrammet. Det manglede da bare.

Det var det. Tak.

tirsdag den 30. juni 2009

BREAKING NEWS - Fjollesæson

Min kilde ombord på BSN's fly fortæller nu at de skulle med taxa til et sted "25 minutter fra lufthavnen". Den anden mand kunne sagtens være en "agent-type". Der spekuleres fra deep throats side i om det er et Lumb salg under opsejling.

Spændende!

onsdag den 27. august 2008

Vejen til pokalen: Avarta næste offer

Næste lille bump på vejen mod pokalfinalen i Parken til næste sommer er nu identificeret, og der er godt nyt til Vesterbro Hardcore AGF: vi skal til Rødovre!

DBU har trukket lod til næste runde, der spilles i weekenden d. 27.-28. september, og lodtrækningen har tilsyneladende maget det således, så vejen til 1/8-delsfinalen kommer til at gå over BK Avarta og Espelundens Idrætsanlæg.

Find kalenderen frem og gør dig klar til pokalsjov med VHA. Guide til overlevelse i det betændte Rødovre vil blive udarbejdet snarest.

mandag den 4. februar 2008

De bedste kartoffelpinde?

Der er vel efterhånden tale om en dille på Vesterbro - en dille, der ikke har set sit sidestykke, siden in-crowden opdagede Isted Grills fortrinlige grissebasser.

Uden at foregribe tingenes gang, skulle jeg mene, at der i det små er ved at opstå en hunger efter gode fritter, så lad dette indlæg være en opfordring til at finde bydelens/byens bedste af slagsen - og samtidig fremhæve (eller det modsatte) de steder, der ynder at servere denne uovertrufne spise.

Førnævnte Isted Grill er selvskrevet. I særdeleshed med deres nye tiltag, der vel snarere skal kategoriseres som kartoffelkæppe end kartoffelpinde. Uovertrufne - især fordi man kan skrabe så uendeligt meget dyppelse indenbords med disse for denne signatur indtil for ganske nylig ukendte godbidder. Det er sgu lige før jeg tror, man kan bruge dem som bestik. Du ved, hvad jeg mener, hvis du har været der.

Chicky Grill: Den i tidligere indlæg så roste (men desværre alt for sjældent besøgte) beværtning ved den ene af indgangene til Kødbyen serverer også nogle habile fritter - af den bølgede slags vel at mærke. Godt saltede og med reminiscenser fra min barndom i en sportshal somewhere in Jutland. Også en klar, klar anbefaling.

Det samme kunne Beirut Grills være, om de for f*#den da, kunne finde ud at at salte dem.

Konya Kebab og andre shawarmasteder skuffer mig generelt med deres små tændstiktynde udgaver - eller er det bare mig?