Viser opslag med etiketten VHA. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten VHA. Vis alle opslag

torsdag den 8. marts 2012

Tina kom forbi

Skal man lave noget om den AGF'ske fanscene, skal man have fat i VHA. Sådan er det bare, og nu er der efterhåncen også en del andre end os selv, der ved det.

En af dem er Thomas Thoringer. Ja, dén Thomas. Han har det seneste år været journalist på Lokalavisen Aarhus, hvor han blandt andet - som eneste af hankøn på en total femininiseret redaktion - har AGF som stofområde.

Han skrev en mail. Skrev at han ville lave "et portræt af nogle intelligente AGF-fans - valget er faldet på jer. Tillykke."

Ros og smiger er vi altid til fals for, så vi aftalte at mødes i Stenbroens hipster-rede: Sort Kaffe & Vinyl.
TT ankom standsmæssigt i en Fiat 500 - hvid! - og bestilte en dobbelt macchiato. Man er vel halvt italiener og verdensmand, halvt vestjyde.

Solen skinnede, så vi fortrak til en legeplads (også for at virke lidt mere jordnære, end vi egentlig er) og så begyndte TT at skyde løs. Eller... det er måske så meget sagt, for han benytter sig af det journalistiske kneb, der hedder det snakkende interview. Ikke så mange hv-spørgsmål, men mere en ligeværdig samtale mellem to mennesker, der et sted ude i fremtiden måske kan blive bedste venner.


Det betyder også, at informationsudvekslingen var gensidig. Noget for noget om du vil. Vi ved nu, at TT...:

- Ikke er typen, der kommer på stadion. Det gider han ikke. Kun hvis ungerne en dag skulle få lyst til det.

- Er en vigtig brik i arbejdet på at få Jesper Grønkjær tilknyttet Old Boys-holdet. De bor begge i Risskov og har en fælles fortid ved den jyske vestkyst, hhv. Thisted og Ringkøbing. Undevejs trak TT dog lidt i land i forhold til sin egen betydning for den potentielle supersigning. Om han havde talt over sig eller blev ramt af den jyske beskedenhed, kunne vi ikke lure. En anden mulighed er, at han har været på Knivens berømmede spin-kursus og der bestået modulet "røgslør" med bravour.

- Er pratisk anlagt og en rar, knastør og uimponeret type. Vi spottede en lille pose med gulerødder og en gnaske-pære i rygsækken (vist nok fra Jan Sport) - gå aldrig ned på små snacks!

- Kan godt lide Kira Skov. Skulle i hvert fald til koncert med hende, nu han var i byen. Og lad os lige på den note få med, at TT i sin fortid i København aldrig rigtig kom på Vesterbro. Han så også lidt duperet ud.

Hvad Thorninger skrev om os? Vi venter stadig i spænding på resultatet.

mandag den 23. januar 2012

I et vadested

Kære bruger.

Det er ikke let at skrive en besked som denne, men VHA-bloggen overvejer i disse dage sin fremtid.

Den voldsomme melding bunder ikke kun i tiltagende vinter-tristesse, minusgrader, en håbløs silly season og alt for lidt af det frække. Nej, den primære kilde til usikkerheden finder vi midt i hjertet af Vesterbro. Ja, faktisk lige der, hvor VHA-hjertet slår, som Anders Frandsen (næsten) sang.

Et founding member - ja, faktisk THE founding member - siger nemlig adieu til Vesterbro og 1657. Farvel til gaden, der har fostret Miss Vandala, Pussy Club og Mike Tramp. Vi snakker Eskildsgade, VHAs epicenter.

Var det her en fodboldblog, ville vi nok bruge ord som højforræderi og trække en bibelsk analogi eller to frem, for VHA mister en af sine tro væbnere til... Frederiksberg. Ja, det står der. Believe it or not.

Vandrørene fortæller samtidig, at vedkommende der vil danne en ny fraktion. Bare for at gnide salt i såret.

Lettere rystede spørger vi os selv (og dig): Kan vi med troværdigheden i behold stadig kalde os Vesterbro Hardcore AGF, når halvdelen af 4-mandsgruppen er en frederiksberger og en Aarhus-stringer.

Det er så eksistentielt, det her.
Måske i morgen er en bedre dag.