torsdag den 30. juli 2020

Vejen til Champions League går over Gdansk (Del I)

Hele natten sad min hund og kiggede ud i regnen. Den tænkte nok over livet og døden, om en fornærmelse er en fornærmelse, hvis ingen er fornærmede og på hvordan økonomien hænger sammen, når vi bruger flere penge end vi tjener og har så megen kapital bundet op i overbelånt, fast ejendom.

Det er dog mere sandsynligt, at den tænkte "Vi er i Europa, men hvor bliver Champions League af?"

Til min hund og til alle andre kommer her en guide til Champions League næste år.

Den går over Gdansk. Man kan selvfølgelig kvalificere sig på den gammeldags facon ved rent faktisk at blive mester, men det sker stort set ikke for nordiske lande længere, og desuden skal man i kvalifikation. Nej, vejen går gennem en sejr i Europa League, og der er vi med.

Lad os tælle baglæns:

Finalen foregår 26. maj i Gdansk, Polen.


Modstanderen kender vi ikke endnu, men vi kender stedet og kan planlægge turen.

Inden da har der været semifinalekampe 29 april og 6. maj og kvartfinaler 8. og 15. april.

Der bliver trukket lod til de kampe 19. marts.

Ottendelsfinalerne er 11. og 18. marts med lodtrækning 26. februar.

Sekstendedelsfinalernerne er 18. og 25 februar. (OBS: Første kamp er i vinterferien.) Der trækkes lod 14. december og kan altså være en fin julegaveide. Vi skal lige være opmærksomme på, at der her træder en række tredjepladser fra Champions League ind. No worries.

Gruppespillet er seks kampe på 22 og 29 oktober samt 5. november 26. november, 3. december og 10. december. Der trækkes lod 2. oktober.

Her bliver det sjovt. Pokalvinderne fra lande som Spanien, Frankrig, England og Italien træder ind. Det samme gør nogle af taberne fra nogle Champions League -kampe.

Vi kan her møde hold som Napoli, Besiktas og Feyenoord.

Inden gruppespillet er der en række kvalifikationsrunder. De bliver spillet over en kamp og er uden publikum og derfor dybest set uinteressante. De bør dog nævnes

Den sidste bliver spillet 1. oktober. Her kan vi få fornøjelsen af nogle hold, der har tabt i Champions League og få fornemmelsen for det inden næste år. Der trækkes lod 18. september.

Inden den er der tredje kvalifikationsrunde, hvor hold som Sporting Lissabon, AEK Athen, PSV Eindhoven og Sparta Prag træder ind. (Og Glen med de danske pokalvindere fra Haderslev.) Der spilles en kamp 24. september og trækkes lod 1. september. Bemærk, at kvalifikationskampe kan risikere at blive spredt.

I anden kvalifikationsrunde kommer første bølge af tabere fra Champions League-kvalifikationen, men der er også hold som Tottenham, Milan og Glasgow Rangers. Kampen spilles 17. september med lodtrækning 31. august.

Den første kvalifikationsrunde, hvor GF træder ind, spilles 27. august med lodtrækning 10. august. Her er alle de overlevende hold fra kvalifikationen til kvalifikationen. Her er hold som B36 Thorshavn, Saburtalo Tbilisi, Partizan Beograd, Apoel og Malmø klar.


Lige nu er de europæiske turneringer hverken helt eller halvt færdige. Eller jo. De er næsten færdige. Vi følger naturligvis op før hver lodtrækning.


Jeg håber Hattene (også) havde en fest

I dag er jeg glad. GF skal ud i Europa. Det gør mig glad. Men sådan havde jeg det ikke i søndags.

Jeg jublede nemlig ikke rigtigt fra min solskinsplads på C10 i søndags. There, I said it!

Det gjorde jeg ikke, fordi der for mig ikke var det store at juble over. Mit fodboldhold havde lige tabt 0-1 til ærkerivalerne. Faktisk brugte jeg vel de sidste 10 minutter af kampen på den der intense, og for de fleste GF-fans velkendte, skuffelse, der rullede hen over mig, da det stod klart, at FCK alligevel ikke snublede – og at GF måtte nøjes med bronze. At det så endda endte med et nederlag, gjorde bare skuffelsen større.

 

Betyder det, at jeg ikke jublede over bronzen? Nej! Den fejrede jeg som en vanvittig en uge før, da den var sikret.

Betyder det, at jeg ikke gav den gas på stadion? Nej! Jeg var lige præcis så engageret i hjørnespark fra ’Capper’ Højer og gennembrud fra ’Giftig’ Links som jeg plejer.

Betyder det, at jeg ikke stod op og hyldede spillerne efter kampen? Nej, på ingen måde. De fortjener alverdens hyldest. Også selvom, den måske var mere passende efter sæsonens sidste kamp i aftes.

Betyder det, at jeg synes, andre skulle lade være med at juble? Slet ikke. Og det vender jeg tilbage til.

Det betyder bare slet og ret, at jeg var skuffet. Jeg var selv ret overrasket over, hvor dyb den skuffelse var hele vejen hjem fra stadion og det meste af mandag. Det undrede mig og ærgrede mig, for jeg ville da gerne bade med Agnete og Havmanden og sætte ild til alt muligt i vild begejstring. På den anden side var jeg skuffet og har lige så meget lov til det, som alle de herlige tosser havde til at feste som om mesterskabet endelig kom hjem.

Det er der nemlig en pointe i. Nogle (og her er især tale om fans fra andre klubber) kan have lidt travlt med at nedgøre euforien i Aarhus. For er det nu også værd at juble så meget?

Til det vil jeg bare sige, at det er et skråplan at vurdere, hvornår det er ok at juble, rase eller være skuffet over fodbold. Ret beset er der jo ingen grund til nogen af delene, hvis man er sådan rætti rationel i sin tilgang til tingene. Så er det jo bare fodbold. Sagen er bare den, at vi er langt fra rationelle. Vi er bindegale, og vi bliver euforiske og skuffede over ting, man ikke ’burde’ gå op i.

Derfor svælgede jeg i min skuffelse, der heldigvis blev vendt til glæde i aftes, og derfor under jeg alle at juble lige præcis så meget, som de kan over de første medaljer i 23 år.

I tiden lige efter de sidste medaljer skete der nogle forskydninger blandt fodboldfans, hvor nogle var ’finere’ end andre. Der kunne blive set ned på de officielle fanklubber og dem, man kaldte Hattene. De var jubeloptimister og fjollede og klædte sig ud og følte ikke tingene så intenst som de uofficielle fans.  I dag ser vi heldigvis ikke ned på den slags, tror jeg.

Det skylder vi hinanden og klubben at lægge bag os. Om ikke andet så for legendernes skyld. Snøft.

mandag den 27. juli 2020

Bronzealderen Part I

Ovre på Twitter forhørte @JonasJappe sig for nylig høfligt om ikke det var på tide med en opdatering her fra Vesterbro (hvor ingen af redaktørerne længere bor). Og da vi aldrig har været for fine til at springe på det første og bedste påskud til at udgive en post, så kommer den her: vi har taget hul på bronzealderen! (og når der står Part I, så er det mere en gammel tradition, end det er forventningen om, at nogen af mine medredaktører skriver en Part II).

Og apropos traditioner. Så kunne man engang her på bloggen få et årligt helbredstjek på truppen i en billedkunstfaglig gennemgang af årets holdbillede (kan I huske det, hvor Tom Christensen er heeelt bleg, og i den grad varsler dårlige tiders komme og karrierestop?). Nu er der en ny slags holdbillede ude, og det signalerer alt andet end dårlige tider. Good times og store smil. Bronzealderen er her.


I et hæsblæsende vue henover truppen støder man fra venstre på Amini, det bedste der nogensinde opholdte sig i Randers i mere end én overnatning, der i ugevis har lignet en beruset student på vej ud på sit livs eventyr (i Ruhr-området). Jeg kommer til at savne ham, uanset om Keanu Baccus støder til os om et par uger eller ej. Og så det lettere melankolske kig til Jesper Juelsgård, der pligtopfyldende har udtjent et år på bænken med en præstationsbetinget kontrakt uden nogen nævneværdige udsving på netbanken. Og så MEGET elskværdige Gift Links, der som den eneste på hele stadion ser attentatforsøget på Kim Robin Graahede oppe på pressepladserne. Der er også vores allesammens yndling Niklas Backman, der mere ligner den ultimative hyggeonkel end den normale forsvarskriger. Måske et stadig utydeligt signal om, at hans tid i forsvaret lakker mod enden? Hausner er tættere på Premier League end på reservebænken, som jeg har tænkt mig at sige, når BT ringer i morgen for at høre om hans fremtid på nationalmandskabet.

Men, men, men. Lader man øjet bevæge sig over i det sorte område, hvor staben (ikke) hygger sig, så er det ikke småting, man kan læse ud af Ruben Selles' udtryk. Der lugter af drama i kulissen, eller af enorm skuffelse over bronzen? Jeg bliver decideret bange, hver gang jeg zoomer ind på ham. Mens alle kigger på et eller andet ovre til højre, så stirrer han direkte på mig, og siger 'Está terminado'. Vores veje skilles her, og det er ikke lige så trist som med Amini, Bundu og Højer. Men det er sikkert et hårdere slag for vores drømme om EL-gruppespil og sølvmedaljer.

I nat vil jeg drømme om den sidste sommer med (næsten) et kvart århundredes bedste trup. Snart er det Tengstedt, Jevtovic og de andre nye, der træder ind til fotografen for første gang. Jeg kommer til at elske dem.

Længe leve Vesterbro Hardcore AGF!

onsdag den 28. november 2018

BREAKING: Vi har hacket AGF!


Efter en intens periode, hvor Vesterbro Hardcore AGF har skulket fra den sædvanlige diæt af chiafrø og græsk yoghurt (2%) og spist Yankiebar og drukket colaer i bunkevis, er det lykkedes at hacke AGF's Spotify-konto.

Vi kan derfor afsløre playlisten til den kommende julefrokost på Fredensvang.





mandag den 18. september 2017

Mere Staff

I aften er første kamp siden Staffs forlængelse i sidste uge, og det er med statsgaranti ikke med ham på kassen. Det vil mange have det rigtigt godt med i maven, for lad os være ærlige: Staff er nok en vildt god kammerat, men han er også GF’s svar på en tillidsrepræsentant på en mediearbejdsplads: Ikke den bedste på sin plads, men både medspillere og trænere kan meget godt lide ham, så han er ikke ramt af udrensningerne. (Note: skribenten her er selv TR)

Han er der bare.

Også for os fans. Jeg tror bare først, vi fatter det, når han trækker sig tilbage.

Med det sagt, vil jeg her komme med de tre bedste ting ved Staff:

3) Hans udseende Og udseendet er efterhånden det sidste, vi GF'ere har at falde tilbage på.

Meget kan man sige om Staffs fysiske fremtoning. Især når han skal døje med et indlæg eller andet lusket angrebsspil, men han har udseendet med sig - se dog på ham, og fortæl mig, at du ikke ville elske at have en så normcore kammerat eller svigersøn. 

2) Staff er stærk i modgang. Det er en helt nødvendig egenskab som GF'er.

Med fire unger på matriklen er det rart med rollemodeller. Historien om Staffs tid i kørestol som barn, hans stædighed ved nedrykninger og hans kamp for igen, igen og igen at genvinde pladsen på kassen er en af de få opbyggelige historier om GF. 

1) Staff er mere trofast end godt er. 
I en tid med milliarder dene og den anden vej og (enkelte) spillere i den hvide trøje sætter personlig succes højere end holdets, er det da en dejlig egenskab.
Ja, denne skribent har hørt ham og værelseskammeraten Peter Foldgast blive hånet af Frank Pingel for det på en træningstur. Men Staffs trofasthed rækker længere end til at afstå fra grisseri på landevejen. Han er mere trofast over for klub og fans end klub og fans selv er. Derfor knuselsker jeg ham.  


Staff er formentlig ikke på kassen i aften, men han er i vores hjarter. 

torsdag den 24. august 2017

10 store øjeblikke med Marvin Pourie

Her på Vesterbro Hardcore AGF skal vi ikke føle os for store til at lette på hatten i retningen af spillere eller klubber, der gerne vil gøre AGF rangen stridig som et galehus, og for øjeblikket kaster vi et stjålent blik mod lilleputten i Kronjylland. Vi taler naturligvis om Randers (igge).

Michael Gravgaard har fået den geniale idé at lade et kamerahold komme helt med ind i dyrets mave, og her får man så endelig bevis for, at fodboldspillere tilhører en del af samfundet, der ikke burde have stemmeret eller i det mindste burde tvangssteriliseres bare for en god ordens skyld.

Kirsebærret på toppen, Godfatheren, the icing on the cake, toppen af poppen er naturligvis Marvin Pourie.

Som en anden Rommel sidder han i toppen af en randrusiansk kampvogn og pløkker den ene godbid ud til højre og venstre. Et lille rask slagsmål her, et godt skænderi der. Det er gode løjer.

Højdepunktet var selvfølgelig den totale nedsmeltning efter uafgjort mod Silkeborg, hvor vores ven Marvin ikke var FRUSTRATED men ABSOLUTELY PISSED OFF.

Her er hele monologen:
Was I really frustrated? No. I was absolutely pissed off.
Because what we showed in the second half is the most stupidest thing I’ve ever seen in my whole fucking career.
We were leading 1-0. I’m talking about the one goal is not enough.
And we keep doing the same things over and over again.

(Se det hele her)

Den slags kunne nok få besindige sportsdirektører til at vende blikket væk, men her på Vesterbro Hardcore AGF øjner vi i stedet chancen for at drømme om, hvor fedt det ville være at bevæge sig ud i samfundet sammen med Marvin.

Her er 10 hverdagssituationer, hvor det vil være pissefedt at have Marvin Pourie som wingman.

1. Mødet med en indsamler fra Amnesty
YOU KEEP DOING ZE SAME THINGS OVER AND OVER AGAIN. AM I REALLY FRUSTRATED? NO. I AM ABSOLUTELY PISSED OFF.

2. Køre på rulletrappe, hvor der står folk for enden
THAT IS ZE MOST STUPIDEST THING I’VE EVER SEEN IN MY WHOLE FUCKING CAREER. AM I REALLY FRUSTRATED? NO. I AM ABSOLUTELY PISSED OFF.

3. Forældremøde i den økologiske børnehave Søanemonen
WE HAVE BEEN HERE FOR ZHREEE HOURS NOW. HOW CARES IF ZE CHILDREN EAT DIRT? AM I REALLY FRUSTRATED? NO. I AM ABSOLUTELY PISSED OFF. WHO WANTS TO FIGHT? WHO? WHOOOOO?


4. Slå et telt op
WHY IS THIS POINTY THING POINTY IN ZE WRONG DIRECTION! THERE’S A TELTPLØK MISSING! AM I REALLY FRUSTRATED? NO. I AM ABSOLUTELY PISSED OFF.

5. Aflevere skrald på losseren i en sort affaldspose
WHO ZE HELL WANTS TO SEE WHAT’S IN MY GARBAGE BAG? I’M JUST CLEARING OUT MY STASH OF ZYKLON B GAS FROM MY GRANDFATHER. AM I REALLY FRUSTRATED? NO. I AM ABSOLUTELY PISSED OFF.

6. Stå i køen i supermarkedet efter en pensionist (lørdag formiddag foretrukket)
PAY FOR ZE KATTETUNGER AND GET ZE FUCK OUT OF MY WAY. WHY ARE YOU NOT DEAD YET? YOU KEEP DOING ZE SAME THING OVER AND OVER AGAIN. AM I REALLY FRUSTRATED? NO. I AM ABSOLUTELY PISSED OFF.

7. Være dommer i X Factor
AM I REALLY FRUSTRATED? NO. I AM ABSOLUTELY PISSED OFF. BECAUSE WHAT YOU SHOWED IN ZE SECOND HALF IS ZE MOST STUPIDEST THING I’VE EVER SEEN IN MY WHOLE FUCKING CAREER. AND YOU KEEP DOING ZE SAME THINGS OVER AND OVER AGAIN.

8. Til samtale på arbejdsformidlingen
CAN I HOP? CAN I RUN? IS IT VERY, VERY FUN? NO, I TELL YOU WHAT. YOU CAN KLASK YOUR OWN GODDAMN LÅR AND YOU CAN KLASK YOU OWN GODDAMN STØVL. THIS IS ZE MOST STUPIDEST THING I’VE EVER SEEN IN MY WHOLE FUCKING CAREER. AM I REALLY FRUSTRATED? NO. I AM ABSOLUTELY PISSED OFF.

9. Hjælpe Bonderøven med at tække et tag
WHAT ARE YOU LAUGHING AT? YOU ARE LAUGHING ALL ZE FUCKING TIME IN STEAD OF WORKING. WORK YOU MORON. WØØØØØØØØØØØØØØØØØØØRK. THIS IS ZE MOST STUPIDEST THING I’VE EVER SEEN IN MY WHOLE FUCKING CAREER. AND YOU KEEP DOING ZE SAME THINGS OVER AND OVER AGAIN. AM I REALLY FRUSTRATED? NO. I AM ABSOLUTELY PISSED OFF.

10. Under kontraktforhandlinger med AGF
THIS IS HOME FOR ME. WHERE DO I SIGN?

onsdag den 16. august 2017

UNG MODE PÅ BLOKKEN. VHA FASHION.

Når man bor på Vesterbro så ser man mange ting. Jason Watt's bror i bar mave, Goodiepal i kalot og sågar hende Dicte fra Vild med Dansk (som jo faktisk er fra Århus ikk'å) iført hvad der vel reelt kan kaldes Nouveau Pirate. Det er fransk og betyder ny pirat. Dicte ligner en pirat.

Hvad vi prøver at sige er, at vi har fingeren på pulsen, vi bor hvor materien flyder og vi har SWAG. Derfor vil vi fra tid til anden komme med forslag til AGF'erne, hjælpe dem på vej. Gode råd, fra den metroseksuelle elite, til den metroseksuelle elite.

Idag har vi givet Jakob Ankersen en make-over. Jakob ankom hele vejen fra mellemeuropa, med hvad der på belgisk vel bedst kan beskrives som et 'fisseskæg' - eller un barbiche du fisse. Den går ikke på disse kanter Jakob!

Derfor har vi, med inspiration fra Nouveau Pirate, benyttet os af de fineste billedmanipulations programmer til at give Jakob et vink med en vognstang.

Selv tak Jakob. Det var da det mindste vi kunne gøre.

Næste gang på Ung Mode Blokken: Pierre Kanstrup.

Flere hingste i stalden - Tillykke med de 100, Adama

Adama Guira har nu spillet sine første 100 kampe i Superligaen. Det bør fejres.
Da de første 96 kampe var for Haderslev og derfor ikke rigtigt kan huskes, og de fire for AGF ikke bør huskes, gør vi det her med lidt facts om hans hjemland, Burkina Faso. Landet er nemlig blevet rasende relevant for AGF'ere med hang til rekorder til AGF.

Når talen falder på fodbold fra Burkina Faso, tænker de fleste vel på målmageren Aristide Bancé med tilnavnet Guinness. (Navnet kommer fra hans fysiske lighed med en flaske Guinness, der skummer over.)



Det er helt naturligt, at den karismatiske angriber løber med opmærksomheden. Han suger den til sig.

Men fodbold fra Burkina Faso er mere end det. Godt nok har det danske landshold lige akkurat overhalet Hingstene (som landsholdet kaldes) på FIFAs rangliste, men det fortæller mere om det danske landsholds styrke end Hingstenes formdyk:


Og hvorfor er det så relevant på en hardcore AGF-blog? Jo, det er det da, fordi AGF netop nu træder ind på scenen som den klub med suverænt flest burkinabé i truppen. Det kan godt være, brøndby var first movers med den ihærdige, men fejlcastede, indskifter Oumar Barro, der med 19 kampe (2 fra start) var den første hingst i dansk fodbold ved årtusindeskiftet. Men med Adama Guiras 100 kampe og fire til Tobias Sana, som med god ret kan tælle som halv hingst, i truppen distancerer AGF nu resten af Superligaen med længder. Det er dog noget.


Essentielle facts om Burkina Faso

  • Navnet Burkina Faso er dannet fra ord to forskellige sprog. Det betyder hædersmænd, når man sætter dem sammen. 
  • En person fra Burkina Faso er en burkinabé. Ikke en burkiner. Ikke en burkinafasoer. (Vi siger heller ikke en århusgenser, randerser eller christiansfelder) Det hedder burkinabé på grund af et helt tredje sprog i Burkina Faso.
  • Landet fik  sit navn og i øvrigt en masse afro-cred fra præsident Thomas Sankara. Han er en del af en perlerække af afrikanske ledere, der kunne have opnået alt muligt fedt, hvis ikke de var blevet myrdet. (Sådan nogle som Patrice Lumumba, Amílcar Cabral, Tom Mboya og Steve Biko.)



mandag den 14. august 2017

No reason to get excited


Endelig, endelig, endelig. Endelig sad man ikke som en forknyt konfirmand, mens ens forældre holdt Verdens Mest Pinlige tale.

Næh, op til denne sæson havde vi endelig købt så godt ind, at man turde hæve stemmen i festligt selskab og – efter indtag af 5-6 store fadøl – stilfærdigt pippe, at man var helt sikker på, at AGF ville ende i hvert fald i den gode ende, altså mindst som nummer syv-otte stykker.

I årevis havde vi holdt lav profil op til sæsonstart, hvor AGF havde hentet den ene svenske nullert efter den anden.

Men denne gang: Ankersen! Kanstrup!! Sana!!! Guira!!!! Møller (hvem end han er)!!!!!!

Nu skulle det være, nu skulle vi satme vise, at AGF er i stand til at hente folk, der kan gå direkte ind på holdet og gøre en forskel.

Glade og fro gik vi til stadion i åbneren mod Horsens, hvor Bette Bo skabte sig på sidelinjen til tre point. Så vandt vi heldigt over Hobro, tabte uheldigt (vi kigger din vej Mikanovic) på Lars Larsen Park, så kom nederlaget i Haderslesaddsfhjdsfkjuiæljdsf (det er de bogstaver, der kommer frem, når man banker sit hoved ned i et keyboard otte gange i rap, prøv selv) og søndag 0-0-gaberen mod OB.

Så hvad blev der af de fem ny spillere? Hvordan har de klaret sig?

Vi vil gerne give dem karakterer, og som altid bruger vi hos Vesterbro Hardcore AGF Jeffery Aubynn-skalaen med tanke på svenskerens fremragende debut mod Brøndby (det var kamp nummer to, men hiv nu hovedet ud af navlen, 5 Aubynn’er) frem til indsatser, hvor han mest af alt så ud som en narkohandler, der havde indtaget hele sit varelager (1 Aubynn).

 
Pierre Kanstrup: Vel det bedste køb af dem alle. Kanstrup er gået direkte ind og er blevet en boss, hvor eneste bekymring er, hvem han skal have ved sin side? Kanstrup napper 4 Aubynn'er, og den femte ligger lige for, hvis den man bun ryger sig en tur.


Tobbe Sana: Altså, man kan da godt se, at han kan tage mere end tre på foden, og det ser nydeligt ud, men kan vi ikke lade en anden få friløbere eller være helt fri for mål, for hvis målene skal komme fra #erdbeerenmitSana, så kommer vi til at vente til 2. division.


Adama Guira: Blev flået ud af Silkeborg-kampen, da Mikanovic fik rødt, og i kampen mod OB blev han placeret på fløjen, hvor der efterfølgende måtte opfindes en ny definition af ordet ”fløjspiller” for at dække over hans indsats. Lad os se tiden an.


Frederik Møller: Hvad kan han helt præcist, som Jens Stage ikke kan?

UB
Jakob Ankersen: Jakob Ankersen er uden for bedømmelse, da han endnu ikke er dukket op til nogen af kampene.

”No reason to get excited,” sang Bob Dylan, og vi vil huske His Bobness’ vise ord næste sommer for ikke at stå tilbage som den mest blåøjede idiot på et konvent for blåøjede idioter.

Glenopstandelsen er i den grad udskudt.

tirsdag den 8. august 2017

Vi gjorde et barn fortræd

For en uge siden fortalte jeg, hvordan vi hjemme hos os kan græde over AGF. Altså bogstaveligt talt tudbrøle. 

Man skal være psykolog med en større ja-hat end Eriktionens for at kunne se noget som helst sundt eller godt i det.  Men sådan er det hjemme hos os. Især min kones ti-årige søn er hårdt ramt. (Vi er ret nyligt sammenbragt som familie med fire børn.)

Sammen med en god ven tænkte jeg så, at gang chokterapi ville kunne nulstille den stakkels 10-årige, der ellers kommer fra en fornem familie uden hverken kund- eller galskab, når det kommer til fodbold.

Vi besluttede os for at køre til Haderslev for at sætte en skræk i livet på ham. Han bliver utryg, når voksne gør noget uventet. Bryder sig ikke om fulde folk. Og kender (stadionmæssigt) kun til familietribuner, siddepladser og fraværende mødre med smartphones. Derfor er Haderslev Stadion perfekt. Her står man op. Her er ikke tag. Her er ingen kære mor.

Som opdragelsesrejse forløb turen perfekt. Jeg havde lavet playliste med far-rock, folk og hip hop fra 80’erne. På stadion var der et kanonslag, der blev kastet med øl og en flok kvinder (jeg her blot vil kalde amazoner) gav den verbalt gas med sange om, at man som GF’er får fisse, når man vil. De røg også cigaretter. Resultatmæssigt var det også perfekt til at kvæle hans karriere som fan. Vi blev kørt ud på røv og albuer. 3-0.

Og så skete alligevel det, som ikke måtte ske. Det, som skete for mange en dag i maj 1996, da Mogens Krogh udlignede. Det, som skete for en generation en sommeraften på Herning Stadion for 17 år siden (5-2). Og det skete i voldsom grad for nogle af os for fem år siden i Tbilisi.

Midt i det forfærdelige skete en galvanisering. Mens voksne mænd bandede og svovlede, blev den lille mand mere og mere skinger. Dommeren var idiot. (Det var han.) Kasper Junker skulle løbe igennem. (Det skulle han.) Og i det hele taget skulle de alle sammen tage sig sammen. (Det skulle de.)

Og efter kampen stod han nede ved banen og klappede af spillerne. Det blev endda til et ”KOM IGEN, JUNKER!”

I bilen hjem, hvor den nu ret upassende playliste desværre afslørede, at jeg havde forventet storsejr og hjemrejse i triumf, sad han og tronede. Hjemme kunne han fortælle sin mor om en fabelagtig tur. Han vil med en anden gang. Han var kommet ud med det, man ikke kommer ud med hjemme foran fjernsynet eller på familietribunen.

Min ven og jeg har kort sagt fejlet. Vi har gjort et barn fortræd. Endnu et menneske er smittet med den galskab, der får børn og voksne til at tro på det umulige, køre til stadions i udkanten, blive skuffet ud over alle grænser og gøre det hele igen.


Vi gjorde et barn fortræd, men jeg skammer mig ikke sådan helt vildt. For han er med i det der fællesskab, de andre ikke forstår. Ja, ok. Det gør vi andre heller ikke, men vi ved, at det findes, og vi er også på plads næste gang.

onsdag den 2. august 2017

Kåsså Vardar! Kåsså Arka! Kåsså Hajduk!

Om lidt spiller de danske mestre mod de makedonske mestre. I morgen kommer et polsk hold til Herning og brøndby spiller nede på Balkan.

Som fodboldinteresseret burde jeg vide mere om kampene, og som dansk fan 'burde' jeg holde med de danske hold. Det gør jeg bare ikke. Hvis jeg ser kampene, holder jeg klart mod de danske hold.
Det gør jeg, fordi jeg holder med AGF. Når jeg holder med AGF, kan jeg ikke holde med de andre danske hold. Og da i særdeleshed ikke de tre.

Sådan har jeg haft det, siden Rudi Völler scorede og sendte brøndby skuffede hjem fra det olympiske stadion for over et kvart århundrede siden.

"Men nu skal vi jo huske på dansk fodbold som en helhed", siger en eller anden fornuftbaseret tosse ofte, når de hører den slags.

Fornuftbaseret, fordi man med fornuften kan se, at en sejr til et dansk hold giver vigtige point, som fremtidige deltagere får glæde af. (Og her glemmer vi belejligt at nævne, at det næppe gavner AGF, at de andre danske hold får point og penge.)

Tosse, fordi man da slet ikke har forstået noget, hvis man tror, at man holder med nogen, fordi det er baseret på noget fornuft.

Var jeg præget af fornuft, lagde jeg da alt fodbold og fankultur bag mig. Det kan jeg desværre ikke.

Helt upatriotisk er jeg dog ikke. Ret skal være ret. Jeg under Lumb at ordne Krasnodar - og jeg glæder mig til at se damelandsholdets semifinale ved europamesterskaberne i morgen.

tirsdag den 1. august 2017

Gråd

Hjemme hos os har vi mange børn.

Fire i alt, for vi havde to hver, da jeg mødte min hustru. Heldigvis holder de alle sammen med AGF. 

Eller skulle jeg i stedet for ”heldigvis” sige ”ved skæbnens ugunst”?

I hvert fald fik jeg tanken mandag aften kort før slutfløjt, da en af drengene på ti år hulkende brød sammen over det ”skrald” GF byder os, og over, at ”de aldrig vinder”.

Han har jo ret. De var bagud 2-1 mod Silkebår’, og trods et (inden for genren AGF-pres) massivt pres, så det sort ud. Der blev da heller ikke scoret, og gråden fortsatte i 45 minutter. 

Både hans mor og jeg forsøgte behjertet henholdsvis at 1) rose ham for en evne til at give udtryk for følelser 2) rose ham for at være ægte fan. 

Altså sådan ægte i forhold til plastikfans.

Jeg kunne også fortælle om triumfer som pokalen i ’92, hvor vi sang ”hvor er 3’erne?”
Om magiske hverdagsaftener, hvor Brøndby blev sendt hjem med 3-0.
Om søndagsformiddage, der blev brugt på at lave telefonbøger om til konfetti.

Jeg kunne også have fortalt om Växjö away, oprykningsfest i Kolding, om dengang vi væltede Aalborg og Berti greb en fadøl og alle mulige andre lomme-triumfer.

Men sandheden er, at der er langt mellem triumferne. I virkeligheden er livet som GF’er brolagt med skuffelser og ikke mindst hån af den værste slags: Hån fra den slags mennesker, der ikke sådan rigtigt går op i fodbold og ved, hvor meget det betyder. Den slags, han kommer til at arbejde med, dyrke sport med og måske endda får som svigerfamilie. De joker med det kortvarigt og går så videre uden at forstå, hvor forbitret, man er.

Og der fandt vi kernen. Eller gaven. Vi har noget, de andre ikke forstår. De forstår ikke, hvordan man kan græde eller juble over fodboldresultater. Det gør vi, og det er en gave.

Det trøstede vi os ved, men græd så videre.

For hvorfor fanden skulle det lige være dem, der aldrig vinder, vi holder med?

Den vender jeg tilbage med, når jeg er kommet op af hullet igen. Lige nu er der bare tårer.

mandag den 31. juli 2017

Спасибо Djzzamal

Hov! Vi glemte helt at få kysset med Jamal.





















Når sandheden skal frem, så blev det aldrig helt til hvad vi havde håbet. Da han stod der og holdt Jens T Andersson i næven, så tænkte man alligevel noget. Zenit St. Petersborg manner, det smagte  af europæisk elite. Ok, Zenit St. Petersborgs U-19 hold, men alligevel ikk? Man kunne godt se Dzjamal løfte et Champions League trofæ en dag. Og spise kaviar af uzbekiske strippermaver til efterfesten.

Vi vil altid have drømmene.

søndag den 30. juli 2017

Optakt: Silkebår

'OVERSKUD - FORMAT - VILJE'

Mens vi grubler over, hvor Silkeborg IF har trukket de tre værdiord henne i bestræbelserne på at være noget andet end et fodboldmæssigt træk på skuldrene, skal vi da huske at ønske tillykke med det flot anlagte kunstgræs på Lars Larsen Park.

Der er nu ikke noget, der spiller smukt op til de landlige og og især vandlige omgivelser i Søhøjlandet som sprøjtemalede plastik-strå. Tesen må være, at kan man ikke vinde noget, kan man da altid være med i konkurrencen om at blive kåret som Superliga-spillernes hadebane nummer 1 - de ryster allerede i den penge-forede buks i Farum.

Det hele bliver indviet med balfaldera, storebror fra Aarhus på besøg, og både Simon Kvamm og Henrik Tømrer kommer også. Rammerne er på plads, der er udsolgt og den lokale bager er, mens disse ord skrives, velsagtens i gang med at spartle den sidste glasur på en festlig Robert Skov-kage.

Inde på banen venter Peterstrojkaens udvalgte, der tæller flere gammelkendte - sådan er det jo med storklubber, de sår stiklinger alle vegne. Således også i de brugte bilers himmerige, hvor Skridtlasse, Stephphan og vores yndlingsswagger Sloth kæmper en kamp mod glemslen.

Og kender vi dem - og ikke mindst os selv - godt nok, så skulle det da lige passe, at vi indvier det hele med en stime-vendende røvtur, der giver mindelser om forårets ydmygelse mod netop Silkebår. Bevares, vi har ikke Djamal (og tak for denne gang) til at træde rundt i bolden, men der er vel købt andre folk ind til at tage ordenlig over? Ellers har den sportslige ledelse da for alvor fejlet.

Spørgsmålet er så, om det er nok for vores modstander, der er begyndt sæsonen med to nederlag til henholdvis Lyngby og FC Midtjylland og ret beset er (endnu) et af den slags hold, vi skal vinde over, hvis vi som varslet skal træde ind i Glen-alderen.

Men hånden på logoet: Vi aner ret beset ikke, hvad Silkebår kan. Det gør de næppe heller selv, men vi har dog mindelser fra foråret om Sammy Skytte og Robert Skov, som nogen der kan tage et par på foden, og det kan man godt nå langt med i Superligaen - og mod AGF.

De har også en Jeppe Okkels, Simon Jakobsen og Peter Friis Jensen på holdkortet. Vi kender dem ikke, men de lyder som nogen, der spiser mange kartofler - og spiser op - og Sloth pusher dem garanteret noget wax efter endt træning. Jævne typer der ikke tager nogen fanger.

Og så er der selvfølgelig ham på sidelinjen, helt nypudset på toppen og med det diabolske, mildt overbærende smil på stand-by: Peterstrojkaen. Hvad hans blotte tilstedeværelse er i stand til at gøre ved os, tør vi ikke tænke på. Hvad et nederlag til ham er i stand til at gøre ved os, tør vi _slet_ ikke tænke på.

Det behøver selvfølgelig slet ikke komme så vidt. Selvfølgelig ikke. Der er kommet nyt vand i badekarret, og vi er i al beskedenhed længder bedre spiller for spiller. Det er her og i de kommende runder (indtil næste sommer that is), vi ser #ErdbeerenMitSahne trylle, en lettere genfødt Amini snurre rundt, Kanstrup stemple ind som styrmand og Ankersen ramme det lovede niveau. Tilsæt en Spelmann der går Brian Kniv på det hele, og du har stammen på et Top 6-hold (vi undlader her behændigt at kommentere på det mangelfulde angreb.)

De Glen'ske relationer skal selvfølgelig stadig finpudses, men med en veritabel 1-0 sejr over Kjellerup i indeværende uge og spilletid på den nyanlagte plastikmåtte på Fredensvang, er vi ved at skrive os op af det skeptiske dynd og varme på en sejr. Ja sgu.

Tre point til byens hold fra 1880. Spil på en hvid 2-1 sejr, og du vil være os evigt taknemlig.



torsdag den 20. juli 2017

Glen-alderen

Vi har oplevet meget.

Set Ovelutionen komme og gå, oplevet Eriktionen rejse sig strunkt og klaske hårdt ind til låret, drømt om europæisk storhed med Peterstrojkaen.

Efter et år med Superliga-proces, gode bortforklaringer og sikre penge på kort til Spelmann, er vi nu rykket ind i resultaternes tid. Det er både sødt og charmerende at tabe en pokalfinale og at slå Fodvorterne i et par nedrykningsfinaler, men vi drømmer sgu ærlig talt om lidt mere.

Med de seneste indkøb til truppen kan og skal der også høstes mange point. Sejre. Pokaler. Storhed. Evig beundring. Det er lige her Glen-alderen begynder. Og nej, vi er hverken storladne eller (synderligt) berusede.

Det kræver selvfølgelig også, at vi glemmer alt om den magre hest af en kamp, som åbnede sæsonen og i stedet ser frem mod den kommende kamp mod Hobro - kendt som Brøndbys nemesis, indehaver af Superligaens største kæledækkebamse og officiel dansk mester i usympatisk forhaling af skrivebords-sager.

Hvis vi nu liiiiige kunne arbejde med begrebet ’at være klar fra START’ (altså når dommeren fløjter første gang, red.), er det her tre af sæsonens sikreste point. Det skal det være. Vi gider ikke rigtig argumentere for hvorfor. Fordi Hobro.

Vejen til sejr er spil i fødderne, Duncan på låget og noget med de indbyrdes relationer. Bare sådan helt kort. Vi vil gerne se Guiraffen i aktion, #ErdbeerenMitSana score og Den Anonyme Islænding slå en god aflevering. De søde ting i livet. Det er virkelig ikke meget, vi forlanger.

Skal vi på forhånd være voksenfornuftige og mentalt polstre os – og dermed dig – til mødet med endnu et hold, der er underdog og har alt at vinde (blah-blah), så forbered dig på, at det er her Danny Boy spiller sit livs kamp, Martin Mikkelsen scorer og Thomasberg efterfølgende kan pudse modebrillen i ny-poppet børnechampus.

Det er selvfølgelig et scenarie trukket i en automat. Det er trods alt på Aarhus Stadion, der skal spilles …