Vi gjorde et barn fortræd

For en uge siden fortalte jeg, hvordan vi hjemme hos os kan græde over AGF. Altså bogstaveligt talt tudbrøle. 

Man skal være psykolog med en større ja-hat end Eriktionens for at kunne se noget som helst sundt eller godt i det.  Men sådan er det hjemme hos os. Især min kones ti-årige søn er hårdt ramt. (Vi er ret nyligt sammenbragt som familie med fire børn.)

Sammen med en god ven tænkte jeg så, at gang chokterapi ville kunne nulstille den stakkels 10-årige, der ellers kommer fra en fornem familie uden hverken kund- eller galskab, når det kommer til fodbold.

Vi besluttede os for at køre til Haderslev for at sætte en skræk i livet på ham. Han bliver utryg, når voksne gør noget uventet. Bryder sig ikke om fulde folk. Og kender (stadionmæssigt) kun til familietribuner, siddepladser og fraværende mødre med smartphones. Derfor er Haderslev Stadion perfekt. Her står man op. Her er ikke tag. Her er ingen kære mor.

Som opdragelsesrejse forløb turen perfekt. Jeg havde lavet playliste med far-rock, folk og hip hop fra 80’erne. På stadion var der et kanonslag, der blev kastet med øl og en flok kvinder (jeg her blot vil kalde amazoner) gav den verbalt gas med sange om, at man som GF’er får fisse, når man vil. De røg også cigaretter. Resultatmæssigt var det også perfekt til at kvæle hans karriere som fan. Vi blev kørt ud på røv og albuer. 3-0.

Og så skete alligevel det, som ikke måtte ske. Det, som skete for mange en dag i maj 1996, da Mogens Krogh udlignede. Det, som skete for en generation en sommeraften på Herning Stadion for 17 år siden (5-2). Og det skete i voldsom grad for nogle af os for fem år siden i Tbilisi.

Midt i det forfærdelige skete en galvanisering. Mens voksne mænd bandede og svovlede, blev den lille mand mere og mere skinger. Dommeren var idiot. (Det var han.) Kasper Junker skulle løbe igennem. (Det skulle han.) Og i det hele taget skulle de alle sammen tage sig sammen. (Det skulle de.)

Og efter kampen stod han nede ved banen og klappede af spillerne. Det blev endda til et ”KOM IGEN, JUNKER!”

I bilen hjem, hvor den nu ret upassende playliste desværre afslørede, at jeg havde forventet storsejr og hjemrejse i triumf, sad han og tronede. Hjemme kunne han fortælle sin mor om en fabelagtig tur. Han vil med en anden gang. Han var kommet ud med det, man ikke kommer ud med hjemme foran fjernsynet eller på familietribunen.

Min ven og jeg har kort sagt fejlet. Vi har gjort et barn fortræd. Endnu et menneske er smittet med den galskab, der får børn og voksne til at tro på det umulige, køre til stadions i udkanten, blive skuffet ud over alle grænser og gøre det hele igen.

Vi gjorde et barn fortræd, men jeg skammer mig ikke sådan helt vildt. For han er med i det der fællesskab, de andre ikke forstår. Ja, ok. Det gør vi andre heller ikke, men vi ved, at det findes, og vi er også på plads næste gang.

Gråd

Hjemme hos os har vi mange børn.

Fire i alt, for vi havde to hver, da jeg mødte min hustru. Heldigvis holder de alle sammen med AGF. 

Eller skulle jeg i stedet for ”heldigvis” sige ”ved skæbnens ugunst”?

I hvert fald fik jeg tanken mandag aften kort før slutfløjt, da en af drengene på ti år hulkende brød sammen over det ”skrald” GF byder os, og over, at ”de aldrig vinder”.

Han har jo ret. De var bagud 2-1 mod Silkebår’, og trods et (inden for genren AGF-pres) massivt pres, så det sort ud. Der blev da heller ikke scoret, og gråden fortsatte i 45 minutter. 

Både hans mor og jeg forsøgte behjertet henholdsvis at 1) rose ham for en evne til at give udtryk for følelser 2) rose ham for at være ægte fan. 

Altså sådan ægte i forhold til plastikfans.

Jeg kunne også fortælle om triumfer som pokalen i ’92, hvor vi sang ”hvor er 3’erne?”

Om magiske hverdagsaftener, hvor Brøndby blev sendt hjem med 3-0.

Om søndagsformiddage, der blev brugt på at lave telefonbøger om til konfetti.

Jeg kunne også have fortalt om Växjö away, oprykningsfest i Kolding, om dengang vi væltede Aalborg og Berti greb en fadøl og alle mulige andre lomme-triumfer.

Men sandheden er, at der er langt mellem triumferne. I virkeligheden er livet som GF’er brolagt med skuffelser og ikke mindst hån af den værste slags: Hån fra den slags mennesker, der ikke sådan rigtigt går op i fodbold og ved, hvor meget det betyder. Den slags, han kommer til at arbejde med, dyrke sport med og måske endda får som svigerfamilie. De joker med det kortvarigt og går så videre uden at forstå, hvor forbitret, man er.

Og der fandt vi kernen. Eller gaven. Vi har noget, de andre ikke forstår. De forstår ikke, hvordan man kan græde eller juble over fodboldresultater. Det gør vi, og det er en gave.

Det trøstede vi os ved, men græd så videre.

For hvorfor fanden skulle det lige være dem, der aldrig vinder, vi holder med?

Den vender jeg tilbage med, når jeg er kommet op af hullet igen. Lige nu er der bare tårer.