Træneremner wtf?!

Timingen er perfekt. For mens alle andre kigger VM, så sidder Vesterbros bedste, med hvase penne og spidser og spidser. For vi er forrest i klassen eller det troede vi, mens vi grublede og korrekturlæste vores vinklede indslag om træneremner til den kommende, meget spændende, sæson.

Engang imellem, især i agurketider, så tænker to redaktioner samme tanke og det er hvad der er sket i tilfældet træneremner, fremtid og AGF. For ovre hos AGFFAN har man skriblet en masse ting ned om et kommende trænernavn i klubben. Og når man står i en situation, hvor man kan beskyldes for plagiat, jamen så kaster man håndklædet. Også selv om vores artikel havde et uhyrligt højt LIX-tal til sammenligning med AGFFAN's artikel.

Derovre er brugerne ikke til lottokuponer som Sørensen og blide Kent, nej derovre er man mere til lottokuponer ved navn Michael og Carsten. Altså Schönberg og Broe, som hver især havde problemer med at holde deres respektive hold i Superligaen og i Broe's tilfælde med at gå klædt i Tøj og Sko's kiksede 1995 kollektion. Altså ikke problemer med at gå i det, snarere var problemet at....ahhh...i forstår...

Og der er forskellen på AGFFAN og VHA, vi vil læggis læggis symbiose med Damernes Magasin, Peter Sørensen og skinny latte, mens de vil ha noget andet derovre. Sådan er verden så multifaceteret.

Fra kampprogrammet til AGF-OB

Tak for nu 

Uanset hvordan resultaterne udarter sig denne skæbnesvangre søndag, så vil det være sidste gang, du kan læse vores guldkorn her i kampprogrammet. Jeps, du læste rigtigt - ægteskabet mellem postkode 1657's bedste (og givetvis eneste) AGF-blog stopper her. Eller vi bliver i hvert fald separeret, og så må vi se, hvad fremtiden bringer.

Og hvordan har det så været at være i seng med Danmarks bedste fodboldklub? Tjaaa; bum-bum. På banen har det været optur og en masse nedtur. Vi startede med kækt at proklamere, at guldet var indenfor absolut rækkevidde, for det tegnede så godt. Jakob Poulsen var sprudlende, Kasper Povlsen slog græs og Peter Graulund - åhh Graulund – var lige så bidsk som en sulten gepard i skumringstimen.

Fra kampprogrammet AGF-SønderjyskE

Vi kom helt fra det. Af indlysende årsager. Men det er skrevet, så det skal postes. Og det er stadig frygtelig aktuelt.

Sådan overlever du som AGF-fan

Brian Kniv kom på scenen, sagde ”nu her” helt utroligt mange gange og krævede sejr over HB Køge. Det manglede da bare. Vi nikkede og klappede, mætte af gris fra VIP-buffetten. Jo, bloggen var rigtignok kommet til Århus/Aarhus for at give fuld opbakning i en (flæske-)svær tid.

Så gik der et par timer, og resultatet kender du. Det skal vi ikke rippe op i her. Bunden blev nået. Håber vi. Kampen i Silkeborg satte en stopper for det frie fald – opgøret i aften bekræfter forhåbentlig, at proppen er sat i.

Nå, mens Jylland og Fyn susede forbi på vejen hjem og blikket var indstillet på uendelig, trillede en lille tåre trillede ned af kinden og det uundgåelige spørgsmål dukkede op endnu en gang: Hvorfor?

Hvorfor blive ved med at holde med en klub, der i knap femten år har skuffet, skuffet og skuffet? For det stopper jo ikke med 90 minutters trøstesløshed. Der er jo også dagen efter.

Der hvor du møder arbejdskolleger, som vel næppe aner at bolden er rund. Med mindre AGF har tabt. Så er interessen grænsende til det utrolige. Der hvor man ikke troede, man kendte nogen fra Randers. Der hvor lunten er lidt kortere, når kæresten vil snakke parforhold. Der hvor man bare savner en krammer fra mor, et Anders And-blad, toastbrød og et glas rød saft.

En ballon med hul i
Det sidste kan næppe kurere det første, men hvad kan så? For det er vel næppe sundt for ens psykiske habitus sådan at opleve gentagne skuffelser i stride strømme, kun afløst af små lyspunkter?

Ligesom Eriktionen er vi også meget glad for at finde svar på udfordringerne i hjernen, så vi ringede til psykolog Camilla Holst. Hun ved en masse om parforholdsproblemer, vrede, jalousi, vrede, krisehjælp, angst, traumer, depression og svigt. Og er ekspert i Aftenshowet. Lige noget for os.

Hun fik et kort oprids af den nyere AGF-historie, og så begyndte ord som apati, og desperation at flyde fra hende. Hun spurgte ”hvor længe kan man puste luft i en ballon, hvor der er hul?”, og vi vidste ikke, hvad vi skulle svare. Vi ville bare have en løsning på vores – og dine – lidelser.

Næst’ år
”Man bliver nødt til at koble følelserne fra. Så det ikke æder en op, hvis de ikke vinder. Man kan også begynde at kigge efter andre klubber.”

”Det er ikke en mulighed,” svarede vi, og så rullede Camilla de fysiske omkostninger ved fortsat engagement ud: ”Man kan få stress. Ondt i maven, kvalme, meget mavesyre. Det er der mange, der får, hvis de går rundt i meningsløshed,” sagde hun.

Vi prøvede at fortælle, at vi tror på, at det nok skal lykkes. Og at der i AGF-kredse findes to ord, der med humor og håb som ledsager prøver at holde den grimme virkelighed ud i strakt arm: Næst’ år. Den kunne hun lide.

”Det er en meget god sætning. Det vil beskytte rigtig mange fra at gå amok,” fortalte Camilla, og begrundede det med, at ironi er med at til skabe en følelsesmæssig uafhængighed fra realiteterne, og det er det, vi har brug for, hvis vi ikke skal gå til grunde. Som AGF-fans, som udsatte mennesker.

Så prik lige til din sidemand og sig ”Næst år”. Det redder liv.

Fra kampprogammet til AGF-AaB: Eriktionen - et forsvar

Man vidste, hvad man vinkede farvel til, da Ovelutionen i december 2008 for sidste gang startede Puch Maxien, lagde Fredensvang bag sig og drønede vestpå.

Efter den fuldt fortjente sejr over OB og uafgjort mod FCN krammede AGF adieu til en grøn mælkekasse, et ordinært karrosseri og en ganske vist stabil, men også noget kedelig motor.

Til gengæld kørte en legesyg og sprælsk Vespa ind på scenen. Lige noget for sådan en flok bohemer fra Stenbroen, der hurtigt døbte håbet om en århusiansk fodbold-genrejsning for Eriktionen.

Bevares, i et kort øjeblik havde vi ligesom store dele af den brogede forsamling af AGF-tilhængere også vores... hmmm... forbehold over for den nye charlatan i klassen, men den filosofi, han havde med i tasken, skulle hurtig få os til at glemme alt om tidligere tiders nag og hovmod.

Sindssygt!

Efteråret bød i perioder på det bedste spil, der er set i Århus, siden Agnete lagde an på Havmanden. Nu var der tre landsholdsspillere, pointene kom også, men så knækkede kurven, der indtil for få kampe siden var i frit nedadgående fald.

Direkte afledt af den lidt magre pointhøst er utilfredsheden med Eriktionen begyndt at blusse op på forskellige internetfora, hvor forklaringer på de manglende pinde i tabellen bliver vendt og drejet. Nå ja, som mandagstrænere er der da også dispositioner, vi nok ikke havde truffet, men det rokker ikke nævneværdigt ved det solide fundament, Eriktionen hviler på hos os.

Set over sæsonen er der kun ét ord – nemlig trænerens egen darling – der beskriver forløbet fra start til snart slut: Sindssygt! Et voldsomt, men også helt nødvendigt ord at bruge om de forhold Eriktionen har skullet præstere under i foråret.

Ikke undskyldninger - forklaringer

Det kan ikke foregå smertefrit, når man skal spille en ny venstre back ind, når bærende spillere pådrager sig den ene mere ukendte skade efter den anden, når holdets gennemsnitsalder lugter mere af konfirmation end peberkværn, når angriberen bliver opereret i nakken, når de spillere, der trods alt er klar, er på 70%.

Når uhyrlige personlige fejl koster point i overtiden. Ingen nævnt, ingen glemt.

Det er ikke undskyldninger, men forklaringer. Hver kamp sin formation. Farvel til alle succesers moder: kontinuitet. Og midt i det morads af Kafkaske dimensioner er Eriktionen stadig rank og en true gentleman.

Der er fuld opbakning til staben, til spillerne, ikke et ord bliver mugget. Selvfølgelig er de voldsomt mange skader blevet nævnt, men slet ikke i det omfang de rent faktisk berettiger til.

Så kære Eriktionen: Vesterbro står bag dig med hud og hår. Og det skal du ikke lægge noget lummert i. Til gengæld forventer vi kun, at det hele bliver lidt bedre.

Næst’ år.