mandag den 10. maj 2010

Fra kampprogrammet AGF-SønderjyskE

Vi kom helt fra det. Af indlysende årsager. Men det er skrevet, så det skal postes. Og det er stadig frygtelig aktuelt.

Sådan overlever du som AGF-fan

Brian Kniv kom på scenen, sagde ”nu her” helt utroligt mange gange og krævede sejr over HB Køge. Det manglede da bare. Vi nikkede og klappede, mætte af gris fra VIP-buffetten. Jo, bloggen var rigtignok kommet til Århus/Aarhus for at give fuld opbakning i en (flæske-)svær tid.

Så gik der et par timer, og resultatet kender du. Det skal vi ikke rippe op i her. Bunden blev nået. Håber vi. Kampen i Silkeborg satte en stopper for det frie fald – opgøret i aften bekræfter forhåbentlig, at proppen er sat i.

Nå, mens Jylland og Fyn susede forbi på vejen hjem og blikket var indstillet på uendelig, trillede en lille tåre trillede ned af kinden og det uundgåelige spørgsmål dukkede op endnu en gang: Hvorfor?

Hvorfor blive ved med at holde med en klub, der i knap femten år har skuffet, skuffet og skuffet? For det stopper jo ikke med 90 minutters trøstesløshed. Der er jo også dagen efter.

Der hvor du møder arbejdskolleger, som vel næppe aner at bolden er rund. Med mindre AGF har tabt. Så er interessen grænsende til det utrolige. Der hvor man ikke troede, man kendte nogen fra Randers. Der hvor lunten er lidt kortere, når kæresten vil snakke parforhold. Der hvor man bare savner en krammer fra mor, et Anders And-blad, toastbrød og et glas rød saft.

En ballon med hul i

Det sidste kan næppe kurere det første, men hvad kan så? For det er vel næppe sundt for ens psykiske habitus sådan at opleve gentagne skuffelser i stride strømme, kun afløst af små lyspunkter?

Ligesom Eriktionen er vi også meget glad for at finde svar på udfordringerne i hjernen, så vi ringede til psykolog Camilla Holst. Hun ved en masse om parforholdsproblemer, vrede, jalousi, vrede, krisehjælp, angst, traumer, depression og svigt. Og er ekspert i Aftenshowet. Lige noget for os.

Hun fik et kort oprids af den nyere AGF-historie, og så begyndte ord som apati, og desperation at flyde fra hende. Hun spurgte ”hvor længe kan man puste luft i en ballon, hvor der er hul?”, og vi vidste ikke, hvad vi skulle svare. Vi ville bare have en løsning på vores – og dine – lidelser.

Næst’ år
”Man bliver nødt til at koble følelserne fra. Så det ikke æder en op, hvis de ikke vinder. Man kan også begynde at kigge efter andre klubber.”

”Det er ikke en mulighed,” svarede vi, og så rullede Camilla de fysiske omkostninger ved fortsat engagement ud: ”Man kan få stress. Ondt i maven, kvalme, meget mavesyre. Det er der mange, der får, hvis de går rundt i meningsløshed,” sagde hun.

Vi prøvede at fortælle, at vi tror på, at det nok skal lykkes. Og at der i AGF-kredse findes to ord, der med humor og håb som ledsager prøver at holde den grimme virkelighed ud i strakt arm: Næst’ år. Den kunne hun lide.

”Det er en meget god sætning. Det vil beskytte rigtig mange fra at gå amok,” fortalte Camilla, og begrundede det med, at ironi er med at til skabe en følelsesmæssig uafhængighed fra realiteterne, og det er det, vi har brug for, hvis vi ikke skal gå til grunde. Som AGF-fans, som udsatte mennesker.

Så prik lige til din sidemand og sig ”Næst år”. Det redder liv.

5 kommentarer:

Jesper sagde ...

Hvis ingen andre vil, så siger jeg det: Hold kæft, det er godt skrevet. Det har vi gjort godt! Og psyko-Camilla er knivskarp.

Mathias sagde ...

Enig. Grænsende til det utrolige.

Don Tapa sagde ...

Ville egentlig lige have givet et klap på skulderen. Men det klarer I vist selv.

*hoppe-smiley*

Kim Næst' År sagde ...

Arh Donny - bring it on. Vi ka' ta' det. Vi ka' bære det. Og vi har brug for det.

Anonym sagde ...

Kan man overhovedet få kampprogrammer i 1. division? Og hvad hvis man er gået konkus? Ellers meget kækt, det der kampprogram.