Viser opslag med etiketten håb. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten håb. Vis alle opslag

onsdag den 7. april 2010

Og vores fans...


















"Og vores fans… Jeg har aldrig oplevet fans af den kaliber. Selv da vi var bagud med 0-5 i Parken, bakkede de os op. Det gav mig kuldegysninger. Det var rigtig rigtig flot. Efter kampen kunne jeg ikke gøre andet end at lægge støvlerne og klappe af dem i to minutter."

Anders Nielsen

onsdag den 21. oktober 2009

Lys forude


Wow, wup og hvabehar. Og så et lille hillemænd. Vi skriver oktober 2009, og noget stort er under opsejling.

Desværre er anledningen det, som ældre mennesker ville definere som kedelig. Yngre årgange ville kaste sig ud i noget med megazygonederen, men meningen er den samme: El Lumbino alias Dunderlumben alias AGF's næststørste walk'n'talkin' fedekalv alias Michael Lumb er tvivlsom til kampen mod Sidney Lee & Co. Av - den var værre.

Her på VHA ser vi imidlertid lidt lysere på tingene. Vi anskuer nemlig situationen i skæret fra en baglygte, der vil frem i verden. Unge Mikkel Kirkeskov, som i parentes bemærket er i stald hos Vesterbro Hardcore AGF, er grundet skader i hobetal inde i billedet til kampen. Det siger bold.dk selv, og så skulle den da vist lige være god nok.

Mikkel: Vi har din ryg. Godspeed!

søndag den 12. juli 2009

Én uge tilbage - hvor står vi?

For en sjælden gangs skyld opholder jeg mig i København under både sæsonoptakten og selve premieren. Ikke noget med Fiat Punto på Amalfi-kysten eller sardiner og hvidvin i Portugal for mit vedkommende. Så i år har jeg haft alle tiders lejlighed til at holde mig ajour med skadessituationen på Fredensvang, modstandernes transfer-aktiviteter og ethvert optræk til rygter om nye spillere i den hvide trøje.

Det sidste har det som bekendt været usædvanligt småt med. Er det nogensinde sket før, at ikke en eneste ny spiller er stødt til truppen op til en ny sæson? Det der kontinuitet virker opreklameret, når man sidder midt i en fjollesæson, der bare burde være meget mere fjollet.

Til gengæld har de nærmeste konkurrenter til pladserne lige udenfor medaljerne været forholdsvis aktive. FCM er undtagelsen, mens en rus jo nærmest har grebet AaB, der virkelig har shoppet igennem. Efter et par sæsoner med usædvanligt mærkelige indkøb har de her i sommerpausen hentet folk, der måske kan tippe balancen i deres retning igen.

På Vesterbro må vi derimod sætte vores lid til, at sidste sæsons århusianske powershopping nu for alvor begynder at kaste et gyldent skær over os. Skal man stole på Erik Rasmussen, så er medaljer en reel mulighed, hvis vores profiler holder sig fri for alvorlige skader.

Jeg tvivler en hel del på, at medaljer kommer på tale. Jeg er bange for, at vi kommer lidt haltende fra start, mens Nando, Dioh, Devdariani og Howard spiller sig i form. Til gengæld gætter jeg på, at vi fra midten af august begynder at bide fra os, og at mange vil blive overrasket over vores offensive styrke. Defensiven gemmer vi til en anden gang, men med Feilhaber i noget nær topform bagved den tysk/liberianske drømmeduo fra himlen tror jeg på store ting.

Jeg spår Feilhaber til at blive en af efterårets største profiler i hele ligaen. Intet mindre kan gøre det. Han spiller maksimalt i Århus indtil næste sommer, og til den tid blæser han formentlig hele vores transferhistorik i småstumper med et salg på den gode side af 30 mio. Men først er der jo liiige den der halvtunge sæsonstart. Kan de første tre kampe veksles til fire points, så vil det ikke betyde sommerdepression i 1650. Det skal nok blive hylt, lang tid før sensommeren bliver til efterår!

mandag den 8. december 2008

Er Brian Nielsen den sidste brik?

Efter en ganske god halvsæson, der under alle omstændigheder ender med en placering i rækkens bedste halvdel, er det nu ved at være tid til at lade tankerne glide frem mod Erik Rasmussens første regeringsperiode.

Der ligger formentlig ikke nogen transferbombe og lurer under Fredensvang, men alligevel virker det sandsynligt, at en ny venstrekant er i sigtekornet, ligesom en ny venstre back meget hurtigt kan komme med på indkøbssedlen.

Der har allerede her på bloggen verseret diskussioner om stillingen som ny venstrekant, og nu pustes der til ilden igen. På øhhh...tak.nu er en debattør åbenbart orienteret om en nærmest færdig aftale med Brian Nielsen, der som bekendt tidligere har været rygtet på vej væk fra sin problemfyldte dagligdag i Nørreskoven.

Mens brugerne på selvtak.nu ikke ligefrem står klar med roser og åbne arme overfor Brian Nielsen, så er stemningen her på kontoret en noget anden. Faktisk rykker Brian Nielsen jævnligt en tand længere op ad min liste, hvor han bl.a. er i selskab med Simon Poulsen.

Mens Simon Poulsen er den rene luksus, så er Brian Nielsen en mere ubekendt faktor, som kan blive såvel en fiasko som en enorm succes. Hvis Erik R. og Brian Steen kan tackle hurtigløberen fra Vejle, så kan han til næste vinter stå med en af de ligalandsholdspladser, som ellers ikke rigtig kommer vores vej for tiden.

Jeg stemmer med andre ord både 'For' og 'Ja' til Brian Nielsen, og jeg bliver ikke overrasket, hvis han allerede før jul bliver annonceret som første Erik Rasmussen-indkøb. Han kan dermed blive den (foreløbig) sidste brik i det puslespil, der udgør Det Nye Århusianske Storhold, hvor alle andre pladser end venstrekanten i dag er bedre besat end meget, meget længe.

onsdag den 8. oktober 2008

Der er håb!

Man går i forvejen og føler sig Tom & Jerry pådrager sig så lige et splatterknæ. Den var værre, for nok er den phillipinske landsholdsbobler efter denne signaturs bedste overbevisning endnu ikke vågnet af forrige års vinterhi, men med Karí, Benni og måske også Gjesing i bulet stand er der sgu (beklager det harske sprogbrug) lidt tyndt på midten. Kasper Povlsen kan der næppe regnes med, da han jo både går til konfirmationsforberedelse og har ondt for tænder, så Ringgaden græder for midterbanen.

Men der er håb bag tårerne, for uanset hvad der ellers sker, har vi mennesker en støtte, vi altid kan læne os op ad. Her tænkes der ikke (kun) på Ken Ragus, som ellers rocker huset i Otterup på Nordvestfyn, men på øl. Denne svalende ven, der altid står klar til at give en krammer, og som aldrig svigter dig.

Spørgsmålet, der går ud til Vesterbros Finest (og andre, der også nyder en dråbe nu og da), er: hvilken slags øl nyder du these days?

onsdag den 10. september 2008

Om lidt tager 2. divisionsholdet imod Næsby på Fredensvangs solbeskinnede Bane 1. Og det er der i og for sig (sært udtryk) ikke noget odiøst i.

Det er der til gengæld på holdkortet, der gemmer på en glad nyhed midt i strømmen af elendigheder fra AGF's nyhedstjeneste. For minsandten om ikke der, i Gustavo Cabreras fravær, er blevet plads til Vesterbros måske mest afholdte fodboldspiller pt: Gudlaugur Victor Pálsson.

Vi har tidligere her på bloggen gættet på, at han fra nytår ville blive kylet op på førsteholdet for at tage det næste skridt på vejen mod superliga-minutter, men i aften kan han altså tage forskud på seniortilværelsen med en mulig debut på 2. divisionsholdet.

Giv den gas, Victor!

tirsdag den 15. juli 2008

Agurketid


Det er i sandhed agurketid. Både i de landsdækkende medier, som vanen tro er begyndt på kødundersøgelser og på at forbedre vores kollektive sommersexliv, men også hos de ellers så kække skribenter hos VHA har et vist sløvsind sat ind. For spørgsmålet om hvorvidt Jan Kristiansen kommer til klubben eller ej, må efterhånden siges at blive mere og mere uinteressant, i takt med at Jan K desperat forsøger at finde en kontrakt hos Carl Zeiss Jena eller lignende. Jerry Lucena sad ellers klar til at hamre bajere, men han er lidt en narrefisse ham Krølle.

Pyt med det, for nu skal vi snart til at sparke fodbold og vanen tro er humøret i top blandt fans og spillere. Ingen brok over dårligt spil i træningskampe og anfører/ikke-anfører bind her, no siree, kun svedige drømme om UEFA cup og pokalernes gjalden.

Og OP har fundet sin start 11'er ser det ud til. Hvis ikke jeg tager grueligt fejl, så vil følgende 11 helte tumle forvildede rundt i sommervarmen på Essexpress Park på lørdag.

Staff

Ulle - Tomato - Kure - Lumb

White - Kari/Gjesing - Lucena - Blicher

Nando - Dioh/Graulund

I sandhed et frygtindgydende hold og denne signatur tør godt at love at det er 3 sikre point i premieren, right there. Seriøst dog, så ligner holdet til forveksling det, der brugte foråret på at tosse omkring og tabe røvsyge fodboldkampe. Alt mit håb ligger på Nandos brede skuldre.

søndag den 15. juni 2008

Den islandske diamant og Kapidzic på landsholdet...

Ingen pølser på grillen eller voksenkaffe - til gengæld et kig på, hvordan nogle af fremtidens førsteholds AGF'ere ser ud.

Fællesmassebetegnelsen for den slags hedder U-18, og det var netop disse uslebne diamanter, som i den nyligt overståede weekend gæstede Lyngby og dermed periferien af nærværende blogs habitat.

Og lad os da bare få den skuffende 2-1 sejr til Lyngby på banen med det samme, og så ellers koncentrere os om de opløftende AGF-momenter ved den i øvrigt ganske jævnbyrdige kamp, der understregede, at tabellen aldrig lyver - begge hold var før kick-off placeret i den tungere ende af tabellens midte.

Set fra sidelinien var der et par spillere, der skilte sig ud denne lørdag eftermiddag. Tillad os at præsentere:

Mikkel Kirkeskov - venstre back. Skralder igennem på tacklinger, tør spille det fremadrettede spil, er en fighter og vil det bare så meget. Med andre ord solgt til West Ham for 30 millioner om et par år. Spidskompetencen for Mikkel er det for os hidtil ukendte udtryk "genpres", der blev introduceret fra trænerbænken og ikke skal forveksles med bænkpres. Det handler vist om at være i haserne på modstanderne over hele banen lige efter bolden er mistet.

Vi blev også positivt overraskede over Jonas Thorsen, der fungerede som midtbanesweeper med stor autoritet og Jesper "Fleck" Fleckner, der dirigrede forsvaret og udviste gode lederevner.

Men over dem alle var vores ubetingede Man Of The Match, den islandske midtbanegeneral Gudlaugur Victor Pallson. Husk, hvor du læste det først: Han bliver stor.

Med sublimt overblik, sikkerhed, gennembrudsevner, pasninger og driblefærdigheder, så det ud som om, han var et godt nøk over sine mod- og medspilleres niveau. Det bliver spændende at følge denne Kari i svøb.

Du kan selv se ham efter i sømmmene, når U-18 spiller forårets sidste kamp. Det er i Århus på lørdag, hvor Hvidovre gæster kl. 15.

Efter nederlaget til Lyngby udspillede der sig i øvrigt smukke scener, da indholdet af en SuperBest pose så dagens lys i hænderne på ligaens topscorer og AGF's anfører, Sanel Kapidzic.

Et styk dansk landsholdstrøje med navn og nummer blev overrakt med kærlig hilsen fra den østdanske AGF-celle efterfulgt af en lille fotoseance. Baggrunden for den lille listige happening, er at bosniske Sanel, der har boet i Danmark de sidste 16 år, er i gang med at søge om dansk statsborgerskab, så han også kan repræsentere landsholdet i det land, hvis indbyggere om føje år vil være på både for- og efternavn med bomberen. Desværre trækker det lidt ud med det statsborgerskab, så vi tog forskud på glæderne...

Og så afslutningsvis lidt til vores store skare af stadionafficinados: Måltavlen ved banen havde ikke "vi" og "de" eller "os" og "dem", men listige piktogrammer. Hjemmeholdet symboliseret som et hus med en mand indeni (klar reference til områdets meget velbeslåede husejere), mens udeholdet må tage til takke med at være reduceret til passagerer i en bus. Stærkt!