Et ikke helt uventet nederlag røg i går oveni bunken med tabte point efter acceptable indsatser. Jeg er fattet og ved godt mod, og jeg holder mig stadig (og længe endnu) til strategien om et forår i opbygningens tegn. Vi øser lærepenge ind på den konto, der skal betale vores medaljer til næste år.
Så langt, så godt.
Hvad jeg er mindre fornøjet over, det er den uforfalskede tristesse, som nogen kalder 'fanscenen'. Hold da helt op hvor et sørgeligt indtryk, de fik afleveret i går aftes.
I en grå betonkulisse omgivet af mudder og store metalhegn havde man indespærret et af de største kontigenter af tosser, jeg længe har set. Sejlende rundt i enorme brænderter og effektive dope-tåger væltede ansigtsmalede tosser ind i hadefulde freaks i hooligan-uniform.
Dem skal der også være plads til. Ingen tvivl om det. Men når de i to timer med fråde om munden står og skråler, hvem der betaler Brøndby-tilskuernes metadon, så bliver man så utrolig træt. Og meget lidt stolt af sit selskab.
Næste Brøndby-tur bliver nok ikke meget længere end til den nærmeste stue med et TV3-signal. Eller også bliver det i anonymt afsnit på stadion. Langt fra tosser i slagsmål med kontrollører, og alt det andet tristesse fanscenen kan diske op med på en søndag aften.
Tja, som vores ven her siger, hvorfor så folde sig ud, når man alligevel altid er nummer 1? Sådan har jeg det, og sådan havde de 11 på banen det måske også i dag. Førstepladsen blev forsvaret. Videre i teksten.
