Tænk hvis vi vandt i Lotto... (den skeptiske version)

Det estimerede og i journalistkredse højt respekterede fodboldwebsite bold.dk, hævder at vi er endog meget tæt på Raul Ruidiazz. Først brokkede spillerens agent sig over den peruvianske klub. De var nogle døgenigte som ikke var til at handle med. Nu, blot kort tid senere, viser det sig at det var de slet ikke. Næ, Universitario de Deportes' presidente mente, at man var sågar rigtigt tæt på en handel der sikrede AGF 70% af spilleren til den nette sum af 4,5 millioner. Og så var den skid ligesom slået.

Men hvem er dette uslebne peruvianske inkaguld egentlig? En ung uprøvet spiller fra den peruvianske liga, med 4 landskampe, suspekt udseende youtube videoer og med agenter der hedder Shanks, Shucks og Ninmar Akcan. Virkelig? Seriøst? Har vi (eller Bricks eller Ceres) virkelig 4,5 millioner at skyde efter Ruidiaz? For real?

Hmmmm. Ikke overbevist. Havde det været Championship eller Football Manager, så var det noget andet. Men der skal satme sælges nogle Store Klaus, for at hente pengene hjem, hvis Ruidiaz viser sig at være den nye Danilo.

Ansvar pt. III

Efter en anden signaturs neo-konservative gennemgang af ungdommens utilstedelige forvanskning af det danske sprog, er det nu blevet tid til noget modvægt.

For det er ikke lutter tidsler, når de unge og indvandrerne kaster sig over det danske sprog. Det kan godt være, det kaster et halvskidt apostrof-s af sig hist og her, men så får man til gengæld også noget den anden vej.

Tag nu f.eks. en af de nye lokale bøf-restauranter i kvarteret. Her møder vi en entreprenant kok, der bare ikke stiller sig tilfreds med tingenes tilstand og nøjes med den default version af det danske sprog, vi andre lader os nøjes med.

For som det fremgår af billedet, så kan man på Istedgade både sige 'Velkommen' og 'Velbekomme' i ét og samme ord. Det smart bitch.

Velbekommen, siger jeg bare.

Hvordan man laver en "cropcircle"

Twitter er noget ungt hot stads som undertegnede og Mike Skinner er helt nede med. I den seneste tid har Mikey forberedt en "cropcircle" som forberedelse til koncert på Glastonbury. Jeg er ikke helt sikker på hvad det går ud på, men min indre druide får mig til at følge interesseret med.

Diego Marado'

Der er efterhånden lavet en god håndfuld film om verdens bedste 10'er, og nu kommer den seneste af slagsen forbi danske cinemataster og futbollaficionados.

Missede du Emir Kusturicas film om Maradona til Cph:dox, kan denne signatur med glæde meddele, at den kan ses i biografer med respekt for sig selv fra i morgen fredag.

VHA var naturligvis inviteret til den danske pressevisning på filmen i sidste uge, og har derfor en saglig mening om tingene. I al beskedenhed.

I korte træk følger vi Kusturicas forsøg på at fortælle hele historien om Diego: fodboldspilleren, mennesket, revolutionisten in spe og familiefaderen.

Jo, der er mål (inkl. dribleturen og Guds hånd i '86), men filmen er rigtig meget mere end det. Først og fremmest et portræt af et specielt menneske, der soler sig i at være et fænomen, men også må deale med de nedture, som uløseligt er forbundet med hans person.

Gud er retfærdig

Det er en Diego, der fortæller om, at han resten af livet vil hade sig selv for sit stofmisbrug (tænk sig, en fodboldspiller der reflekterer med skyld, skam og oprigtighed), en familiefar hvis liv hang i en tynd tråd, revolutionisten der elsker Cuba og Venezuelas Hugo Chavez - og ligeså meget hader USA, Prins Charles ("han har blod på hænderne") og Joah Havelange.

Som han tørt konstaterer om sidstnævnte - den tidligere brasilianske FIFA-præsident, der sad på posten i 20 år: At Brasilien i de mange ikke blev verdensmestre, viser bare at Gud er retfærdig...
Det var han også, da den hjælpende hånd kom til - det var hans payback til englænderne for Falklandskrigen, forstås.

Diego er rock'n'roll, men også lidt mere. Det får Kusturica med, og selvom der er sekvenser og gentagelser, der nok kunne være klippet ned eller ud (f.eks. de trættende animerede gentagelser af Diegos leg med vestens onde imperialister som Thatcher, Prins Charles, Bush og Reagan tilsat Sex Pistols soundtrack), er 'Maradona' en helt tålelig film om en stor personlighed. Ikke mindst fordi instruktøren undervejs bliver venner med Maradona, og derfor kommer tæt på. Kusturica selv fylder derfor også selv en del - og det kan man lide eller ej.

Denne signatur fandt det ok og sender anbefalingen på at se 'Maradona' videre.

Se traileren her, læs hvorfor Politikens Erik Jensen ikke er enig, The Independent er lunken, Berlingske skriver og The Guardian bryder sig kun om en enkelt scene.