Viser opslag med etiketten Rygter. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Rygter. Vis alle opslag

tirsdag den 1. november 2011

Den nye Arne Johansen

Der er så meget røgslør og spøjse vandrør på spil i Århus i disse dage. Derfor er det også så herligt med spillere der rent faktisk siger hvilke klubber de har været på besøg hos.

Step up Adam Johansson. Helt frisk i mælet svarer han, at han selvfølgelig ikke har været til frokostbuffet med Lynge på Hotel Scandic i Nørresundby, næh nej, han har tygget bolcher med kniven og gaffel. Sådan Adam.

Og hvad er der så at sige om Adam? Udfra egne relativt begrænsede erfaringer med manden, så er han en vaskeægte ærgerrig bøfback som spiser op. Ikke så mange dikkedarer der. IFK Gøteborg har i en længere periode fostret ikke voldsomt spændende arbejdsheste i Håkan Milds (rædsels)laboratorium.

En opgradering på Jerry Lucena, javel, men han har slet ikke Sorinenbauers graciøse, je ne sais quoi.

Det må blive et: "Adam? Jamen, så ok da", fra denne signatur.

onsdag den 24. august 2011

Tænk hvis vi vandt i Lotto... (den skeptiske version)

Det estimerede og i journalistkredse højt respekterede fodboldwebsite bold.dk, hævder at vi er endog meget tæt på Raul Ruidiazz. Først brokkede spillerens agent sig over den peruvianske klub. De var nogle døgenigte som ikke var til at handle med. Nu, blot kort tid senere, viser det sig at det var de slet ikke. Næ, Universitario de Deportes' presidente mente, at man var sågar rigtigt tæt på en handel der sikrede AGF 70% af spilleren til den nette sum af 4,5 millioner. Og så var den skid ligesom slået.

Men hvem er dette uslebne peruvianske inkaguld egentlig? En ung uprøvet spiller fra den peruvianske liga, med 4 landskampe, suspekt udseende youtube videoer og med agenter der hedder Shanks, Shucks og Ninmar Akcan. Virkelig? Seriøst? Har vi (eller Bricks eller Ceres) virkelig 4,5 millioner at skyde efter Ruidiaz? For real?

Hmmmm. Ikke overbevist. Havde det været Championship eller Football Manager, så var det noget andet. Men der skal satme sælges nogle Store Klaus, for at hente pengene hjem, hvis Ruidiaz viser sig at være den nye Danilo.

onsdag den 13. juli 2011

Lange Lune Larsen *edit*

Vi bliver jo nødt til at tro på det stadigvæk. Hvis ikke vi gjorde det, så ville vi jo fremstå som blogosfærens værste vindbøjtler...

Sushi Simon Mik-Makienok bliver AGF's nye frontangriber!

Nuvel, vi kan også nøjes med Lune Larsen, som B.T. hævder skriver under på en 2-års kontrakt, så snart han kommer tilbage fra Toulouse.

Og hvis de, blandt vindbøjtler så kendte, Berlingske tabloidhunde har ret, så er det kun fordi de opsnappede følgende SMS mellem Larsen og Berti:

cs om lit. j skrvr for d hvi asap. knuzzer. søren.


Der er vi jo så lidt mere fine på den og baserer vores oplysninger på en stribe af undercover informanter. Anonyme naturligvis.

*Og nu er der indkaldt til pressemøde. Ville det ikke være sjovt, hvis det nu rent faktisk var Sushmin Aggemam? Lang næse til BT, stor cadeau til VHA's spioner.

Nå men, det betyder jo at Fanshoppens overskudslager af ID VOKS PRODUKT finder en ejermand i Larsens 90'er Beckham frille*

onsdag den 24. november 2010

Ham den Lange

Ved godt at det er kontroversielt, men fjollesæsonen starter tidligt i år. Og som jeg læser det, så vil Jesper Lange endog meget gerne til Århus. Det står mellem linjerne, men Peter Sabroe Seminariet og en fremtid som den næste gravhund venter.

Er det bare mig der har mellemgøjseren over den tanke?

tirsdag den 29. juni 2010

Transferchat (slight return)

Opdateret d. 4/7

Devdariani og Stephan P. 
Ifølge Brian Kniv er der interesse fra flere forskellige klubber. Et salg står dog ikke først på sportschefens liste. Først JP og B9. Vi krydser fingre for, at det er løwn.

Benny Burger
Trods et lidt skuffende spillemæssigt VM for den sympatiske californier, så burde der være salgspotentiale i burgeren.

*Aktuelt* Hapoel Tel Aviv

Jakob Poulsen

Jakob Poulsen, 25-millioners manden, bliver nok solgt for meget mindre. Han havde heller ikke ligefrem noget lysende VM. Måske skulle han have valgt en tur til Rom trods alt?

*Aktuelt* Wigan. FC Köln har fundet deres midtbanemand og er officielt ikke længere interesseret i JP.

Dan T.

Don Tommasso er i århuianske munde blevet en slags judasfigur, i modsætning til Benno og JP. Måske mest pga. timingen i udmeldingen om utilfredsheden med 1. division, måske pga. det faktum at han er 'ægte' AGF'er.

Faktum er dog stadig at han ikke er velkommen på Isted Grill længere. Sårn er det.

*Aktuelt* Serie B hold husker stadig hans mange sæsoner i de lavere divisoner i Italien. Albiboleffe måske?

Nando Rafael
Kunne man forestille sig at man stille og roligt opsagde samarbejdet med den sympatiske tysk-angolaner? Eller vil man virkelig sælge?

Arthur Sorin
Har vist en stor stjerne i det svenske. Stadigvæk.

fredag den 30. januar 2009

Lokummet fra Brügge spøger igen

Så er den gal igen. Han var lige ved at gå i glemmebogen, men nu dukker en gammel kending her fra bloggen så op igen: Lokummet fra Brügge.

Han har tidligere været svaret på vores bønner, men denne gang tvivler jeg nu på, at det er os, der er ude efter ham. På trods af angrebskvalerne ovenpå Diohs skade.

Mere sandsynligt er det nok, at Ove P. har været langfingret nok til at rapse vores shortlist, før han diskret listede til Esbjerg i december. Ellers er det desperadoen Hans Lauge i Vejle, der i vanlig stil er ved at skifte den uønskede Pinones-Arce ud med en ny (og større) model.

Læs mere om lokummet på bold.dk eller her på bloggen.

onsdag den 13. august 2008

Transferrygter, ja tak.

Spørgsmålet er nu om Benny er en Fejlhapser, *bækkendask-lilletromme* eller om han er The Real Mackoy. Youtube billederne taler for Mackoy'en, imens tidligere oplevelser med USA i hvidt tegner et billede af en mulig Fejlhapser.

Men hvad er det? Midt i al postyret om det 23 årige og stærkt globaliserede wunderkind, da dukker et knapt så globaliseret, men ikke mindre vidunderligt navn op - jamen! goddaw Jakob Poulsen! For nok er det da en venstrekant vi har relativt mest brug for, men Jakob P er jo en af Ove P's drenge og de plejer jo nok at kunne hamre(r) bajere, samt være gjort af det gode (vestjydske) stof.

Jeg tror jeg hælder mest til at sige velkommen til Jakob Poulsen, men hvis det ikke kan være anderledes så kan jeg da også bare nøjes med en Benny Burger.

onsdag den 28. maj 2008

Transferupdate pt. 1

Der er en efterhånden generel konsensus om at det kommende transfervindue bliver det hidsigste og mest udslagsgivende i meget lang tid. Det er ihvertfald hvad både mtac.nu og BSN siger, men spørgsmålet er om man ikke skal trække vejret en enkelt gang og skabe sig et overblik over mulighederne. Det er hvad de tilbagelænede fra Danmarks mest sommerklare stenbro har planer om, alt andet lige.

Som det ser ud lige nu er følgende i spil:

Kim Christensen
I denne signaturs øjne et oplagt bud på en forstærkning. Han er hvad vi troede Dioh var. En regulær boksangriber som man kan spille den op på og som ligger klar i det lille felt. Ikke at jeg ikke elsker Dior, men han er nu mere en flagrende type, hvor Kim C er mere stationær. Vejle bejler også til ham, men mon ikke det er noget med nullerne på kontrakten der gør, at der lige pludselig er 2 stenhårde bejlere. Hvis de får ham vil jeg ha Pablo Pinonones-Ärce. Mindst.

Patrik 'Hagge' Haginge
Har ikke det store kendskab til Hagge, udover at jeg et sted læste at han er 'stentuff' og en 'backklippa', hvilket jo lyder meget fint. Som en gardering til bagkæden ville han da være a-ok, men spørgsmålet er om vi ikke først skal have ryddet op dernede. Lumb (snøft), Sarr (tårer) og Baronen er kandidaterne.

Og de efterhånden aldrende travere:

'gudeskønne' Lasse Schöne
Mon ikke han bliver i udlandet. Det ville jeg gøre. Fantastisk hot type iøvrigt, en slags Gjesing 2.0 som sikkert ville gøre Buddy Holly (mænd i kilt, hvor vildt!) kollektivt usikre i knæene.

Michael Krohn-Dehli
Har jeg ikke helt opgivet, spørgsmålet er om han dog ikke er hvad man i nyere fodboldterminologi kalder for en lottekupon. Altid skadet evighedstalent til den offensive midtbane. Ovre hos Lyngby har man noget tilsvarende, han hedder Jesper Håkansson og han sætter ikke ligefrem verden i flammer. Det bliver et forsigtigt 'pas' til Krohn-Dyret.

Dem som slap væk (...men vi vil altid ha' Paris, ahhhh)

Goran Slavkovski
Pulsen steg godt nok, da nyheden om Zlatan II tikkede ind på telexen (thats how we roll in 1657 bitches!), men det var som en drøm og alt for godt til at være sandt. Meget kan ske på dette aggressive transfermarked, så et lån af Goran er sikkert ikke umuligt, men lad nu den ligge.

fredag den 4. januar 2008

Fjollesæson: trængsel og alarm på højrekanten

Endelig er der ved at komme lidt gang i transferrygterne, som plejer at være blandt januar måneds højdepunkter, men som i år nærmest er aflyst på grund af klubbens lettere kedsommelige mådehold med transferbudgettet. Historierne om Lumbs potentielle megaskifte har dog pustet til ilden, og nu ruller historierne i formiddagsaviserne og på netsiderne.

Først banede Lumb-rygterne vejen for en lidt tyndbenet historie om et come back til Allan K. Jepsen, der efter sigende skulle have et hus stående i Århus' omegn, som han gerne ville hjem og se lidt mere til. Få dage efter begyndte jungletrommerne så at spille Mads Jørgensens melodi, og denne gang lader der til at være lidt mere kød på benet. Helt uproblematisk ser det desværre ikke ud, selvom der næsten ikke er noget som hjemvendende sønner.

For hvordan skal kabalen gå op, hvis Lillebror Jørgensen stadig befinder sig bedst derude på højrekanten, hvor han lader til at have haft sine bedste øjeblikke for den synkende Brøndby-skude? I den side har vi allerede Valencia, White, Blicher, Kristensen og Salifu, hvilket er rigeligt til at snakke om overflødighedshorn. Hvis Brian Steen og Ove P. har omtrent samme syn på den sag, så kan Jørgensen-rygtet betyde to ting:

1) Mads Jørgensen er tiltænkt pladsen som gardering for Jerry Lucena på den ene (og lidt mere offensive) af de to centrale midtbanepladser. Det kunne der sandt for dyden også være en grund eller to til.

2) Jeremiah White er i forbindelse med sin landsholdsudtagelse blevet så tilpas varm på transfermarkedet, at klubben forhandler med en udenlandsk klub om et januarskifte, hvorfor der på højrekanten kan blive brug for en kompetent gardering.

Jeg tror mest på det første scenarie, men tvivler til gengæld en anelse på Jørgensens holdbarhed og kvalitet. Derudover kommer udsigten til at hyre en spiller på en ultrakort kontrakt, mens vi allerede har pantsat nærmest alt, hvad der vil kunne afsættes til større klubber. Hvad blev der af de positive vinde over klubbens pengeskab? Jeg skråler 'velkommen hjem' af mine lungers fulde kraft, mens jeg allerede spekulerer som en gal over, hvad vi skal bruge The Come Back Kid til...

lørdag den 15. september 2007

Farvel til løbebanen?

Det meget omfattende visionsoplæg for området omkring Atletion er måske endnu mere omfattende end først antaget.

For lige nu pryder en farverig model over fremtidens Atletion både søjlehallen og Århus Elites hjemmeside, og af modellen fremgår det, at løbebanen omkring grønsværen er skåret ned til noget, der ligner et enkelt spor eller to.

Det kan meget vel være en ung arkitekt hos schmidt hammer og lassen - arkitekter kan godt lide små bogstaver - der bare har set sig umådelig sur på den løbebane, men det kunne jo også være Lars Windfeldt, der ikke længere kan udholde synet af de smukt beliggende men meget lidt frekventerede røde løbebaner. Lad os håbe, byrådet hopper på den, og vi om fem år står med et rigtigt fodboldstadion til et rigtigt tophold...

lørdag den 21. juli 2007

Angrebsrokade og optakt til søndagens kamp

Med købet af David Nielsen til OB, da kan man vel efterhånden begynde at skimte muligheden for eventuelt at tilknytte Kim Christensen som Det store lokum til angrebet. Med både Bengt Sæternes og David Nielsen i truppen, samt også den noget undervurderede Srdan Radonjic og Johan Absalonsen, da må fremtiden se noget tåget ud for Kimse 2. Spørgsmålet er om han er en spiller som BSN overvejer. Jeg mindes at han tidligere har været i søgelyset for et par år siden da han vidst spillede i tysk fodbold. Jeg synes det kunne være interessant at tilknytte ham, eventuelt på en lejeaftale, men samtidigt synes jeg også at det er spændende at se White og Graulund udvikle og udfolde sig som angrebsduo.

Netop OB venter på søndag og det bliver en svær opgave. Også derfor er det så utroligt deprimerende at vi ikke bare fik et enkelt point mod Horsens, en kamp som kan vise sig at have større betydning end man umiddelbart troede. En sejr kunne i den grad have fjernet noget af trykket, imens det ærgelige nederlag sender os ned i bunden og vel også må give visse panderynker hos spillerne. Horsens var et hold vi, på baggrund af første halvleg, burde have vundet over. Ach schade!

På forhånd havde jeg hypet Alex Valencia, men han faldt helt igennem i flere tilfælde. Ærgeligt. Også Kim Madsen virker til tider noget tung og usikker, her kan man forhåbentlig glæde sig til en Luffe Persson, som virker langt mere sikker i sine indgreb og som dirigerer langt mere. Sådan drømmer jeg ihvertfald tit om ham. Han er mere hyped end Harry Potter, ham Luffe. Lucena kandiderede i mine øjne til Man of the match, en ære som fortjent tilfaldt DunderLumben. Også White og Graulund viste glimtvis gode takter, imens Kari skiftevis imponerede og frustrerede.

Af indskifterne var det godt umiddelbart at se Jens Gjesing komme ind og sætte fart, hvorefter han helt forsvandt. Mystisk. Tullberg er en sympatisk klumpedumpe og Salifu skal nok blive god om et års tid eller 2.

Opstillingen til søndag giver vel sig selv

Staff

Ulle-Budtz-Kimse-Lumb

Alex-Kari-Jerry-Lars

White-Graulund

Det er svært at være optimist når man ser det hold OB kommer med, et hold som i mine øjne ser bedst rustet ud til pseudo-mesterskabskampen. En heldig 1-1 med mål fra hhv. Bechara og White er det bedste der med denne signaturs (sic) gamblerbrille kan håbes på.

fredag den 13. juli 2007

Mere info om KWAME OBENG DARKOOOO

Nu hvor Stiften har slået fast at vi har fået det nyeste hotte ghanesiske stjernefrø til træning, lad os da kaste et lidt mere årvågent blik på denne spændende angriber, fra dernede, syd for ækvator.

Tilsyneladende hersker en del forvirring om Kwames virkelige alder. Således diskuteres det på diverse ghanesiske messageboards hvorvidt Kwame kan spille såvel u20 og u23. Muligvis kan han også spille u21, men ingen synes at være sikre!

Desværre konstateres det også:

For Kwame Obeng Darko, the least talked about him. He is simply on and off player. Cannot concentrate throughout the 90mins. He needs a psychologists to bring the best in him

Og ligeledes:

Obeng Darko doesn't appear very serious at all. Probably messing around a lot with the Kumasi chicks like Mike Osei did.

De der Kumasi chicks, de kan altså også gøre en helt rundtosset!

fredag den 29. juni 2007

Salou Ibrahim: den sorte Hübertz?

Rygterne om kampvognen fra Brügge, Salou Ibrahim/Ibrahim Salou, er jo varmere end nogensinde før. De 191 cm angriber skulle være i søgelyset, og det forstår man godt, hvis Brian Steen har siddet og dangderet den med en gang youtube på kontoret, når telefonernes kimen stilner af henad aftenstid.



Men er Salou mon bare den sorte Hübertz? Et stort, klodset lokum med en lille målnæse. Videoen herover taler imod den udlægning. Brian, snak med manden, læg millionerne, og se hvad han kan.

Kommende sladder

Der er meget sladder i spalterne i disse dage, og det hele bliver ædt som råt kød i et løvebur. Men hvorfor vente på sladder, når man kan lige så godt selv kan sætte sig til rette og bestille den?

Hvorfor har ingen sat et saftigt rygte i gang om Sveriges svar på Esset, Mikael Dorsin. Venstre-backen i Rosenborg med skuffen fuld af guldmedaljer, landskamps-kasketter og sjove frisurer spadserer jo snart direkte ind i et spektakulært kontraktudløb, som AGF vel bør være 100% underrettet om.

Dorsin er 25 år, har spillet i Djurgården, Strassbourg og Rosenborg, og har hentet erfaring fra masser af u21-landskampe og enkelte kampe med den rigtige landsholdstrøje. Det er da lige os. Mere sladder ønskes, tak.

onsdag den 27. juni 2007

Sladder



Ranger kaster bolden op ovre på Galehuset og jeg tager den gerne op og løber med den. En ny mulig venstreback, Christian Järdler? Jeg har set den unge mand i aktion og han er altså rigtigt god. Hurtig, hård og udfordrende. Med andre ord ikke helt ulig Christophpher P. Og hvis VFF spiller hardball med transfersummen og der åbner sig en mulighed for at vi kan hente Christian her, så er jeg fyr og flamme. Hvor gemmer Stoke sig nu?!

tirsdag den 12. juni 2007

Transferrygter og ønsker. Status og opdatering.

De hotteste rygter lige nu er vel stadigvæk Jerry Lucena og Asbjørn Sennels. At de er blevet set på Næstved Stadion er dog noget tvivlsomt, jeg vil ihvertfald meget gerne have det bekræftet. Sennels åbnede lidt for posen, ved at konstatere at både Lyngby og AGF var interessante for ham.

At der samtidigt også tales om Kristoffer Wichmann fra Køge må dog være udtryk for at BSN er igang med noget røgslør eller at sommervarmen er steget ham til hovedet. Ellers kan det være at han indgår i BSN's plan B, i tilfælde af at vi ikke rykker op.

Det er lang tid siden Søren Bergs navn er blevet nævnt i transfermøllen. Et eller andet sted har jeg også meget svært ved at se ham i AGF. Hvis han kommer hjem, så tror jeg snarere at det bliver en af de vanlige top 3 klubber, herunder eksempelvis: BIF, FCM, AAB eller måske endda tilbage til Fyn.

Johannes/FSC åbnede tidligere for muligheden for at kaste et blik på Simon A Pedersen som vil væk fra det vestjydske. Personligt synes jeg det lyder noget mere interessant end en Søren Berg transfer. Her er en spiller som ikke skal garanteres spilletid fra start hver gang i begyndelsen, samtidigt med at han har noget at skulle bevise og må formodes at være billig i drift. Så, hvorfor ikke?

Slutteligt kunne det da også være interessant hvis det var Tommy Bechmann på et tidspunkt ville hjem igen, men det hører nok snarere til i ønskebunken...

tirsdag den 5. juni 2007

Hvorfor Søren Berg er den perfekte transfer

Mere og mere tyder på, at AGF benytter sommeren til den flytning, der både er den nemmeste og den sværeste af alle: at flytte hjem. I dette tilfælde hjem til superligaen, hvor gæsterne utålmodigt venter på at få værten tilbage.

I takt med at hjemflytningen rykker nærmere, øges også spekulationerne om næste sæsons trup. Her kommer et bud på de kommende transfers på Stadion Alle, og på hvorfor Søren Berg er den helt rigtige mand på det helt rigtige tidspunkt.

Der har i de seneste uger været mange navne i spil – navne som måske, måske ikke, figurerer på Brian Steens eksklusive liste over potentielle transfers. Blandt de mest interessante navne finder man femkløveret Lucena, Sennels, Jørgensen, Berg og Wichman, som alle næsten med garanti findes på listen.

Køge-spilleren Wichman kunne være en god forstærkning, men jeg tror ikke på, at han havner i klubben. Vi har fremtidens folk på højrekanten, og dem er der ingen grund til at skubbe ned i hierarkiet for at få plads til en solid 1. divisionsspiller.

Mit bedste bud er, at Nielsen og Pedersen vil bruge sommeren på at hente tre spillere. En venstre back, en central midtbane med kreative evner og en angriber der kan fylde hullet ud efter Peter Sand, der formentlig nedtrapper aktiviteterne på banen til fordel for en lovende trænerkarriere.

Sennels er blevet nævnt igen og igen, og de tre mest indlysende grunde til at han er godt på vej til klubben, er at han har den rette baggrund med masser af erfaring og enkelte landsholdsudtagelser, at han nærmest er den eneste venstre back, der har været i spil på rygtebørsen – og at han er den helt rette type med visse tekniske kvaliteter og mod på at blande sig i spillet fremme på banen.

Til den centrale midtbane har to af de mest sejlivede transferrygter heddet Jørgensen og Lucena. Mads Jørgensen er med garanti interesseret i et skifte, og han kunne formentlig også meget vel være den rette mand. På plussiden tæller, at han også kan dække den højre midtbane, hvor vi i en periode vil have brug for backup, indtil Niels Kristensen vender tilbage. På minussiden tæller en skadesfrekvens, som kan gøre enhver AGF’er ligbleg på en god sommerdag.

Hans konkurrent til pladsen kunne være Ove P.’s helt egen opfindelse fra Esbjerg, Jerry Lucena. Lucena er dog jaget vildt i superligaen, hvor blandt andre OB og AaB skulle være særdeles interesserede. Det er der dog også gode grunde til, da Lucena med et skifte væk fra Esbjerg med en vis sandsynlighed vil kunne træde helt derop på stigen, hvor Morten Olsen vil kunne få svært ved at se bort fra ham. Ja, ja. Med en vis sandsynlighed, sagde jeg. Jeg tror, han står øverst på listen af de to kombattanter på midten.

Og så er vi fremme ved overskriften. Den om Søren Berg og den perfekte transfer. For helt fremme i den tunge ende af angrebet vil der henover sommeren opstå et vakuum efter Peter Sand. Mike Tullberg tager ingen steder hen, men han bliver ikke førstevalget, hvis AGF skal på jagt efter en plads i den bedste halvdel af ligaen. Nej, deroppe på toppen af listen, der står Søren Berg. Manden uden skader men med landskampe, erfaring fra udlandet, målnæse og det imponerende arbejdsraseri, som kan tage pippet fra ethvert forsvar – også i den bedre ende af superligaen.

Han er lige nu main target i Århus. Han er nemlig udtænkt en plads i angrebet, men med det meget vigtige supplement at han lige så naturligt hører til på højrekanten, hvor vi som nævnt i løbet af efteråret vil få brug for alternativer til White. Berg er på alle måder den helt rigtige mand, fordi han udfylder det største hul på holdkortet, og fordi han med sin indstilling og sin fysik er som skabt til Nielsen og Pedersens drøm af en fodboldspiller af i dag.

AGF flytter hjem – og Berg flytter med.

onsdag den 16. maj 2007

Varmt rygte: dobbelthandel i Brøndby

Så er der igen nye rygter i omløb om tilgange til næste sæsons AGF-trup. Ifølge kilder i Brøndby skulle der være gode muligheder for, at ikke bare én men hele to overskydende spillere fra Brøndbys kriseramte trup nu er på vej mod Fredensvang.

Den ene er Asbjørn Sennels, der ikke bare er helt ude i kulden på Vestegnen (det lød ikke rart), men også spiller en position der i den grad udgør et hul i AGF-truppen. Sandsynligheden for rygtets reelle holdbarhed må være i top, og han er mere end en gang erklæret for aldeles velkommen her på vesterbrohardcoreagf.

Den anden er en gammel kending, der gang på gang har spøgt på rygtebørsen, nemlig den så udskældte og skadesplagede Mads Jørgensen.

Hvor han skulle komme ind i overvejelserne til fremtidens AGF-hold er særdeles svært at få hold på. Er han Pleidrups konkurrent på venstrekanten, eller er han en potentiel offensiv forstærkning til midtbanen? Rygtet er svært at tro på, men alene tanken om Lillebror Jørgensens sammenbidte fight og hans følte langskud giver en let gåsehud, og jeg ville hjertens gerne se ham tilbage i hvidt. Gerne skadesfri!

torsdag den 3. maj 2007

Den næste Patrice?

Så kan drømmene om nye profiler tage til igen: Brian Steens target for den seneste Norgestur lader til at være Patrice Bernier, den offensive og ekstremt løbestærke midtbanemand i Tromsø.

Konkurrencen om canadierens signatur er dog enorm, og Brian Steen får denne gang brug for mere end bare overtalelsesevner, hvis Bernier skal være på holdkortet, når der fløjtes op til (superliga-)fodbold igen efter sommerpausen. Blandt bejlerne til Patrice Bernier er Brøndby, Rapid Wien og Køln. Besiktas har tidligere illustreret deres interesse med check på 10 mio. norske kroner, hvilket blev afvist af Tromsø, der til sommer kan miste den hårdtskydende midtbanemotor uden en krone i transferposen.

Men hvad kan vi så glæde os til, hvis den umulige mission alligevel viser sig at ende med en underskrevet kontrakt? Ifølge bulletinerne har vi at gøre med en løbestærk midtbanemand, der foretrækker den centrale midtbane, men også kan gøre sig nyttig på højrekanten. Han er godt skydende - også på frispark - og så omtales han som en glimrende pasningsspiller.

Hvis den nye Patrice skulle havne i Århus, så tyder meget på, at han vil blive sommerens helt store transfer. Det er ikke urimeligt at gå ud fra, at der kun bliver råd til én spiller i den lønklasse, som Bernier må formodes at havne i. Om han er den slags penge værd, det ved Brian Steen forhåbentlig meget mere om. Nu er endnu en spiller under alle omstændigheder sat i spil på den centrale midtbane, hvor også Jerry Lucena indgår i de stadigt hyppigere aftenbønner.