Viser opslag med etiketten Livet udenfor fodbold. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Livet udenfor fodbold. Vis alle opslag

mandag den 22. august 2011

Simpel mandagserotik



På Vesterbro er vi afslappede og trygge ved vores seksualitet. Guderne skal vide, at en søndag på Skipper ofte udvikler sig til en omgang regulær grab-ass mellem assorterede småbørnsfædre.

Derfor, på denne mandag, dette suggestive billede fra heden. Flaunt it Glenn.

torsdag den 4. marts 2010

Pre-match-warm-up-something

Læste du ikke med længere nede på bloggen da Esben fik svar, så lad os da bare for god ordens skyld gentage, at der fredag fra kl. 15. er AGF-fredagsbar på Fidel's i Dronningens Tværgade.

Så kan man snakke om fodbold og Cuba. Eller noget tredje.

Der står ikke noget om gratis øl, så vi ved ikke, om vi kommer. Bum! Og nu vi er ude med riven, så har sprogredaktøren gjort opmærksom på, at Fidel's er endnu et firma, der bruger engelske genitiv, og det kan han - redaktøren - ikke lide. Fidels!

søndag den 28. februar 2010

Lige i målgruppen

Ovre på agffan skal de selvfølgelig have økonomien til at hænge sammen. Sikkert noget med udgifter til servere, træningsrapporter og sår'n. Derfor er det selvfølgelig rart, at der i disse finanaskrisetider er firmaer, der støtter op og smider lidt klingende mønt efter den dedikerede side.

Der blev måske skudt lidt ved siden af i forhold til målgruppen, men hva' fa'en...


Nå, hvad synes du? Skal vi gøre det samme på VHA-bloggen? Bonaparte - ja eller nej? Stem ovre til højre.

onsdag den 10. februar 2010

Kaffe & kaffe

Langt de fleste af bloggens signaturer har deres ret faste gang på Kaffe & Vinyl. Fordi det er kvarterets bedste kaffe, og fordi det er kvarterets bedste kaffebar. Omtrent sådan er det.

Men minsandten om ikke vi nu er blevet udstyret med et alternativ, hvis man skulle være på afveje helt nede omkring Enghave Plads. Boutique Lize og Ritz har fået en fætter, og det er hverken en beskidt kælder eller en proppet cocktailbar men rent faktisk en regulær kaffejoint med de velkendte bønner fra Risteriet, gratis credits i de meget klassiske spillemaskiner og en...afslappet indretning.

Kaffen er fin, spillemaskinerne holder dit afkom hen, mens du læser aviser, og så er der vist ikke så meget mere at sige om det. Jeg aner ikke, hvad stedet hedder, men du finder det sikkert også uden min hjælp.

torsdag den 26. november 2009

Esset i sit es

Det er ved at være længe siden, at vi her på bloggen har været forbi vores højt skattede læderpoet Jimmy Høyer aka Esset aka Battet. Nu forstår vi hvorfor, for han har haft travlt. Ikke med at skrive en ny bog, men med at stå bag disken på sportsbaren Mojo i Skolegade.

Det er godt set det der, Mojo-ejer. Nu kommer lamseletterne for at få en bid af Jimmy - og smide en skærv i kassen for en med garanti velanrettet mojito.

Mændene er også glade...

fredag den 2. oktober 2009

Til salg

Vi har tidligere reklameret lidt for Alex Valencias forsøg på at afhænde sin motorcykel (den har i øvrigt fået nu ejer), og lad os da bare tag endnu en tur forbi den virtuelle opslagstavle, hvor Morten Beck Andersen får lov til at hænge en seddel op:

"Peak Performance vinterjakke TIL SALG! Kort udgave, med hætte, pels, farve: grøn, str. XL."

Vi formidler gerne kontakten, hvis du er interesseret.

onsdag den 30. september 2009

Som det er ...

Der er såmænd grunde nok til at kunne lide Vesterbro. Man kan få en pizza opkaldt efter sig, høre Carmina Burana spillet på banjo hos den lokale kaffe-smed og føle sig som en del af noget Politiken/iByen bare knus-ææælsker. Nå ja, så siger vi her på Stenbroen også tingene som de er. Også hos en af bydelens mobiltelefonforhandlere. Thanks for sharing...

mandag den 21. september 2009

Oh la la

Efter den relative skuffelse det reelt var at høre Dioh Williams spytte rim og nu hvor sommeren ikke helt er gået på hæld, så har VHA med hjælp fra en særdeles franskkyndig bruger gravet denne perle frem til jer...

Selveste tungeslugeren Basile Boli, the hardman of Rangers, samt striberne fra Sheffield, mister Chris Waddle - sammen - i en lille solskinsperle..

onsdag den 16. september 2009

Når vi savner Peter


Det er ikke altid lige let at få sådan et langdistanceforhold til køre problemfrit. Afsavnet kan være så pokkers stort, og vi skal da ikke sige os fri for, at vore jyske eksil-hjerter ind i mellem vrider sig lidt.

Når det står helt skidt til, pakker vi picnickurven, sætter os op på jernhestene og drager mod et sted de kalder for Frederiksberg. Dér har Peter Graulunds søster en frisørsalon, hvor brormand i følsom positur og med Bali-trækæde pryder hele vinduet. Så håber man helt, mens man sidder der på bænken, at det er dagen, hvor PG i egen person kommer forbi for at få klippet spidser.

Indenfor er der såmænd et billede mere - side om side med Søren Krogh. Jo, jo, det var i deres fælles Brøndby-dage, men det kan vi godt tilgive.

Bonusinfo: Vidste du, at Graulund i sin vilde ungdom i Vejen var kæreste med Andrea Elisabeth Rudolph? Du læste det lige her.

mandag den 14. september 2009

Hverdag i 1657

Vi kom lige lidt ned på jorden igen efter turen til Betonslummen og en efterfølgende konstatering af, at AaB (for en stund) har lånt førstepladsen. Mens vi er dernede, på jorden, så lad os give dig kære læser et lille indblik i, hvilke omgivelser dele af denne blog egentlig bliver til i.

Tilbage i dagene var 1657 en djævelsk fræk gade, hvor de erhvervsdrivende falbød deres kroppe til højre og venstre, men skal vi være helt ærlige har byfornyelsen taget toppen af koloritten. Bevares, lige netop den slags kødelighed findes stadig i Club Amour og Pussy Club, men intet har helt været det samme, efter at Miss Vandala drejede nøglen om (bogstavelig talt).

Ellers er det småt med de handlende. Restaurant Klais Cuisine blev fordrevet af andelsforeningen, og det er så omtrent det. Hvis det ikke var for Adam. En sjov starut, der lunter rundt i sin "kommis-i-Brugsen-lookalike" kittel, når han da ikke sidder på en motionscykel foran sin butik og sagte træder i pedalerne. Han er, såvidt jeg husker, fra Libanon, men det er svært at få noget rigtig forståligt ud af ham. Også om det.

Adam har en butik, der kan alt. Du kan blive klippet for 75 kr., hvis du tør. Det er egentlig det, butikken er: en frisørsalon. Adam har bare taget konceptet skridtet videre og tilføjet alt mellem himmel og ord. Seriøst, han har ragelse, du ikke troede fandtes. Jeg mener:


Toastmaskiner, ledninger, gamle billeder, kassettebånd, tandbørster, vatpinde, tamponer... you name it. Proppet ind i den lille bix og med flot udstilling på gaden 24-7-365, for det er omtrent hans åbningstider.

Bonus: Blæs Bukki (Malk de Koijn, Bikstok Røgsystem m.m.) har engang byttet en håndfuld merchandise-tshirts for et par brune fløjlsbukser. Du læste det lige her.

onsdag den 2. september 2009

Det var dengang. I Indien.

Lige indenfor døren hos Vesterbro Hardcore AGF står der et lidt slidt men meget rummeligt tegnebræt. For tiden er brættet et syndigt rod, hvor ideer ligger hulter til bulter sammen med utømte askebægre og engangkopper nede fra kaffebaren.

Blandt de mange ideer er en artikelserie med arbejstitlen 'Det hørte...'. Seriens udgangspunkt er det faktum, at bloggens forfattere ikke længere er så indie, som de var den gang, før de slog pjalterne sammen med underholdningskoncernen Århus Elite, og ideen er kort fortalt at give læserne et indblik i den musik, vi hørte den gang alting var fryd og gammen.

Mens der skæres og slibes videre på det koncept, skruer jeg lidt højere op for noget gammelmandsindie på nye flasker.

onsdag den 26. august 2009

Erik Rasmussen - den mindre kendte

Den ellers noget AGF-negligerende publikation Politiken har helt ubevidst skrevet, hvad vi længe har vidst og tænkt. Er man Politiken Plus-kunde kan man nemlig købe et billede af kunstneren Erik Rasmussen.

Hvordan det ser ud er for så vidt ligegyldigt. Det rammende er denne beskrivelse af hans gerninger, der jo til forveksling minder om vores Erik. Måske det i virkeligheden er én og samme person?

"Erik Rasmussen balancerer meget effektfuldt mellem supernaturalisme og et velberegnet artisteri, hvor de overraskende beskæringer af motivet er af væsentlig betydning. Sort, hvidt og gråt danner stadig et væsentligt indslag i hans maleri, men her og der lyser rødt og grønt. Der er både forelskelse, frodighed og kunstnerisk disciplin i disse klart formede billeder."

mandag den 24. august 2009

Nyt Merch

Snart eksploderer der en bombe i supporterverdenen, når VHA lancerer den patenterede Winkers - Lucena Edition, med ekstra ekstra trætte øjne.

Glæd jer!

tirsdag den 18. august 2009

Guldfesten - vi er i gang

Det syder og bobler på Vesterbro, næ... det buldrerkoger efter lørdagens udklassering i Parken, så nu kan vi ligeså godt springe i med begge ben og indlede forberedelserne til Guldfesten. Bare for at være lidt på forkant med udviklingen.

Forespørgsel via email til Jokerens management:

Hej,

Vi er ved at planlægge, hvordan vi skal hylde AGF's danske mestre, når Superligasæsonen slutter. Der skal jo ordentlig musik til en ordentlig fest, så derfor denne forespørgelse på Jokeren. Altså, vi ved jo godt, at han er FCK-fan, men mon ikke han alligevel kan lokkes til at give et nummer den 16. maj næste år?

Vi foreslår, at han f.eks kunne lave lidt om i teksten til Havnen, så han sammen med flere tusinde århusianere vil synge: "Hvem vandt guld - det gjord' 'GF"

Vi kan sagtens betale togbilletten, hvis det er... Altså en Orange.

Kan han den dag?

Venlig hilsen
Vesterbro Hardcore AGF

Svar:

SMIL........

Det kan nok arrangeres.

fredag den 14. august 2009

Fodbold og politik - prygl og polemik

Vesterbrohardcoreagf har, så vidt jeg er orienteret, aldrig været så bange for at blande fodbold og politik sammen, så det gør noget. Heller ikke i de her dage hvor byens fineste politikere og politibetjente har spenderet sommeraftenerne med lidt udvisninger hist og lidt politivold pist.

Jeg siger bare: asyl til alle her og nu. Fik I den, Brian og Birthe? Og så ikke mere politik for den femogtyveøre.

onsdag den 5. august 2009

Don Ø = Gårdmand Bjørn

Man har vel nærmest en hukommelse af Rainmanske dimensioner, når man kan huske den slags, men ikke desto mindre...

En af nærværende forums skattede brugere, lad os bare kalde ham Solarex, skriver i en kommentar til en anden post, at Gårdmand Bjørn vist tidligere har været i spil hos folk med FCK-relationer. Senest har Niels Christian Holmstrøm jo sagt, at han da gerne vil tiltuleres således, hvis AGF i indeværende sæson får medaljer (og i et appendiks til samme snak fik han også rodet sig ud i nogle point og tal, han ikke har belæg for... fred med det...)

Nu viser det sig så, at ordgejlerens tidligere arbejdsgiver såmænd også har haft samme Gårdmand Bjørn i sin mund om man så må sige. I en artikel i Berlingske Tidende fra 2005, siger Flemming Østergaard om den stigende interesse for at se fodboldens svar på candyfloss:

- Du må kalde mig Gårdmand Bjørn, hvis ikke vi har mindst 30.000 tilskuere i snit til vores hjemmekampe i 2008.

Nå, men i sæsonen 2007/2008 var snittet så 19.455. Gårdmand Bjørn! I den forgange sæson havde det sneget sig op på 20.038. GÅRDMAND BJØRN!

Så desværre Niels Christian Copycat, den titel er allerede taget. Hva' gør du nu, når AGF tager metal til sommer? Hvilket tegneserienavn skal du nu finde på?

torsdag den 12. marts 2009

Quiz Med Duncan

Brøndbys finest, Dunken, har været til ishockey i Rødovre.

Han ligner jo lige en der har været forbi Anni Fønsbys favoritkirurg, men vi tror nu mere på, at han bare gemmer noget under overlæben.

Men hvad?

Kom med indspark i det, der fremover bare vil være kendt som Duncan-Læbe-Gate.



(Og det gælder ikke at svare snus...)

onsdag den 4. marts 2009

torsdag den 18. december 2008

Diego Marado'

Der er efterhånden lavet en god håndfuld film om verdens bedste 10'er, og nu kommer den seneste af slagsen forbi danske cinemataster og futbollaficionados.

Missede du Emir Kusturicas film om Maradona til Cph:dox, kan denne signatur med glæde meddele, at den kan ses i biografer med respekt for sig selv fra i morgen fredag.

VHA var naturligvis inviteret til den danske pressevisning på filmen i sidste uge, og har derfor en saglig mening om tingene. I al beskedenhed.

I korte træk følger vi Kusturicas forsøg på at fortælle hele historien om Diego: fodboldspilleren, mennesket, revolutionisten in spe og familiefaderen.

Jo, der er mål (inkl. dribleturen og Guds hånd i '86), men filmen er rigtig meget mere end det. Først og fremmest et portræt af et specielt menneske, der soler sig i at være et fænomen, men også må deale med de nedture, som uløseligt er forbundet med hans person.

Gud er retfærdig

Det er en Diego, der fortæller om, at han resten af livet vil hade sig selv for sit stofmisbrug (tænk sig, en fodboldspiller der reflekterer med skyld, skam og oprigtighed), en familiefar hvis liv hang i en tynd tråd, revolutionisten der elsker Cuba og Venezuelas Hugo Chavez - og ligeså meget hader USA, Prins Charles ("han har blod på hænderne") og Joah Havelange.

Som han tørt konstaterer om sidstnævnte - den tidligere brasilianske FIFA-præsident, der sad på posten i 20 år: At Brasilien i de mange ikke blev verdensmestre, viser bare at Gud er retfærdig...
Det var han også, da den hjælpende hånd kom til - det var hans payback til englænderne for Falklandskrigen, forstås.

Diego er rock'n'roll, men også lidt mere. Det får Kusturica med, og selvom der er sekvenser og gentagelser, der nok kunne være klippet ned eller ud (f.eks. de trættende animerede gentagelser af Diegos leg med vestens onde imperialister som Thatcher, Prins Charles, Bush og Reagan tilsat Sex Pistols soundtrack), er 'Maradona' en helt tålelig film om en stor personlighed. Ikke mindst fordi instruktøren undervejs bliver venner med Maradona, og derfor kommer tæt på. Kusturica selv fylder derfor også selv en del - og det kan man lide eller ej.

Denne signatur fandt det ok og sender anbefalingen på at se 'Maradona' videre.

Se traileren her, læs hvorfor Politikens Erik Jensen ikke er enig, The Independent er lunken, Berlingske skriver og The Guardian bryder sig kun om en enkelt scene.