I dag er jeg glad. GF skal ud i Europa. Det gør mig glad. Men sådan havde jeg det ikke i søndags.
Jeg jublede nemlig ikke rigtigt fra min solskinsplads på C10 i søndags. There, I said it!
Det gjorde jeg ikke, fordi der for mig ikke var det store at juble over. Mit fodboldhold havde lige tabt 0-1 til ærkerivalerne. Faktisk brugte jeg vel de sidste 10 minutter af kampen på den der intense, og for de fleste GF-fans velkendte, skuffelse, der rullede hen over mig, da det stod klart, at FCK alligevel ikke snublede – og at GF måtte nøjes med bronze. At det så endda endte med et nederlag, gjorde bare skuffelsen større.
Betyder det, at jeg ikke jublede over bronzen? Nej! Den fejrede jeg som en vanvittig en uge før, da den var sikret.
Betyder det, at jeg ikke gav den gas på stadion? Nej! Jeg var lige præcis så engageret i hjørnespark fra ’Capper’ Højer og gennembrud fra ’Giftig’ Links som jeg plejer.
Betyder det, at jeg ikke stod op og hyldede spillerne efter kampen? Nej, på ingen måde. De fortjener alverdens hyldest. Også selvom, den måske var mere passende efter sæsonens sidste kamp i aftes.
Betyder det, at jeg synes, andre skulle lade være med at juble? Slet ikke. Og det vender jeg tilbage til.
Det betyder bare slet og ret, at jeg var skuffet. Jeg var selv ret overrasket over, hvor dyb den skuffelse var hele vejen hjem fra stadion og det meste af mandag. Det undrede mig og ærgrede mig, for jeg ville da gerne bade med Agnete og Havmanden og sætte ild til alt muligt i vild begejstring. På den anden side var jeg skuffet og har lige så meget lov til det, som alle de herlige tosser havde til at feste som om mesterskabet endelig kom hjem.
Det er der nemlig en pointe i. Nogle (og her er især tale om fans fra andre klubber) kan have lidt travlt med at nedgøre euforien i Aarhus. For er det nu også værd at juble så meget?
Til det vil jeg bare sige, at det er et skråplan at vurdere, hvornår det er ok at juble, rase eller være skuffet over fodbold. Ret beset er der jo ingen grund til nogen af delene, hvis man er sådan rætti rationel i sin tilgang til tingene. Så er det jo bare fodbold. Sagen er bare den, at vi er langt fra rationelle. Vi er bindegale, og vi bliver euforiske og skuffede over ting, man ikke ’burde’ gå op i.
Derfor svælgede jeg i min skuffelse, der heldigvis blev vendt til glæde i aftes, og derfor under jeg alle at juble lige præcis så meget, som de kan over de første medaljer i 23 år.
I tiden lige efter de sidste medaljer skete der nogle forskydninger
blandt fodboldfans, hvor nogle var ’finere’ end andre. Der kunne blive set ned
på de officielle fanklubber og dem, man kaldte Hattene. De var jubeloptimister
og fjollede og klædte sig ud og følte ikke tingene så intenst som de uofficielle fans. I dag ser vi heldigvis ikke ned på den slags, tror jeg.
Det skylder vi hinanden og klubben at lægge bag os. Om ikke andet så for legendernes skyld. Snøft.
