Bronzealderen Part I

Ovre på Twitter forhørte @JonasJappe sig for nylig høfligt om ikke det var på tide med en opdatering her fra Vesterbro (hvor ingen af redaktørerne længere bor). Og da vi aldrig har været for fine til at springe på det første og bedste påskud til at udgive en post, så kommer den her: vi har taget hul på bronzealderen! (og når der står Part I, så er det mere en gammel tradition, end det er forventningen om, at nogen af mine medredaktører skriver en Part II).

Og apropos traditioner. Så kunne man engang her på bloggen få et årligt helbredstjek på truppen i en billedkunstfaglig gennemgang af årets holdbillede (kan I huske det, hvor Tom Christensen er heeelt bleg, og i den grad varsler dårlige tiders komme og karrierestop?). Nu er der en ny slags holdbillede ude, og det signalerer alt andet end dårlige tider. Good times og store smil. Bronzealderen er her.

I et hæsblæsende vue henover truppen støder man fra venstre på Amini, det bedste der nogensinde opholdte sig i Randers i mere end én overnatning, der i ugevis har lignet en beruset student på vej ud på sit livs eventyr (i Ruhr-området). Jeg kommer til at savne ham, uanset om Keanu Baccus støder til os om et par uger eller ej. Og så det lettere melankolske kig til Jesper Juelsgård, der pligtopfyldende har udtjent et år på bænken med en præstationsbetinget kontrakt uden nogen nævneværdige udsving på netbanken. Og så MEGET elskværdige Gift Links, der som den eneste på hele stadion ser attentatforsøget på Kim Robin Graahede oppe på pressepladserne. Der er også vores allesammens yndling Niklas Backman, der mere ligner den ultimative hyggeonkel end den normale forsvarskriger. Måske et stadig utydeligt signal om, at hans tid i forsvaret lakker mod enden? Hausner er tættere på Premier League end på reservebænken, som jeg har tænkt mig at sige, når BT ringer i morgen for at høre om hans fremtid på nationalmandskabet.

Men, men, men. Lader man øjet bevæge sig over i det sorte område, hvor staben (ikke) hygger sig, så er det ikke småting, man kan læse ud af Ruben Selles' udtryk. Der lugter af drama i kulissen, eller af enorm skuffelse over bronzen? Jeg bliver decideret bange, hver gang jeg zoomer ind på ham. Mens alle kigger på et eller andet ovre til højre, så stirrer han direkte på mig, og siger 'Está terminado'. Vores veje skilles her, og det er ikke lige så trist som med Amini, Bundu og Højer. Men det er sikkert et hårdere slag for vores drømme om EL-gruppespil og sølvmedaljer.

I nat vil jeg drømme om den sidste sommer med (næsten) et kvart århundredes bedste trup. Snart er det Tengstedt, Jevtovic og de andre nye, der træder ind til fotografen for første gang. Jeg kommer til at elske dem.

Længe leve Vesterbro Hardcore AGF!