Heldet tippede igen til vores side i flere afgørende situationer, men vi viste også endnu en gang, hvor langt man kan komme med rutine, organisation og en god dosis vilje.
Og når nu tingene i den grad skulle falde i hak, så kunne de ikke gøre det på et bedre tidspunkt.
Der var den om tv-millionerne, der blev revet ud af AaBs forårsbudget og kanaliseret direkte til Peru. Der var den om det store spil om betting-millionerne, hvor vi lige fik et par esser på hånden før de afgørende forhandlinger. Og så var der også den der med muligheden for at tiltrække spillere i vinterpausen, hvilket garanteret bliver lidt sjovere nu. Når en udlænding skal kaste et blik på superligatabellen og overveje, hvor hans fremtid skal ligge, så virker det bare lidt skæggere i den der klub på vej ud i Europa, end i den der kroniske bundklub tættere på 8. pladsen end på medaljer.
Og tag så også lige et kig på billedet ovenfor. Fyldt med gode historier men også bare masser af reel spilleglæde og sammenhold. Hvem kan undgå at få en lille klump i halsen over billederne af Martin Jørgensen, der efter mere end 100 landskampe stadig skriger sin glæde ud over et superligamål? Og måske endnu mere over det ærkesmukke i, at vi ikke har opnået noget som helst siden han forlod os i 1997, og så med ham tilbage på holdet er vi nu ét point fra medaljerne efter mere end en halv turnering.
Jeg siger ikke, at vi vinder noget som helst. Men i dag føles det som en halv bronzemedalje, og hvis spillerne har det på samme måde, så har de mere end fortjent det.
