Med jævne mellemrum finder man sig selv i en af de der samtaler med andre GF'ere, hvor man minder hinanden om store og små øjeblikke fra et langt og efterhånden lettere ramponeret liv med AGF.
Så udveksler man minder om legendariske pokaltriumfer i Idrætsparken. Om store, ydmygende nederlag på stadion eller sagnomspundne udebaneture. En sjælden gang imellem graver man sig tilbage til fjerntliggende europæiske triumfer, totocup-kampe og træningskampe i en skøn forvirring.
Og indimellem sker det så, at man uden at vide af det lægger et nyt lille afsnit til rette i hukommelsen, som man senere kan finde frem til de her særlige lejligheder. Det skete for nylig for mig, men det specielle ved det her nye afsnit var, at der hverken var noget stadion, nogen lang bustur eller nogen skinnende pokal, man kunne spejle sig i.
Næh, der var et værtshus, et fjernsyn, en øl og nogle gode venner. Og så lige en dødsyg kamp mod Sønderjyske. Men når den alligevel kradsede sig ind i den lille bog med de store minder, så var det formentlig fordi, kampen efter al sandsynlighed viser sig at blive endnu en milepæl på den lange lidelsesrejse, vores liv med AGF har udviklet sig til.
Den havde alle de rigtige ingredienser: først den forkrampede stemning med nerver overalt hvor man kiggede hen, så de ekstatiske jubelscener - og så nedturen. Den gigantiske nedtur som overgik det meste af, hvad jeg har oplevet i mit GF-liv. Tv-billeder af grædende mænd på stadion, larmende tavshed, tomme blikke og meget akavede forsøg på at hjælpe hinanden tilbage til virkeligheden ude på gaden.
Jeg var fuldstændig uforberedt på, at der skulle skrives noget som helst i historiebøgerne den aften, og det var måske en af grundene til, at den endte med at gøre så ondt og indprinte sig så effektivt.
På søndag får vi endelig den afklaring, vi har ventet på, og dermed svaret på om den her aften på Gl. Kongevej virkelig var en ny milepæl på rejsen. Den fik under alle omstændigheder en side i min scrapbog. Den næste har jeg reserveret til en storsejr i 1. division. Hvis det uventede skulle ske på søndag, så har jeg en post-it liggende fremme til et par hurtige notater...
6 kommentarer:
Det er stærke sager det der Andreas. Og du har ret. Jeg var der også. I 75 minutter indtil mine nerver var for tyndslidte. Tænkte at hvis jeg gik, så ville de vinde. Det gjorde de så ikke.
Gik hjem, drak øl, skældte på fruen, lå i fosterstilling.
Så er vi der igen. En hint til hvor kampen i morgen mod OB ses bedst, i fællesskab med ligesindede?
... I kbh, forstås.
Kennedys på Gl. Kongevej lægger endnu en gang ryg til voksne mænds gråd og frustrationsskrig og dertil hørende spark til 14'erens skilt ude foran. Mon ikke mindst en håndfuld af de mest sejlivede dukker op. Jeg gør i hvert fald.
Tak for indlægget som rammer midt ned i sindsstemningen her i nordenden af stadion alle. Vi sammenlignede netop SE kampen, en gf ven og jeg, med mesterskabskampen i 96 hvor Mogens 'Grydehår' (hvem havde ikke det?) Krogh gik med frem i feltet, herefter var toget kørt, de sidste kampe var uden betydning, ganske som Farum og kampen om lidt. Nå jeg må i tøjet, det støvregner, perfekt.
I could cry!
Send en kommentar