tirsdag den 15. juni 2010

Farvel Eriktion - Goddag Peterstrojka

Du havde sikkert på fornemmelsen, at det her indlæg var på vej. Først læste du om Ovelutionen, Ove P.'s langsomme forvandling af AGF fra middelmådigt bundhold til solidt spillende midterhold, så spenderede du tid på at sætte dig ind i Eriktionen, Erik Rasmussens farverige og entusiastiske løft af de hvide op til medaljepladserne og europæisk deltagelse. Og nu. Nu sidder du så og undrer dig over, om de virkelig mener det seriøst, når de fortæller dig, at AGF nu har indledt endnu en ny fase med et sjovt navn.

Og jo, de er drønseriøse. Og navnet? Peterstrojka. Efter udskejelserne med Erik Rasmussen som den glade toastmaster, efter tømmermændende ovenpå den tragiske nedrykning, så tager vi nu fat på genopbygningen, omstruktureringen, eller bare Peterstrojkaen.

Peter Sørensen tager om et par uger fat på opgaverne i det, han helt upresset kalder en af de mest interessante opgaver i dansk fodbold netop nu. Med knofedt, 4-4-2, disciplin, lidt klassisk mandskabspleje og store ambitioner tager han fat på at føre klubben tilbage til noget, der ligner tiden under Ove Pedersen.

Ifølge Brian Steen står Peter Sørensen for en konkurrencedygtig spillestil. Det lyder slet ikke som nogen dårlig strategisk beslutning at gå over til sådan en, og Peter Sørensen får formentlig ikke nogen problemer med at skabe opbakning fra det århusianske publikum, hvis bare resultaterne tikker ind, og oprykningen kommer i hus i første hug. Det bliver nok til gengæld sværere for journalistpraktikanten, der får til at opgave at interviewe ham den skaldede træner for AGF, der hedder Sørensen, men det er en anden historie.

Jeg var så mega klar til Eriktionen. Ja, det er jeg egentlig stadigvæk. Men når tingene nu er gået, som de er, så tror jeg, Peterstrojka er det bedste svar på alle de spørgsmål, vi gik og tumlede med. Tilbage til styr på tingene, klare opgaver til alle spillerne - og point på kontoen. Og hvis det så også betyder en ekstra chance til Kenan Hajdarevic, når nu Nando og Dioh bliver solgt, så er det den glasur, der kommer til at forsøde vores skøre sommer, før verdens hårdeste liga fløjtes igang.

3 kommentarer:

Kalle sagde ...

Mmmmmm...Peterstrojka! Jeg er allerede med på vognen. Også selvom det lugter lidt af det røde. Som vi jo ikke kan li hos de hvi'e.

Anonym sagde ...

Pis os. Er lige blevet omvendt til Peterminologien.

Koster det der noget?

J-noget.

Søren HC sagde ...

"...en af de mest interessante opgaver i dansk fodbold netop nu". Jo tak, man kan godt underdrive, selv om man er filosof. (Altså Peter S.)