tirsdag den 30. marts 2010

Esset siger: - Vi har en vinder

Vi inviterede, og I bed til bolle. VHA's første, men nok ikke sidste, konkurrence af den litterære slags er afviklet, og om et øjeblik kan du læse vinderbidraget og tre andre indspark.

Inden vi når der til, så vil vi gerne sende en særlig tak til manden, der har lagt krop til konkurrencens præmie, en match-worn AGF-spillertrøje: Mentor, barchef, forfatter, batsvinger, cognacjakke, Danzig-fan og meget mere: dommer Jimmy 'Esset' Høyer.

Ingen Jimmy, ingen præmie, ingen retfærdig domsfældelse, intet liv. Og lad os så kaste os ud i det.
Vinderen får følgende skudsmål fra litteraten Høyer:

- Man skulle jo næsten tro, at skribenten har læst mit speciale og lånt derfra :-) Men når man får nævnt både Schopenhauer, Nietzsche og Hendrix på så få sider og stadig er koncis og skarp i et vanskeligt ærinde, så må man nødvendigvis løbe af med sejren. Også selv om de andre tre var gode. Høyer blev nævnt, og haikuen var korrekt qua både antal og orden af stavelser og zoologi. Også første bidrag (Frejs, red.) var interessant, men budskabet virkede skarpere hos vinderen.

- Men at begrunde den ubegrundelige... Det lyder som en selvmodsigende uriaspost at sætte sig selv på. Ikke desto mindre gør skribenten det på en klar, velformuleret og ikke mindst interessant og let fordøjelig måde, skriver Jimmy i sin begrundelse om vinderbidraget.

Det er skrevet af Kristoffer G. - tillykke med præmien og med de fine ord fra Esset. Og læs så det her:

Den passionerede versus den æstetiske fodboldoplevelse

De to bedste fodboldhold i verden er henholdsvis AGF og FC Barcelona. Men udfra hver sin opfattelse af, hvordan spillet bør spilles. Det første udfra en subjektiv vurdering baseret på tilhørsforhold og personlig historie, et forhold der ikke kan adskilles fra individets eget narrativ. Det er en del af en persons livsfortælling.


Under denne opfattelse af fodbolden regnes eksempelvis den syngende glidende tackling, der opildner publikum på stadium, fordi den viser vilje til kamp og sejr.

Det andet udfra en mere objektiv æstetisk vurdering, der tager sit udgangspunkt i en med afstand betragtet kantiansk uinteresseret interesse. En kølig oplevelse af det smukke i sig selv. Herunder hører eksempelvis den sublime maskerede aflevering, der splitter et forsvar og måske derefter ender i et elegant lob over målmanden, som febrilsk bakser med armene, mens bolden svæver i mål.

Disse to modsætninger præger vores syn på fodbold. Og dermed også vores syn på, hvordan spillet bør spilles. Begge opfattelser kan uden problemer være lige rigtige og gyldige, men må samtidig formodes at ligge til grund for utallige uenigheder om spillet.

Det passionerede
Det passionerede forhold kan minde om det religiøse. Du kan ikke rationelt begrunde, hvorfor lige netop AGF er verdens bedste hold. På ingen måde. Men du kan føle, at du indgår i en uendelig sammenhæng, der på mystisk vis - qua dette narrative stof som vi alle består af -  former dit lidenskabelige forhold til klubben.

Du deler en fælles lidelseshistorie med tusindvis af mennesker, der alle har dette martyrium til fælles. Klubben taber og taber og taber, og inderst inde tvivler du i din tro, men du ved ligeså vel, at det er nyttesløst at kæmpe imod den skæbne. Du er født og opvokset med lige netop dét tilhørsforhold, og lige meget hvad du gør, er du knyttet til den umulige drøm om sejr og pokaler.

Derfor er det også, at den syngende tackling har forrang for den smukke frispilning, når det gælder den passionerede fodboldopfattelses sfære. Selvfølgelig vil man helst vinde smukt, men sejren har forrang, og den æstetiske dimension må vige.

Man kan i kampens hede blive helt overrasket over, hvor meget man faktisk ønsker at ens hold vinder. Jeg ønsker virkelig at se AGF vinde. Det er ikke en postmoderne Vesterbro-ironi som hos indierockeren med retro-overskægget.

Retsfilosoffen Ronald Dworkin har i forbindelse med en afgørende finale i baseball, beskrevet, hvor overrasket han blev over hvor meget han ønskede, at Red Sox skulle vinde. Ligeledes kan jeg ikke rationelt begrunde min lidenskab, men ægte er den.

Man bærer i sig en kultur, som man ikke har bedt om at optage. Måske skulle man aldrig havde taget med på stadion den gang for mange år siden, hvor bakterien blev indført i kroppen. Som med en ulykkelig kærlighed spørger folk; ’hvorfor kommer du ikke bare videre?’.

Men nej, det er ikke en mulighed, og jeg kan ikke engang forklare dig hvorfor. Det er et skæbnefællesskab, man kun deler med de indviede. Det er nok denne ubegrundede gyldighed, der kan forklare den udenforståendes undren og/eller ubehag.

Man stiller sig bestemt ikke tilfreds med, at en spiller som Dioh Willams, der utvivlsomt er propfyldt med sublimt potentiale, elegant dribler rundt og ser smuk ud, men aldrig kommer i nærheden af at score det forløsende mål man så inderligt ønsker sig. Det avler bare frustration og vredesudbrud. En frustration, som måske er i familie med en af de dummeste ting moderniteten har fostret, nemlig fodboldvolden. Her er det overdrevent passionerede og forhold til fodbolden i familie med den religiøse fundamentalisme, der ligeledes avler vold.

Som på religionens område har vi at gøre med en virkelighed, der står udenfor vores egen daglige virkelighed. En virkelighed som vi tror på, men som vi ikke har indflydelse på. Dette kan også forklare vores højlydte tilråb på stadion. Menigheden bekender deres tro i katedralen.

Menneskets religion drejer sig ligeledes om forholdet til det vi anser for at være helligt. Og det hellige er en ubegrundelig metafysisk størrelse, som blandt andet kendetegnes ved, at vi føler en forpligtigelse i vores dyrkelse.

Men religion er også et fællesskab af troende. Det er ikke ligesom det politiske fællesskab en overbevisning der deles, men en irrationel tro. Dette trosfælleskab er ligeledes en social institution, som kan give tryghed og ly i en modernitet, der af tidens fremmeste tænkere er blevet beskrevet som både flydende, løbsk, risikofyldt og angstfremkaldende.

Men til forskel fra religionen kan jeg ikke afskrive mig mit fodboldmæssige tilhørsforhold. Man kan rationelt erkende eller indse, at et religiøst system ikke giver gode nok svar eller ikke giver den åndelige tryghed man før havde. Eller man kan simpelthen miste troen. Der er intet problem i at konvertere til en anden geografi. Jeg kan uden de mindste vanskeligheder begrunde rationelt, hvorfor jeg ikke ønske at bo i Århus.

Jeg kan imidlertid ikke forklare dig hvorfor, at AGF er verdens bedste hold, men jeg kan sige dig, at jeg stensikkert føler, at det er det for mig. Vind for satan. Scor nu de mål, jeg er ligeglad med hvordan. Den skal ind.

Det æstetiske
Når det kommer til den æstetiske fodboldopfattelse - det man i Brasilien kalder "o jogo bonito", altså det smukke spil - er det helt andre ting, der er spil. Man behøver ikke holde med en klub. Man behøver ikke konvertere (og kan nok knap nok med troværdighed) til en anden klubs mytologi. Her holder man med fodbolden som sådan.

I den æstetiske fodboldopfattelse er fodbolden et mål i sig selv. Sejrens nytteværdi er for så vidt ligegyldig, hvis den æstetiske oplevelse står mål med forventningen. I de sjældne øjeblikke hvor FC Barcelonas spillere fuldender spillets æstetiske potentiale, fordres kuldegysninger og spontane svulmende følelser, der kun udmøntes af den sublime kunstneriske erfaring.

Når samspillet mellem Messi, Xavi og Iniesta løfter sig til et sådant niveau, kan det måske bedst sammenlignes med den sammensatte kunstneriske forløsning, der opnås når en saxofonist som John Coltrane med sin kvartet improviserer sig frem til et gådefuldt lydbillede, hvor man uden at kunne forklare hvorfor aner en indsigt, der ikke er rationel men spirituel.

Med en solid rygrad af individuelle evner, der er produktet af medfødt talent og tusindvis af øvetimer, forløses gruppens improvisation pludselig eksplosivt i en uforklarlig skønhed, der rækker langt udover den enkeltes individuelle evner.

Det er med den type æstetiske oplevelser, at man som den vrisne tyske filosof Arthur Schopenhauer har muligheden for at undslippe tilværelsens elendighed og ikke mindst dine uduelige usofistikerede medmennesker. Den kunstneriske erfaring gør kort sagt livet udholdeligt. I ét lille øjeblik opnås indsigt i en verden, der normalt kun eksisterer som en platonisk idé og altså dermed ikke hører til vores håndgribelige hverdagsverden. I dét korte sekund slukkes for et øjeblik viljens uendelige krav og får smerten ved at eksistere til at stoppe flygtigt.

Selvom det selvfølgelig stadig handler om at vinde og at jagte triumfen, kan man ikke afvise den æstetiske dimension, når man følger en kamp mellem to hold, som man ikke er knyttet til med opvækst eller historie. Man kan læne sig tilbage og nyde dramaet udfolde sig uden tilstedeværelsen af angsten for nederlag.

Hos en anden vrissen tysk filosof, Nietzsche, er kunsten og den æstetiske indsigt, der dermed kan opnås, også en måde at undslippe den rationelle verdens absurditet. Kunsten er med os, så vi ikke skal forsvinde med sandheden. Vores intellekt fortæller os, at den virkelige verden er meningsløs og ond. I kunsten har vi en mulighed for at overskride denne verden. Det æstetiske indtræder som en lindrende gudinde og reder os.

Nietzsche er blandt andet blevet berømt på sin skelnen mellem det apolloninske og det dionysiske i et af hans tidlige værker, Tragediens Fødsel. De to begrebers indbyrdes forhold er mere komplekst end som så, men man kan forsimplet sige, at det apolloninske er repræsenteret ved det ordensmæssige, det formaliserede og det velproportionaliserede, mens det dionysiske hylder livskraften, det vitale og ikke mindst rusen.

Nietzsche er mest husket for sin opbakning til den dionysiske livsførelse, men så i musikken - som vi kan se i det smukt udførte fodbold - en parring af de to. Der ville netop ikke blive spillet noget smuk fodbold i FC Barcelona, hvis ikke man havde en overlegen teknik og et velordnet taktisk system at lade kreativiteten og magien udspringe fra. Ligesom det sublime musikalske udtryk som man kender hos fx Jimi Hendrix' virtuositet næppe ville eksistere uden, at orkestrets samspil udsprang fra en form for grundlæggende orden.

Begrundelsen af det ubegrundelige
Til fælles har begge fodboldopfattelser, at de rummer noget uforklarligt. Begge eksisterer for sig selv , er sit eget mål, har ingen nytteværdi. Hverken det passionerede eller det æstetiske hører til logikkens eller rationalitetens område.

Om man som tyske filosoffer forsøger at undslippe en grusom verden ved at flygte ind i det smukke, eller man med velstruktureret habitus med hjemstavn og historie som byggeklodser lever sig ind i kampen, vil begge opfattelser kunne begrunde noget ubegrundeligt. Som den forrige pave engang sagde, er fodbold den vigtigste ikke-vigtige ting i verden.

En pragmatiker ville sige, at AGF er verdens bedste fodboldhold, fordi en gruppe mennesker er blevet enige om den sandhed, og det er i hvert fald svært at betvivle følelsens oprigtighed.

Og hvad så, hvis man er født i Barcelona? Opvokset på Camp Nou og så videre. Så har man vel både det passionerede uforklarlige tilhørsforhold og den æstetiske smukke oplevelse i én og samme pakke og kan betragte sig selv som et tilfælde med medfødt held. Ja, men til gengæld kan der være tilfælde, hvor det vil være svært at nyde det smukke, fordi lidenskaben overvinder den kølige uinteresserede interesse i de tilfælde hvor alt det smukke spil ikke resulterer i mål. Med mindre man selvfølgelig fører 3-0.

I AGF må vi ofte nøjes med at diskutere, hvordan vi taber og her sker det, at de to forskellige opfattelser af spillet kolliderer. Kan man eksempelvis være tilfreds med at tabe smukt? Eller er det ok at tabe grimt, hvis bare spillerne har vist vilje i en grad, der har fået blodet til springe?

Set i den passionerede fodboldopfattelses optik må det smukke spil være en eventuel glasur, man kan smøre ovenpå sejren. Hvis jeg vil have æstetisk smuk fodbold, nytter det overhovedet ikke at følge den danske liga. Her er andre, men ligeså gyldige, ting på spil. Giv mig en glidende tackling.

4 kommentarer:

Anonym sagde ...

Klap, klap, klap!

AGF fans udmærker sig som sædvanligt ved at være niveauer over den danske middelmådighed.

new shit sagde ...

jeg synes den er for lang

Anonym sagde ...

Big up til Little Chris.

Mathias sagde ...

@New shit: Vi kan jo ikke alle fatte os i korthed på samme måde som din blog *grine-smiley*