søndag den 1. august 2010

Vi spørger bare...

Det er vist ved at være lidt tid siden, vi har prikket til vores Silkeborg-venner, så mens spumanten boblede i blodet, satte vi os til tasterne...

Hej XXXX,

Tak for sidst. Vi føler, at vores gensidige dialog er god, og da vi ikke er blege for at bruge vores kontakter, har vi en idé, vi lige vil vende med dig.

Helt ærligt - det kører ikke for SIF i denne sæson. Det er et faktum, som selv ikke Troels Beck filosofere sig ud af. Hvad med at vælge den nemme løsning og simpelthen bytte plads med os? På den måde kommer vi tilbage i nærheden vores de facto patenterede 10. plads, ligesom I kommer ned i den liga, hvor I hører til set ud fra et objektivt synspunkt.

Er I friske?

Mvh. VHA

PS: Du må gerne hilse selvsamme Troels og takke ham for Eto'o-joken under VM - den var sgu sjov, og det mener vi seriøst. Seriøst.

SVAR:

Hej VHA,

Tak for mailen og det gode forslag. Det er vel lige præcis dén slags selvovervurderende selvfedme, som er blandt grundene til, at I og den klub, som I støtter, nu gerne vil bytte plads.

Jeg var bange for at komme til at savne den klassiske GF-retorik i denne sæson, hvor de hviie jo ikke længere er iblandt os. Men så kom Jeres forslag og udfyldte tomrummet på smukkeste vis. Tak for det og hils i Hjørring og Brønshøj. Hvis I nu er rigtig dygtige, kan I måske ende lidt højere end 10.-pladsen.

Med venlig hilsen

XXXXX

PS – jeg skal nok hilse Troels Bech med H.

- - - - - - - - -

Hej XXXXX

Ingen årsag.

Nu ved vi fra dine kampreferater, at der skal læses mellem linjerne, men vi bliver nødt til lige at få det helt på det rene: Er svaret ja eller nej?

Mht. den selvovervurderede selvfedme har du måske en pointe. Vi hører det i hvert fald hele tiden. Men det er jo derfor, VHA er kommet på banen. Vores selvbestaltede rolle er jo netop også at garnere AGF’s noget brogede image med lidt madopskrifter, musikanmeldelser og slige sager. Sådan lidt Mandela-Gandhi-Ole Henriksen-agtigt, ikk’? Vi håber, du kan lide det.

Vi beklager dybt, at vi fik skrevet Bech med k. Vejen til helvede er som bekendt brolagt med dårlige undskyldninger, men forvirringen kan skyldes, at vi i et svagt øjeblik fik blandet sammen på Troels Bech og Mikkel Beck. De har vist samme frisør.

Hold dig varm,

Mvh. VHA

PS: Jeres skrives med lille j (altså bare ikke når det er det første ord i en sætning). Men pyt med det - vi er sgu large. Med l.

1 kommentar:

Super sagde ...

ha ha ha!!! Fin humor!!!