tirsdag den 2. januar 2007

Abgar eller Kari - eller hvad?

Olof Persson blev sæsonens store nyhed og måske den største transfer indtil nu under Ove P. Og guderne skal vide, der er behov for ham i det århusianske midterforsvar, der har lignet et åbent, blødende sår siden Piechnik toppede i halvfemserne.

Men er det det? Eller ligger endnu en transfer og venter, mens vinduet stadig står på vid gab i hele Europa? Jeg tror mest på det sidste, og jeg kunne godt forestille mig, at Brian Steen holder ganske tæt kontakt til et par agenter hinsidans.

Det mest nærliggende emne er vel Kari Arnason, som så gerne vil jobbe i nærheden af sin store kærlighed, der har slået sig ned i Aalborg. Deroppe vil de tilsyneladende ikke betale den store sum for Arnasons ydelser - er det noget med, at de ikke kan slippe af med deres 'guldfugl' Rasmus Würtz? Jeg ville meget gerne se ham i Århus, hvor han kunne blive en spændende hovedperson på midtbanen med sit store løbearbejde og åbenbart ret veludviklede hovedspil.

Men der findes jo også et alternativ mellem Kari Arnasons holdkammerater - eller det vil sige en tidligere holdkammerat. For i dag er Abgar Barsom blevet arbejdsløs, da Djurgården ikke har villet forlænge kontrakten med ham efter en række gode år med medaljer og cuptriumf som resultater. Og Abgar Barsom er slet ikke afvisende overfor Danmark. Hvis Brian Steen og Ove P. overhovedet er interesserede i Barsom, så ligger der her et noget anderledes trumfkort end Arnason. For hvor Arnason er ung, stor og hovedstødsstærk, så er Barsom noget mindre, noget ældre (29) og med andre kvaliteter. Han får et godt skudsmål fra en anden af sidens faste skribenter, og selv karakteriserer han sig som en defensivt orienteret og hårdtarbejdende midtbanespiller.

Og så stiller han det ultimative krav, at hans kommende klub skal være villig til at bygge holdet op omkring ham. Det lyder krukket, men det lyder også som en mand, der virkelig vil kunne tage det ansvar, som vi så ufattelig mange gange har sukket efter på tribunerne rundt omkring i landet. Jeg siger: Abgar, du skal være så hjertelig velkommen i Århus.

Uanset hvor vi står d. 8. januar, så stinker det her forår igen af enorme forventninger og drømme om succes. Vi kan måske klare os med den nuværende trup, der slet, slet ikke er tosset. Men vi kan også allerede i den kommende uge være på vej til at samle det hold, som i de kommende år skal spille os tilbage til toppen af dansk fodbold. Jeg tror som vanligt på drengene i hvidt. Gør Kari og Abgar mon også det?

8 kommentarer:

Mathias sagde ...

Andreas, du får det til at krible i transfertrolden.

Men hvor har du fra, at Abgar ikke er afvisende over for Århus? Er det Kalle, der har snakket med ham via Skype eller hur?

Ud fra dine fine anbefalinger siger jeg "go!".

Kalle sagde ...

Det er såmænd Fotbolldirekt.com - den udemærkede svenske fodboldside - som er kilden.

Abbe er et fænomen, han er kaxig, kort og ejer en beværtning i Stockholm. Det kribler i høj grad i transfertrolden.

Mathias sagde ...

Sådan Karl. Godt med kildeangivelser ellers kan det jo bare være spontant opstået ønsketænkning over en ribbenstegssandwich på Grill Isted Grill, der har forårsaget Andreas' ord.

Jeg vil nu se ham efter i sømmene...

Mathias sagde ...

Hvem er i øvrigt inviteret til denne blog. Andre end trekløveret?

Mathias sagde ...

Og sidste "hej" fra mig i denne omgang: Jeg synes nok, det er noget af en tilsnigelse, at han ikke er afvisende over for Århus. Så kan du jo tilføje samtlige SAS liga klubber + Allsvenskan + Tippeligaen...

Kalle sagde ...

Det er øjnene som læser, Mathias.

Opskriften følger:

En knivspids mesterskabsfornemmelse

½ tsk. klubløs svensk kreatør med skadeshistorie

2 kg. Håb om mere kreative kræfter

Bland det hele sammen og du får en endog meget mulig transfer til Aarhus Gymnastik Forening for Abgar "Abbe" Barsom. Prøv det en dag. Det luner så godt.

Angående det mere interne spørgsmål, så vil der meget snart være pow-wow.

Andreas sagde ...

Hey, hey, hey! Jeg skrev jo bare 'Og Abgar Barsom er slet ikke afvisende overfor DANMARK'. Eller faktisk skrev jeg 'Danmark', men det virkede i sammenhængen rigtigst.

Han stillede vist i øvrigt op for Kristdemokraterne til et rigsdagsvalg, eller hvordan det nu er de kalder derovre. Spøjs fyr.

Mathias sagde ...

Ja, heller ikke mine evner ud i kunsten at citere andre, er for veludviklet.

Jeg deler skam forhåbningerne, men blev bare lidt slukøret, da jeg læste facts.

Det skal selvfølgelig ikke holde dig, mig eller de mange andre læsere tilbage for at drømme på fodboldens smukke motorvej (nu skal vi vel snart overhale?)